Kræftplan V
Kræftplan V fra maj 2025 indeholder en lang række initiativer, som vil styrke kræftområdet markant. Læs her om den nye kræftplan, og hvorfor den er så vigtig.
Læs om Kræftplan VTil cancer.dk
Kræftens Bekæmpelse roser – men udvikling for brystkræft i Nordjylland bekymrer.
For kræftpatienter betyder et hurtigt behandlingsforløb tryghed og bedre chancer for at blive kræftfri. Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at langt de fleste får behandling til tiden.
81 pct. af alle kræftforløb på landsplan blev gennemført inden for de fastsatte forløbstider i 3. kvartal 2025. Det er stort set uændret i forhold til samme periode sidste år, hvor andelen var 82 pct.
- Det er et flot resultat med tanke på, at sundhedsvæsenet er udfordret på flere områder. Jeg vil gerne sende en stor tak til de dygtige og dedikerede medarbejdere ude på kræftafdelingerne, som hver dag gør en forskel for patienterne, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Der er dog stadig udfordringer med at operere kvinder med brystkræft inden for de lægeligt begrundede forløbstider i nogle regioner.
Især går udviklingen i Region Nordjylland fortsat den forkerte vej.
Kun 39 pct. af kræftpakkeforløbene, der resulterede i operation for brystkræft, blev gennemført inden for forløbstiden på 27 dage. Alle regioner har en målsætning om, at 90 pct. af kræftpakkeforløbene overholder forløbstiderne.
- Det er dybt urimeligt, at to kvinder med samme sygdom risikerer forskellige prognoser, alene fordi man i den ene region bliver behandlet senere end i den anden. Ingen familie bør bære risikoen for at miste en, de elsker, på grund af forskelle i, hvor hurtigt behandlingen kommer i gang, fastslår Jesper Fisker.
Region Nordjylland har i årevis haft den højeste målopfyldelse på over 90 pct., men ligger nu lavest blandt alle regioner.
Målopfyldelsen viser, hvor stor en del af kræftforløbene, der bliver gennemført inden for de tidsrammer, som Sundhedsstyrelsen og fagfolk har vurderet, er passende for en ‘standard’ patient i de forskellige kræftpakkeforløb.
Jesper Fisker noterer sig også, at der er udfordringer ved livmoderhalskræft på landsplan. Her er målopfyldelsen faldet fra 71 pct. i. 1.kvartal 2024 til 39 pct. i 3. kvartal 2025.
Kræftens Bekæmpelse følger forløbstiderne tæt. Pakkeforløbene registrerer tiden, fra hospitalet modtager lægens henvisning, til patienten får sin første behandling.
Tallene fra Sundhedsdatastyrelsen viser dog ikke, hvor mange dage patienterne reelt venter længere på at komme i behandling i de forløb, der overskrider forløbstiderne.
De data registreres, men bliver ikke offentliggjort.
- Vi ved ikke, om forsinkelserne handler om én dag eller én måned, og det er et problem for patientsikkerheden. Vi mener, at der skal være fuld gennemsigtighed, siger Jesper Fisker.
Læs monitorering af kræftområdet 3. kvartal 2025
Kræftplan V fra maj 2025 indeholder en lang række initiativer, som vil styrke kræftområdet markant. Læs her om den nye kræftplan, og hvorfor den er så vigtig.
Læs om Kræftplan V