- Lægerne sagde, at jeg skulle igennem det hårdeste, kroppen kan overleve

’Kom nu, Isabella!’

Da Isabella nogle uger tidligere står på toppen af en klippe på en af de populære vandreruter ved Gardasøen sammen med kæresten Alex, kredser hendes tanker om alt muligt andet end blodprøver og sygdom. Morgensolens lys glitrer over søens klare, blå vand, der strækker sig mellem de grønklædte bjergskråninger.

Udsigten er magisk. Men Isabella kan næsten ikke nyde den. 

Hun er i god form og træner flere gange om ugen, men alligevel har hun haltet bagud hele vejen op ad den ujævne stensti. Hvert skridt føles tungt, og brystet strammer, mens hun kæmper for at trække vejret.

- Kom nu, Isabella, lyder det drillende fra Alex.

Han vender sig om og venter på hende. Isabella sender ham et smil, men indeni føles turen ned uoverskuelig. Hendes normale styrke er væk. Hvorfor opfører hendes krop sig sådan?

Uforklarlige blå mærker

Isabella er i starten af tyverne og godt i gang med at skabe sit eget liv i Vejle, hvor hun netop er flyttet til med Alex. Sammen har de på kort tid forvandlet 60 tomme kvadratmeter til et hjem fyldt med nye begyndelser og fælles planer.

Alex har taget hul på sin elevplads, og selv er hun blevet kaldt til samtale til en drømmestilling som indkøbselev i en international mode- og livsstilsvirksomhed med opstart efter efteråret. Op til ferien har hun haft travlt som teamchef i Lagkagehuset med deadlines og små brandslukninger, der har tæret på hendes energi.

Så måske er det bare arbejde, flytning og alt det nye, der presser sig på. 

- Man har jo hørt, at kroppen giver slip, når man endelig slapper af, tænker hun.

Lige der tænker hun ikke over det appelsinstore mærke, hun opdager i bilen på vej til Italien.

Men på ferien dukker flere op. Alex spørger hende undrende, hvordan hun har fået dem? 

Isabella kaster et hurtigt blik på sin arm og trækker på skuldrene. 

Da de kommer hjem, nævner hun det kort til sin mor, som foreslår, at hun får taget nogle blodprøver - måske mangler hun bare vitaminer?

’Nu græder vi ikke mere’

Men da Isabella åbner døren for vagtlægen, kan hun med det samme se det i hans ansigt. De sammenpressede læber. Blikket, der ikke helt slipper hendes - det her handler ikke bare om vitaminer. 

Ganske kort tid senere sidder Isabella i bilen med tasken på skødet, som lægen har bedt hende pakke. Hun holder den tæt ind til sig, fingrene krummet om stoffet, mens hun stirrer stift ud ad forruden. 

Alex forsøger at berolige hende på vej mod hospitalet, hvor en stue allerede er gjort klar til hende. Men inderst inde ved Isabella godt, at noget er helt galt. 

Hun har hverken spist eller drukket i næsten et døgn, da hun dagen efter sidder i hospitalssengen til en samtale om den endelige diagnose: akut leukæmi. 

Rundt om hende står hendes mor og far, Alex, en sygeplejerske og en læge. Tårerne triller. Selv hendes nordjyske far, som hun aldrig har set græde før og lægen, der netop har overbragt beskeden.

Men efter ti minutter siger Isabella bestemt:  

- Nu skal vi ikke græde mere!

Fra det øjeblik overtager hendes overlevelsesinstinkt. Situationen er svær nok i forvejen, og den bliver ikke nemmere af, at alle græder. Hun tager en dyb indånding, retter ryggen og forsøger at forholde sig til, hvad der nu skal ske.

Det værste, kroppen kan overleve 

Få dage senere begynder behandlingen. 

Hun husker tydeligt dagen: mandag den 29. juli 2024. Mens den kølige væske fra kemobehandlingen løber ind i hendes blodåre, sidder hun og scroller på sin telefon. På skærmen passerer billeder af rejser og drømme, der leves udenfor hospitalets mure. 

Isabella liker det hele. For hun er ikke bitter. Tværtimod insisterer hun på at holde fast i alt det positive. Det er ikke nogens skyld, at hun sidder i den rædselsfulde grå læderstol, koblet til et drop. 

Hun er sikker på, at det en dag igen bliver hendes tur til at tage hul på de planer, der ellers lå foran hende: krydstogtet gennem Europa med familien, nytåret i Firenze med Alex og elevpladsen.

Allerede efter første behandling viser prøverne heldigvis, at der ikke længere er kræftceller at spore. Det betyder dog ikke, at behandlingen er slut. Risikoen for tilbagefald er stor. Derfor fortsætter behandlingen de næste måneder med kemoterapi, stråler og til sidst en knoglemarvstransplantation - den del, som lægerne kalder det hårdeste, man kan gøre mod kroppen, uden at slå den ihjel. 

Isabella er både bange og håbefuld. Hun ved ikke, hvad hun skal forvente.

Jorden er giftig!

Isabella går stille rundt i lejligheden og pakker de sidste ting i tasken til indlæggelsen i forbindelse med knoglemarvstransplantationen. I næsten to måneder har hun utålmodigt ventet på en dato. To gange før blev transplantationen aflyst - først fordi hendes tal ikke var gode nok, siden fordi donorens helbred satte en stopper for det hele. 

Nu tæller hun ned: seks dage igen!

Hun kender de praktiske detaljer udenad og har faktisk fuldkommen styr på forløbet de kommende uger. 

Efter selve transplantationen vil hun mangle sit immunforsvar. Groft sagt dør det med hendes gamle celler. Hun vil være som en magnet for bakterier og skal isoleres på en hospitalsstue i tre til fem uger. I de uger må hun bl.a. kun få besøg af enkelte personer på to meters afstand og hun må ikke træde på gulvet uden sko - jorden er giftig, som lægerne siger.

Mellem bøger, magasiner og kortspil pakker hun derfor et par nye bamsestøvler - et lille, varmt kram, der måske kan gøre det hele lidt nemmere?

Men næsten intet trøster i perioden efter transplantationen. Hun har så ondt, at morfinen næsten konstant pumpes ind i hendes drop. Store sår i munden gør, at hver bevægelse føles som en brændende kniv. At spise og drikke er en kamp. Hun tager otte kilo væske på, fordi hun er sengeliggende. Oven i det bliver hun ramt af en luftvejsinfektion.

Hun er min superhelt!

Midt i alt det svære er der én person, som aldrig slipper hende. Kun de blide strøg på armen, den sagte stemme og det lille klem på hånden fra Isabellas mor Merete beroliger hende. 

Isabellas mor har været ved hendes side gennem hele forløbet. Fra den første telefonopringning om vagtlægens ankomst, der sendte Merete i bilen fra Hjørring til Odense Universitetshospital, til nu, hvor hun er medindlagt i isolation. Hun har taget orlov fra jobbet for at være der for sin datter.

Når lægerne taler i tal og risici, holder hun fast i ordene og håbet. Når Isabella bliver udmattet, bliver hun siddende ved sengekanten og minder hende om hendes egne ord om at holde fast i det positive.

For Isabella betyder det alt. Hun er ikke et sekund i tvivl om, at hun aldrig havde klaret den uden Merete. 

- Hun er min superhelt, siger Isabella eftertryk. 

- Jeg ved, det ikke har været nemt at se sit barn have det så dårligt. Alligevel har hun sat sine egne følelser til side og bidt bekymringer og sorg i sig for at være der fuldt ud hver dag – det kræver mere, end man kan forestille sig, tilføjer hun. 

Forandret krop

Det er kun få dage siden Isabella er blevet udskrevet efter 40 dage i isolation. Hun er hjemme igen. På sit eget badeværelse, hvor alting burde føles velkendt.

Men da hun rejser sig fra toilettet, sker der noget, hun ikke har prøvet før. Hun presser hænderne mod lårene for at komme op, men benene bærer hende ikke. Hun forsøger igen. Kroppen løfter sig et øjeblik, men balancen glipper. Isabella falder forover og banker knæene hårdt ned i fliserne.

På det kolde badeværelsesgulv går det op for hende hvad det var, lægerne mente: hendes krop er nulstillet efter indlæggelsen og transplantationen og skal lære helt basale funktioner igen.

I dag kan Isabella væsentligt mere selv, men kroppen er forandret. Binyrebarkhormonet, der holder de nye donorceller på plads, har givet hende væskeophobning i hovedet og på maven og kostet så meget muskelmasse i benene, at hun går besværet. Trapper er slet ikke en mulighed.

Nogle gange oplever Isabella, at yngre drenge råber efter hende på gaden. Men kommentarerne om hendes udseende preller af. Hun ved, at forandringerne er midlertidige, og at hun kan komme tæt på den krop, hun kendte før, selvom den aldrig bliver helt den samme igen. 

Nyd din kedelige hverdag

Hun ved endnu ikke, om hun kan slippe fri af medicinen, der både redder hende og gør hende sårbar. Alligevel er hun taknemmelig for kroppen, der har båret hende gennem det barske forløb, og fordi den i det store hele har det godt nu. 

Flere gange understreger hun, at hun aldrig ville være foruden kræften. For den har lært hende rigtig meget. Hun sætter mere pris på de små ting, hun normalt ikke skænkede en tanke: at vaske hår med shampoo igen. Eller at gå i Netto uden at frygte host fra folk i køen eller bakterier på indkøbskurvene.

Inden sygdommen var højdepunktet ved julen gaverne. Nu har hun mærket på egen krop, hvad det betyder at ønske sig noget, som ikke kan pakkes ind i glitrende gavepapir. I fremtiden vil hun derfor aldrig brokke sig over den der kedelige hverdag - den er ganske udmærket. 

Lige nu tager Isabella én dag ad gangen. Fremtidsplanerne må vente, og drømme-elevstillingen er sat på pause - hvor længe, ved hun ikke. Sammen med sin kæreste Alex tager hun tiden, som den kommer. Det eneste kryds i kalenderen står ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling søndag den 19. april. 

- Forskning har været med til at redde mit liv, og det betyder meget for mig at være med til at samle midler ind, så der kan blive forsket videre, og endnu flere kan få en ekstra chance. Jeg håber, at rigtig mange andre også har lyst til at bakke op, ligesom jeg, slutter hun.