Spring navigation over

Debat: Lad ikke tobaksindustrien skrive sundhedspolitikken

Læs debatindlæg fra Kræftens Bekæmpelse.

Lad ikke dem, der tjener på nikotinafhængighed, få lov til at definere sundhedspolitikken, skriver Jesper Fisker i et debatindlæg..

Debatindlægget er bragt i Altinget 22. september 2026

Philip Morris forsøger at gøre debatten om røgfri alternativer til et spørgsmål om enten-eller: Enten accepterer vi de nye nikotinprodukter, eller også accepterer vi, at mennesker fortsætter med at ryge.

Den køber vi simpelthen ikke.

Målet må være, at færre mennesker bliver afhængige af nikotin, og at færre bliver syge og dør af tobak. Derfor bør vi hjælpe voksne, der ryger, med at stoppe. Det er der heldigvis god og veldokumenteret hjælp til i form af apps, rådgivning og stopmedicin. 

Lad os slå fast med syvtommersøm: Ingen fødes med et behov for nikotin. Nikotinafhængighed er et behov, som tobaksindustrien har været med til at skabe. Og industrien bør ikke lykkes med at introducere nye brugere, børn og unge, til nikotinprodukter.

Derfor er det ikke sundhedsfremmende, når industrien kommunikerer og lobbyer over for politikere i ind- og udland, at deres nye tobaks- og nikotinprodukter skal kunne markedsføres og sælges for at løse problemet med cigaretterne. Det skaber nye brugere med en stor afhængighed af nikotin. Det viser danske, europæiske og internationale kortlægninger af unges forbrug tydeligt. 

Philip Morris og resten af tobaksindustrien lever af at sælge nikotin: Cigaretter, vapes, opvarmet tobak og nikotinposer er forskellige produkter, men de har én ting til fælles: De skaber afhængighed.

Philip Morris skriver, at de er enige i, at det bedste er at holde sig fra tobak og nikotin. 

Det klinger hult, når virksomhedens forretningsmodel samtidig afhænger af, at mennesker fortsætter med at købe deres produkter. Og det klinger hult, når tobaksindustrien bruger lobbyister i hobetal i EU på at påvirke den regulering, der skal sætte rammerne for netop disse produkter.

Industrien nyder godt af, at det tager mange år at dokumentere skadevirkningerne af nye produkter. Imens bliver vores børn og unge reelt forsøgskaniner. 

Vi ved allerede, at nikotin er både sundhedsskadeligt og stærkt afhængighedsskabende. Det påvirker bl.a. hjerte og kar, tænder samt graviditet og fosterudvikling og kan øge risikoen for angst og depression hos unge. E-cigaretter kan desuden skade lunger og hjerte, og der er mistanke om kræftfremkaldende effekter. For opvarmet tobak er der ifølge WHO ikke dokumentation for, at det er mindre skadeligt end cigaretter.

Dertil kommer, at afhængighed i sig selv er et stort problem. Afhængighed er ikke et valg. Det er nikotinen, der fastholder både børn, unge og voksne i at bruge produkter, som de fleste gerne vil stoppe med, og som de samtidig ville ønske, at de aldrig var begyndt på.

Hver dag begynder 45 børn og unge at bruge et nikotinprodukt som cigaretter, e-cigaretter, nikotinposer og snus. Samtidig vil mere end 250.000 unge gerne stoppe med at bruge mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt. Det svarer til fire ud af fem unge brugere. Det viser nye tal, Statens Institut for Folkesundhed har beregnet for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

Løsningen på problemet med tobak og nikotin er ikke flere produkter med tobak og nikotin.

Så opfordringen til politikerne er enkel: lyt til sundhedsfagligheden. Lyt ikke til den industri der producerer tobaks- og nikotinprodukter - heller ikke når de etablerer og finansierer såkaldt uafhængige tænketanke. Er man betalt af tobaks- og nikotinindustrien, er man ikke en uafhængig stemme.

Lad ikke dem, der tjener på nikotinafhængighed, få lov til at definere sundhedspolitikken.

Vores børn og unge fortjener bedre end det.