I kamp for livet, men stadig ubesejret

Når støvlerne ikke er på egne fødder, er 11-årige Mads så ofte som muligt at finde på Odense Stadion for at se OB spille. Han er en glad dreng, der suger hver eneste gode oplevelse til sig, fortæller hans far Peter, der deler sønnens glødende interesse for fodbold:

- Når man ved, hvad han har været igennem, er det noget helt særligt at se sit barn elske livet så intenst, siger han.

Et chok 

Det hele begyndte med høj feber, træthed og smerter i ørene, da Mads var omkring to og et halvt år gammel. Han var mere end almindeligt sløj og hos vagtlægen flere gange. I første omgang sagde lægerne, at det nok var mellemørebetændelse.

Men fjerde gang opdagede de dog, at noget andet var på færde. Flere prøver blev sendt til analyse, mens Mads og hans forældre ventede på hospitalet for at få svaret.

Peter husker tydeligt beskeden ’jeres søn har desværre leukæmi’.

- Behandlingen gik i gang med et samme. Det føltes som et tog, der kørte efter en fuldstændig klar køreplan. Vi fik at vide, at vi bare skulle hoppe ombord – at det nok skulle gå. Og det gjorde det jo. Lige der var det meget trygt at bo i Danmark, fortæller Peter.

I de næste to og et halvt år var hospitalet Mads’ andet hjem. Her fik han forskellige former for kemoterapi og en lang række prøver. Kroppen blev øm, stiv og træt, og han havde perioder med kvalme. Nogle dage orkede han ikke andet end at ligge helt stille i sin seng.

Altid den lyse side

Selvom forløbet har været benhårdt, er det heldigvis ikke de svære ting, der står klarest i Mads' hukommelse.

- Og det er ret typisk for ham, siger Peter.

For Mads er det nemlig noget helt andet, der fylder.

- Han husker tiden på hospitalet som hyggelig. Med masser af tid til at være sammen med far og mor, lege med de andre børn på afdelingen og blive forkælet af det søde personale, fortæller Peter.

Det var også under sygdomsforløbet, at interessen for fodbold for alvor tog fart. Fra sygesengen brugte Mads og hans far timer på at spille FIFA og tale om fodbold.

Selvom han ikke selv kunne løbe på banen dengang, blev drømmen et holdepunkt gennem de svære dage: En dag skulle det være ham selv, der stod derude på den grønne bane, med græs under støvlerne.

Holdet kommer først

I 2022 havde han været færdig med kemoen i et par år, men kroppen kæmpede stadig med at komme tilbage. Han kunne ikke selv spille fodbold, men han kunne se på.

Peter købte derfor billetter til pokalfinalen mellem FC Midtjylland og OB. Kampen blev spillet på Brøndby Stadion, og selv om OB tabte, blev oplevelsen en enorm motivation for Mads. Så mange mennesker, så meget fest og fodbold.

Kort efter den oplevelse blev han meldt ind i den lokale klub Årslev lige uden for Odense. Hans fysik kunne ikke det samme som kammeraternes, men hans fightervilje og positive indstilling gjorde altid en forskel. Når benene blev trætte, brugte han al sin energi på at bakke holdet op fra bænken. I dag er han måske ikke stjernen på holdet, men trænerne elsker ham.

- I starten skiftede han mellem at spille målmand og i marken. Han vil helst spille på midtbanen, men det vigtigste for ham er fællesskabet og sammenholdet, fortæller Peter.

Måske er det også derfor, at det netop er Arsenal, der er blevet hans yndlingsklub:

- Det er en traditionsrig klub, men mere berømt for holdånd og sammenhold end for megastjerner og individualister. En Ronaldo passer bare ikke rigtig ind i kulturen, mener Peter.

I sin egen liga

Det ville Mads til gengæld gøre, og som hos de fleste fodbolddrenge spøger drømmen om en gang at blive professionel også hos ham. Måske lykkes det? 

Arsenal blev kendt som ”The Invincibles” – De Uovervindelige - da de i 2003-04 vandt alle deres kampe i ligaen. Indtil videre er Mads også ubesejret og i sin helt egen liga, selv om kampen har været hård.