Til cancer.dk
Betinna lovede sig selv, at hvis hun overlevede sin kræftsygdom, ville hun gøre en forskel. I dag hun frivillig og hjælper andre med den særlige ensomhed, hun selv kæmpede med.
Der er en nat, 59-årige Betinna Jørgensen altid vil huske. En nat, hvor mørket voksede sig så stort, at hun tvivlede på nogensinde nå frem til dagslyset og resten af livet. Det var natten til den 22. januar 2017, og hun lå i en hospitalsseng på Århus Kommunehospital. Hendes tarmkræft var kommet tilbage, og lægerne havde opereret hende igen.
Bag hende lå en jul, som hun var helt sikker på, ville blive hendes sidste. Og sådan var den blevet fejret. Alt i hende sagde, at hendes tid var ved at slippe op.
– Jeg havde fået den her store operation, og det havde været et forfærdeligt forløb. Nu var det natten efter den 10. dag. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv, at jeg lige så godt kunne give slip: ’Jeg kommer ikke ud herfra. Jeg kommer ikke hjem’.
Betinna sidder ved sit spisebord i lejligheden ved torvet i Odder, mens hun fortæller. Der er kaffe og frugt på bordet, og stemningen er meget langt fra den nat, hvor hun ikke kunne få øje på sin egen fremtid.
– Man hører tit, at folk tænker: ’Hvis jeg kommer igennem det her, så lover jeg at være god.’ Jeg tænkte selv, at hvis jeg fik lov at leve, så ville jeg virkelig prøve at gøre en forskel, fortæller Betinna.
Når man møder Betinna i dag, er det svært at forestille sig, at hun nogensinde har været tæt på at give op. Smilet er aldrig væk fra hendes ansigt i længere tid, og alle historier bliver fortalt med stor energi. Ideerne står i kø og lysten til at føre dem ud i livet er stor.
Hun har holdt det løfte, hun gav den nat:
Hun er blevet en del af bestyrelsen i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Odder og står som frivillig bag netværket Kvinder og Kræft i Odder. Takket være Betinna er der nu både ugentlige gåture i naturen, fitness-tirsdag, samtalegrupper, hygge i en gammel togvogn ved Odder Station og kreative værksteder og events.
En fuld kalender var nok det sidste, hun havde forestillet sig dén frygtelige nat på sygehuset. Men mørket slap omsider op, og næste morgen var det ikke døden, der bankede på, men en læge, der kom ind på hospitalsstuen og fortalte, at de havde tænkt sig at sende hende hjem samme dag.
Betinna griner højt, mens hun fortæller om sin egen forbløffelse:
– ’Skal jeg hjem? Jamen, jeg troede, at jeg skulle dø!’ Det kan jeg huske, jeg sagde. ’Nej da. Ikke nu i hvert fald’, sagde lægen så. Og dér fik jeg bare så meget mod på livet igen. Hold da kæft: Jeg skulle alligevel ikke dø!
Bag sig havde Betinna to hårde kræftforløb, hvor hun undervejs havde følt sig meget alene.
En dag sad hun og kiggede ud ad sit vindue og ned på torvet i Odder, hvor der blev afholdt Stafet For Livet. Hun så alle fighterne i deres gule T-shirts og vidste, at de måtte have haft kræft. Men hvor var de resten af året?.
– Hvor er alle de andre, der har det ligesom mig?, tænkte hun.
Selv om hendes børn, svigerbørn, mor, venner og veninder har støttet hende hele vejen, så er der bestemte følelser og tanker, man kun kender til, når man har haft en livstruende sygdom.
Det er en særlig form for ensomhed. ’Aleneheden’ kalder Betinna den. Det var den følelse, der fik hende til at afgive sit løfte den nat på sygehuset:
– Jeg kunne selv mærke, hvor svært det var ikke at have et sted at gå hen. Ingen skal stå alene med de tanker, man gør sig, når man får at vide, at man har kræft. Eller med forløbet og behandlingen.
Undervejs i sine to kræftforløb var Betinna blevet gode venner med fysioterapeuten fra kommunens genoptræningscenter, og sammen meldte de sig ind i Kræftens Bekæmpelse og blev en del af Odder Lokalforening.
De ville starte et netværk for kvinder med kræft, og en medarbejder i Kræftens Bekæmpelse hjalp dem med at formulere en indbydelse til en informationsaften. Den hængte de op i lægehuse og andre steder. Alligevel stod de den aften med lave forventninger og ventede på, om nogen mon ville dukke op.
– Men vi blev blæst helt bagover, for der kom 47 kvinder, der ville være med. Jeg tænkte bare: Hvor har I været?
Kvinderne var der, og ligesom Betinna havde mange af dem savnet at tale med ligesindede. De kendte til den følelse, som Betinna også gik rundt med: Aleneheden.
– Hvis jeg kan hjælpe andre med følelsen af at være alene og være en støtte for dem, så bliver det også givende for mig. Det er svært helt at sætte ord på, men det giver mening, siger hun.
Betinna oplevede snart også en anden positiv ’bivirkning’ ved det frivillige arbejde. Efter to hårde kræftforløb og de senfølger, der kom efter, havde hun været nødt til at opgive sit arbejde som pædagog. Men nu fyldte det frivillige arbejde i lokalforeningen i Odder tomrummet ud.
– Jeg stod efter et kræftforløb og var ikke, som jeg var før. Jeg kunne ikke længere bruge min uddannelse, som jeg ellers virkelig elskede. Så jeg havnede i en identitetskrise. For hvis ikke jeg er pædagog-Betinna, hvem er jeg så? Så er jeg kræftpatienten Betinna. Det kunne jeg simpelthen ikke forholde mig til. Jeg tror, det er derfor, jeg er gået så meget ind i det frivillige arbejde.
Selv om det føles godt at hjælpe andre, så er det i sidste ende også for sin egen skyld, hun er frivillig:
– Samtidig med at jeg gør en forskel for andre, gør jeg også en kæmpe forskel for mig selv. Det er givende at tale med mennesker,
der har haft de samme tanker og følelser som mig.
Og så er der det med ’aleneheden’. Tanken om, hvordan hun havde det dengang, hun selv stod i mørket.
– Selvom det kan være hårdt, så er det frivillige arbejde vigtigt for mig. Især når jeg tænker tilbage på dengang, jeg selv stod alene, siger hun.
For det er i sidste ende nok det allervigtigste for Betinna:
– Ingen skal stå alene!
Denne artikel stammer fra vores medlemsmagasin Tæt på Kræft. I dette nummer sætter vi fokus på de mange frivillige i Kræftens Bekæmpelse. Læs bl.a. om Morten, der tager med sårbare kræftpatienter til undersøgelser. Og om fire vidt forskellige mennesker, der holder genbrugsbutikken i Hillerød i gang.
Læs magasinet her