Til cancer.dk
Kræft fylder det meste af Peters barndom og ungdom. Da han i 2020 får kræft for fjerde gang, er udsigterne dystre. Men så får han tilbudt en ny behandling, der ændrer alt.
I efteråret 2020 bliver Peter usædvanligt træt. Genoptræningen efter et nyt knæ går den forkerte vej, og indimellem mister han kraften i sine ben. Den 30. september kan han ikke stå på benene.
En rygmarvsprøve viser, at kræften er tilbage. Han er 20 år og har leukæmi for fjerde gang.
- Der faldt min verden sammen. Jeg var lige begyndt at se et lys for enden af tunnelen: arbejde, uddannelse, flytte hjemmefra. Og så blev jeg slået tilbage til start, fortæller nu 26-årige Peter.
Han får kemoterapi. Men kræftcellerne vender hurtigt tilbage, og udsigterne er dystre.
Peter er fem år, da han første gang får leukæmi. Behandlingen er kemoterapi i to et halvt år, og så er han rask.
Da Peter er 13 år, vender kræften tilbage som leukæmi i centralnervesystemet, det vil sige, at der findes kræftceller i væsken, som omgiver hjerne og rygmarv. Igen er behandlingen en lang kemokur. Kort efter, som 16‑årig, får han endnu et tilbagefald og gennemgår en knoglemarvstransplantation med stamceller fra en fremmed donor, samt forbehandling med strålebehandling og kemoterapi.
De mange behandlinger sætter spor i Peters krop. Hans knogler tager skade af de store mængder kemoterapi og prednisolon (en slags binyrebarkhormon), og undervejs får han både ny hofte og nyt knæ. I marts 2026 bliver han opereret for grå stær.
Immunforsvaret er svækket, og han skal passe på ikke at blive smittet med infektioner, fordi selv en simpel forkølelse eller feber kan udvikle sig alvorligt.
Da Peter nu for fjerde gang får kræft, bliver han igen indlagt på Skejby Sygehus. Det er under corona, og hans mor Alice får lov at være indlagt sammen med ham, mens resten af familien må blive hjemme. Det er en frygtelig hård tid, fortæller Alice:
- Der kom to overlæger ind på stuen. De sagde, at der ikke var ikke mere at gøre. Kemo virkede ikke, og Peter ville ikke kunne klare endnu en knoglemarvstransplantation. Skulle vi opgive ham? Det kunne vi jo ikke, fortæller hun.
Men et par dage senere kommer lægerne igen og fortæller, at der er en ny mulighed, nemlig en ny behandling på Rigshospitalet: CAR-T-behandling hedder den. Det er en form for immunterapi, hvor t-celler fra Peters eget immunsystem skal genmodificeres til at angribe kræftcellerne.
- Vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle sige ja. Vi havde ryggen mod muren, siger Alice.
CAR-T-behandlingen hedder Kymriah og er på dette tidspunkt netop blevet godkendt i Danmark til børn og unge under 26 år med fremskreden leukæmi.
Lægerne på Rigshospitalet er i fuld gang med at gøre klar til behandlingen, der blandt andet indebærer, at celler fra patienten skal genmodificeres på et laboratorium i Schweiz. Peter er kun den anden i sin aldersgruppe i Danmark, der får tilbuddet.
Ved udsigten til, at Peter snart skal indlægges på Rigshospitalet igen, får hans far og to ældre søskende heldigvis lov til at komme ind på stuen. Sammen forsøger de at muntre Peter op:
- Peter var ked af det, og han orkede faktisk ikke mere behandling. Vi var lige kommet ud af den forrige behandling med knoglemarvstransplantation og 42 dage i isolation på Rigshospitalet. Det var skrækkeligt, og vi vidste godt, at vi skulle igennem noget lignende igen, siger Alice.
T‑cellerne bliver tappet fra Peters blod og sendes til laboratoriet, hvor de genmodificeres og bliver til CAR‑T‑celler. Seks uger senere er de klar. Mens han venter, får Peter kemoterapi for at holde kræftcellerne nede. Den 4. december 2020 bliver CAR‑T‑cellerne ført tilbage i hans krop.
- Af alle behandlinger, jeg har fået, var det her den hurtigste og mest simple. En lille pose med CAR‑T‑celler blev koblet på mit kateter, og så blev jeg sat på en isolationsstue i en dag, siger Peter.
De første dage går det fint, men så får Peter høj feber og bliver konfus. Lægerne lægger ham i koma. CAR‑T‑cellerne er for aggressive, men en modgift dæmper reaktionen. Fire dage senere vågner han på intensiv. Men han kan ikke mærke sine ben.
Der er særligt to alvorlige og specifikke bivirkninger ved CAR-T-behandling. Peter rammes af dem begge (se faktaboks).
- Inden jeg fik CAR-T-behandlingen fik jeg at vide, at der var en risiko for, at jeg kunne ende i en kørestol. Al den kemo og prednisolon, jeg har fået gennem mine kræftforløb, har ødelagt mit bentøj fuldstændigt, siger Peter.
På et tidspunkt ser blodprøverne bekymrende ud. Lægerne drøfter tallene med amerikanske specialister og vurderer, at de kan være normale efter CAR‑T. Tiden må vise, om det virker. Peter og Alice er i isolation i fire måneder, indtil tallene er stabile nok til, at han kan overflyttes til Skejby.
Det første år efter CAR-T-behandlingen må Peter flere gange indlægges på grund af feber og infektioner. Men stille og roligt går det fremad. For ham og hans familie er det et vendepunkt, da lægerne siger, at han kun skal komme til opfølgning på Rigshospitalet én gang om året.
- Jeg kunne ikke selv mærke den store forskel; at nu var jeg rask. Men tallene var gode, og når man kun skal på hospitalet en gang om året, så ved man, at der er fremskridt, siger Peter.
I starten får han at vide, at han ikke vil kunne genoptræne sine ben. Men hjemme i Hammel vurderer hans fysioterapeut, at der er noget at bygge på. Med viljestyrke og målrettet træning går det fremad: fra seng til stående og de første skridt. I dag kan Peter gå med krykker, alt efter hvordan dagsformen er. På længere ture er det kørestol, på kortere ture er det krykker.
- Selvfølgelig var det hårdt at miste min førlighed. Men jeg har døjet med dårlige ben, siden jeg var lille, så det var ikke sådan, at min verden brød sammen. Og jeg har lært at se muligheder frem for begrænsninger, siger Peter.
Det er ikke kun sin førlighed, han kæmper for. Da kommunen vil give ham en førtidspension, insisterer han på at ville arbejde – og søger om fleksjob.
Det lykkes også, og i dag har Peter fast arbejde som kontorassistent i en virksomhed 9 timer om ugen. Han vil gerne lidt op i tid, men der skal også være tid og kræfter til at træne to dage om ugen. Han har en bil, som giver ham frihed, og snart får han nøglerne til sin nye lejlighed i Hammel. Venner, byliv og koncerter fylder hans fritid, og sidste år var han med Ung Kræft på La Santa Sport på Lanzarote til en uge med træning og fællesskab.
Peter har fået sit liv tilbage. Endelig føler han, at han har vendt ryggen til kræften.
- Jeg er ikke længere først og fremmest kræftpatient. Det er ikke det, der definerer mig. CAR-T-behandlingen har reddet mit liv, siger Peter.
- Selvfølgelig er jeg træt af, at det har været så hårdt for kroppen, og jeg kan også føle, at det er uretfærdigt, at jeg skulle igennem så meget. Men hvis man skal tage en bid af æblet, er der både noget sødt og noget surt, siger han.
Læs artiklen:
Denne artikel stammer fra vores medlemsmagasin Tæt på Kræft. I dette nummer sætter vi fokus på håb. Læs bl.a. om 26-årige Peter, der efter flere tilbagefald af leukæmi fik en ekstra chance med avanceret Car-T-behandling. Og om hospitalspræst Lotte Mørk, der dagligt møder både håb og håbløshed hos patienter og pårørende.
Læs magasinet