Trine og familien holder Stafet For Livet i Grønland
Kan man holde Stafet For Livet 2.852 kilometer væk i Østgrønland? Ja, mener Trine og familien, der for tiden bor i Grønland, mens faren Peter er udstationeret i politiet.
71 runder eller hele 26 kilometer.
Så langt gik og løb 7-årige Oscar til Stafet For Livet i Silkeborg sidste år, og det resultat har han tænkt sig at slå i år. Også selvom ruten måske bliver lidt mere bumpet.
Familien er nemlig i mellemtiden flyttet til Grønland, hvor hans far Peter i et halvt år arbejder som stationsleder hos politiet i den lille by Tasiilaq i Østgrønland med bare 2.000 indbyggere.
- Vi laver en rute, der svarer til den i Silkeborg, så børnene kan sammenligne deres resultater fra sidste år, forklarer Trine Jespersgaard Justesen, der er holdkaptajn på ’Familieholdet’ og mor til Oscar på 8 år og tvillingedrengene Oliver og Arthur på 5.
Stafet betød meget for moren
Familien har deltaget i Stafet For Livet i fire år – først i Brønderslev og siden i Silkeborg. Det første år sammen med Trines mor Helga, som hun mistede til kræft for fire år siden.
Lige siden har Stafet For Livet haft stor betydning for familien.
- Det var en dag, der betød enormt meget for min mor og dermed også for os. Man står meget på sidelinjen som pårørende, men på denne dag følte vi os med. Følelsen af sammenhold og støtte er en fantastisk følelse, siger Trine Jespersgaard Justesen.
Desuden har Oscar en ven med kræft, så det stod hurtigt klart, at familien selvfølgelig skulle deltage igen i år.
- Det er en god følelse, at vi stadig kan være med til at gøre en forskel, selvom vi er så langt væk hjemmefra.
Gør ondt at være pårørende
Stafetten foregår i det smukke Blomsterdalen, hvor der løber en elv igennem, og familien håber, at sneen når at smelte, så ruten bliver frodig og grøn.
Den foregår i samme tidsrum som stafetten i Silkeborg den 14.-15. juni, og familien går et helt døgn i de lyse og mørke timer for at symbolisere, at kræft ikke holder pause, som det er tradition til Stafet For Livet.
- Også selvom det aldrig bliver rigtig mørkt i Grønland på denne tid af året, griner Trine.
Vi har haft kræft meget tæt inde på livet, så vi ved, hvordan det er at være pårørende, og det gør virkelig ondt
Pengene fra deres stafet går blandt andet til forskning og støtte til patienter og pårørende, hvilket er meningsfuldt for familien.
Sidste år donerede familie og venner 53 kroner pr. runde, drengene tilbagelagde, og holdet håber at opleve den samme opbakning igen i år.
- Det var en kæmpe motivation for drengene at ’tjene’ 53 kr. pr. runde og kunne give så meget videre, forklarer Trine.
- Vi har haft kræft meget tæt ind på livet, så vi ved, hvordan det er at være pårørende, og det gør virkelig ondt. Derfor betyder det meget at støtte og hjælpe andre i samme situation.
Desuden er det en anledning til at stoppe op og reflektere i en travl hverdag.
- Det er et tidspunkt på året, hvor vi mindes rigtig meget, og det er endnu en grund til, at det betyder så meget for os at være med.
Frivillig på afstand
Familien vender efter planen snuden hjem til Danmark i juli, og Trine Jespersgaard Justesen glæder sig til at være fysisk tilbage på stafetten i Silkeborg.
For udover at være holdkaptajn på Familieholdet er hun frivillig i stafettens styregruppe, hvor hun blandt andet skaffer lokale sponsorgaver.
I år er det dog hendes frivillig-kolleger i Silkeborg, der må tage gaverne med for hende.
- Jeg savner at være en del af fællesskabet i styregruppen, men til næste møde er jeg med på Teams, og det glæder jeg mig til. Derudover bliver det nemmere og mere personligt at søge sponsorgaver, da jeg plejer at gå fra dør til dør, hvor det nu foregår over mail.
Men glæden ved at være frivillig er stadig den samme.
- Jeg ved, at det frivillige arbejde gør en forskel i forhold til støtte og forskning, og det synes jeg er fantastisk at være en del af, siger Trine Jespersgaard Justesen.