Spring navigation over

250.000 unge vil gerne ud af deres nikotinforbrug

Nye tal: Afhængigheden har foruroligende godt fat i børn og unge.

- Som samfund kan vi ikke være bekendt at en stor del af vores børn og unge udvikler afhængighed af stærkt sundhedsskadelige produkter, siger Nina Krogh Larsen, projektchef for tobak- og nikotinforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Hver eneste dag begynder 45 børn og unge at bruge et nikotinprodukt som cigaretter, e-cigaretter, nikotinposer og snus. Det viser helt nye tal, som Statens Institut for Folkesundhed (SIF) har beregnet for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.  
 
Samtidig overstiger antallet af børn og unge i Danmark, der gerne vil stoppe med at bruge mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt, nu 250.000. Det svarer til fire ud af fem (79 pct.) af den samlede andel af unge brugere.  
 
- Vi står med mere end en kvart million unge mennesker, som ønsker at komme ud af nikotinens klør. Men det er rigtig svært for de fleste, fordi nikotin er så vanvittig afhængighedsskabende. Mange af dem føler sig ufrie og fanget, siger projektchef Ida Hagemann fra TrygFonden.   

Brug for fælles handlekraft  

I dag bruger hver tredje ung i alderen 15-29-årige (32 pct.) et eller flere tobaks- eller nikotinprodukter dagligt eller lejlighedsvist.  Samtidig udvikler tobaks- og nikotinindustrien nye produkter, der appellerer til den yngre målgruppe.   
 
- Ansvaret for den kedelige udvikling ligger ikke hos de unge eller for den sags skyld deres forældre. Nikotinen kan være så afhængighedsskabende, at den hurtigt kan blive svær at kæmpe imod - uanset viljestyrke, fastslår projektchef Nina Krogh Larsen fra Kræftens Bekæmpelse.   
 
- Som samfund kan vi ikke være bekendt, at en stor del af vores børn og unge udvikler afhængighed af stærkt sundhedsskadelige produkter.  Det kalder på politisk handling: Vi skal gradvist udfase salget af tobak og nikotinprodukter og sikre, at kommende generationer ikke bliver afhængige af produkter, der skader deres liv og helbred, mener Nina Krogh Larsen.