Spring navigation over

Helen Bernt Andersen modtager årets Liv&Død Pris

Kræftens Bekæmpelses formand anerkendes for sin store indsats inden for palliation.

Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse, modtager årets Liv&Død Pris
Helen Bernt Andersen tildeles Liv&Død Prisen for sin utrættelige, strategiske og dybdegående indsats for at sikre en værdig afsked med livet for alvorligt syge i Danmark. Foto: Thomas Lekfeldt

Kræftens Bekæmpelses formand Helen Bernt Andersen hædres for sin store indsats for en god og værdig afslutning på livet og modtager årets Liv&Død Pris.

Det er Landsforeningen Liv&Død, der uddeler prisen til en person eller organisation, som har været med til at nedbryde tabuet om døden. 

Helen Bernt Andersen har i hele sin karriere arbejdet ihærdigt for bedre palliation: pleje og lindring ved alvorlig sygdom - også i den sidste tid af livet. Alt for mange patienter dør, inden de får den lindrende behandling, de har behov for.

Helen Bernt Andersen har formået at tale døende patienters sag, så det har spredt sine ringe fra direktionsgangene til sygesengen.
Michael Hviid Jacobsen, formand for Landsforeningen Liv&Død

Formand for Landsforeningen Liv&Død, Michael Hviid Jacobsen, begrunder blandt andet valget af Helen Bernt Andersen sådan:

- Helen Bernt Andersen tildeles Liv&Død Prisen for sin utrættelige, strategiske og dybdegående indsats for at sikre en værdig afsked med livet for alvorligt syge i Danmark. Hun har formået at tale døende patienters sag, så det har spredt sine ringe fra direktionsgangene til sygesengen.

Oprigtig glad pismodtager

Helen Bernt Andersen selv er meget taknemmelig over at modtage prisen:

- Det betyder utrolig meget for mig, at mit arbejde på det palliative område bliver anerkendt. Mit store ønske er, at mennesker skal kunne føle sig trygge og mødt med værdighed, også når livet nærmer sig sin afslutning. Derfor gør det mig oprigtigt glad at vide, at jeg har været med til at gøre en forskel - en stor og varm tak til Landsforeningen Liv&Død for prisen og anerkendelsen, siger Helen Bernt Andersen.

Hun understreger, at mange andre kæmper for en god død. Det er på ingen måde en indsats, man kan løfte alene:

- Gennem fire årtier har jeg haft den store glæde at dele arbejdet med en lang række dedikerede sundhedsprofessionelle og frivillige. Det er en opgave, vi har været fælles om, siger hun.

Prisen uddeles til personer eller organisationer, der har markeret sig i offentligheden i spørgsmål om livet og døden. Den overrækkes officielt til Helen Bernt Andersen ved en reception i forbindelse med kampagneugen UGE 44 – Fokus på døden, der hver år øremærker en hel uge til døden.