Spring navigation over

Brystkræft og vaginal østrogen: Den nyeste viden, du bør kende

Vaginal østrogenbehandling bruges af mange kvinder i overgangsalderen til at lindre symptomer som tørhed og irritation i skeden. Men er der en risiko for brystkræft? Seniorforsker og teamleder Lina Steinrud Mørch forklarer, hvad forskningen siger, og hvad kvinder bør vide, når de overvejer behandlingen.

Foto af kvinde, der holder en lyserød brystkræftsløjfe foran sit nøgne bryst
Foto: Unsplash

Mange kvinder oplever gener i underlivet i forbindelse med overgangsalderen – en udfordring, som lokal hormonbehandling med vaginal østrogen kan afhjælpe. Men i årevis har der været bekymringer om, hvorvidt denne behandling kunne øge risikoen for brystkræft.

Forskning fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning har nu givet mere klarhed: Vaginale østrogentabletter er ikke forbundet med en øget risiko for brystkræft – heller ikke ved længere tids brug eller høje doser. 

Men hvad betyder det i praksis? Hvilke fordele og ulemper skal kvinder tage med i deres overvejelser? Og er der stadig områder, hvor vi mangler viden?

Vi har talt med seniorforsker og teamleder Lina Steinrud Mørch, der sammen med læge og postdoc Amani Meaidi har stået i spidsen for den seneste forskning om brugen af vaginale østradioltabletter og risikoen for brystkræft.

Hvad var motivationen bag studiet – hvorfor var det vigtigt at undersøge sammenhængen mellem vaginal østrogenbehandling og brystkræft?
- Denne undersøgelse er vigtig, fordi rigtig mange kvinder bruger vaginal østrogenbehandling mod symptomer såsom tørhed i vagina efter overgangsalderen. Det er en behandling, som et stigende antal kvinder vælger at bruge. Samtidig ved vi, at hormoner til behandling af symptomer i forbindelse med overgangsalderen kan øge risikoen for brystkræft. Brystkræft er den hyppigste kræftform hos kvinder. Alligevel har færre undersøgelser fokuseret på effekterne af vaginal østrogenbehandling på udvikling af brystkræft. 

Hvad vidste vi om denne sammenhæng før jeres forskning, og hvad har jeres studie bidraget med af ny viden?
- Tidligere undersøgelser har vist, at vaginal østrogen ikke øger risikoen for brystkræft, men studierne har været baseret på relativt få kvinder, og der har ikke været detaljeret viden tilgængelig om betydningen af længere behandlingsvarighed.

Kan du kort opsummere de vigtigste resultater af jeres undersøgelse?
- Undersøgelsen giver betryggende viden om, at vaginal østrogenbehandling ikke er forbundet med en øget risiko for brystkræft. Heller ikke blandt de kvinder, der brugte behandlingen i længst tid og ved højest dosis.

Hvad betyder det i praksis, at vaginal østrogenbehandling ikke øger risikoen for brystkræft – gælder det for alle kvinder, uanset dosis og varighed?
- Det betyder, at kvinder, der kunne have gavn af denne behandling, kan lægge bekymringen om brystkræft på hylden. Selv kvinder, der havde brugt produktet i flere år og i højest dosis, havde ikke nogen øget risiko. De kvinder, der brugte 2,5 til 3,5 gange mere end den anbefalede ugentlige dosis på 10 µg vaginal østrogen-tablet, havde ikke nogen øget risiko. 

Hvordan adskiller vaginal østrogen sig fra systemisk hormonbehandling, når det kommer til brystkræftrisiko?
- Selvom vaginal østrogenbehandling har systemisk effekt (dvs. at medicinen føres med blodet rundt i hele kroppen), så er den systemiske effekt lavere end ved de orale hormonbehandlinger. Derudover indeholder orale hormonbehandlinger foruden østrogen også gestagen. Man ved fra andre undersøgelser, at gestagen har stærkere betydning for udvikling af brystkræft end østrogen alene. Således har typen af hormon også en betydning. 

Nøgen kvinde der holder sine hænder foran brystet
Med over 5.000 nye tilfælde om året er brystkræft den mest almindelige kræftform for kvinder i Danmark. Foto: Unsplash

Mange kvinder er bekymrede for hormonbehandling generelt – hvad er det vigtigste budskab fra forskningen til dem?
- Valg af hormonbehandling skal altid drøftes med egen læge, så der kan foretages en individuelt tilpasset rådgivning. Ofte er der nogle bivirkninger ved lægemidler, som kan være sjældne, eller hyppige, alvorlige eller mindre generende. Disse bivirkninger skal kvinden være oplyst om, og effekterne skal afvejes i forhold til det behandlingsbehov, der er. Derfor er det også betryggende, at kvinder nu ikke behøver at bekymre sig om en brystkræftrisiko ved valg af behandling med vaginal østrogen. 

Hvilke kvinder kan have størst gavn af vaginal østrogenbehandling?
- Faktisk oplever op mod halvdelen af alle kvinder i overgangsalderen symptomer, som kan mindskes ved behandling med vaginal østrogenbehandling. Det kan være symptomer som irritation i skeden, underlivsinfektion, urinvejsinfektion, ufrivillig vandladning og smerter ved samleje. Symptomer som kan have betydning for livskvaliteten.

Hvordan kan kvinder bruge denne viden, når de i samråd med deres læge overvejer behandlingen?
- Denne viden skaber tryghed, fordi vi nu ved, at vaginal østrogenbehandling ikke øger risikoen for den mest almindelige kræftform hos kvinder: brystkræft.

Det er vigtigt at undersøge de systemiske effekter af disse vaginale østrogenbehandlinger, idet vi ved, at vaginale behandlinger også har en vis systemisk effekt.

Er der kvinder, for hvem vaginal østrogenbehandling stadig bør overvejes med forsigtighed?
- Patienter, der har haft brystkræft, bør drøfte behandlingsmuligheden med egen læge. Der vil i nogle situationer vælges et forsigtighedshensyn afhængig af kvindens situation. Også selvom evidensen er sparsom på området, særligt for den nye markedsførte dosis på kun 10 ug. 

Jeres tidligere forskning har vist, at vaginal østrogen kan være forbundet med en øget risiko for visse sjældne kræftformer som livmoderkræft – hvad ved vi om det?
- Vi har tidligere vist, at vaginal østrogenbehandling er forbundet med en øget forekomst af mere sjældne kræftformer, såsom kræft i livmoderen og kræft i æggestokkene. Disse undersøgelser blev lavet dengang, dosis var højere i de vaginale tabletter, end de er i dag. Vi er derfor i gang med at undersøge, om denne risiko også er gældende for de lavere doser af vaginale tabletter på kun 10 ug. Eller om risikoen kan være reduceret væsentligt. 

Hvornår regner I med at være klar med resultaterne af jeres undersøgelse, om vaginal østrogen kan påvirke risikoen for kræft i æggestokkene? 
- Vi håber, at disse undersøgelser vil blive publiceret i løbet af 2025. 

Hvilke ubesvarede spørgsmål er der stadig inden for dette felt, og hvor ser du behov for mere forskning?
- Det er vigtigt at undersøge de systemiske effekter af disse vaginale østrogenbehandlinger, idet vi ved, at vaginale behandlinger også har en vis systemisk effekt. Således vil samme helbredseffekter, som vi kender fra de orale hormonbehandlinger, være vigtige at få undersøgt.

Om eksperten

Lina Steinrud Mørch er seniorforsker og teamleder hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. Lina leder en forskningsgruppe med særlig interesse i at gennemføre store pharmacoepidemiologiske studier ved hjælp af nationale recept- og sygdomsregistre. Hun har især fokuseret på helbredseffekter af postmenopausale hormonbehandlinger og hormonelle præventionsmidler, herunder risiko for kræft.