Kræftens Bekæmpelse: Alt for sårbar situation for kræftpatienter
Rigshospitalet skal sikre hjælp fra andre og nyansættelser, så operationer kan sikres.
Uroen på Rigshospitalets Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet gør operationskapaciteten voldsomt sårbar.
Ifølge en redegørelse fra Region Hovedstaden til Sundhedsstyrelsen er der nu kun én speciallæge med specifik kompetence til at varetage operationer for kræft i bugspytkirtlen. Der er ca. 180 af den type operationer om året. Selvom patienterne lige nu ikke skal føle sig utrygge, bekymrer situationen Pernille Slebsager, patientstøttedirektør i Kræftens Bekæmpelse:
- Det er stærkt bekymrende, at der kun er én speciallæge til varetagelse af operationerne for kræft i bugspytkirtlen. Det er en alt for sårbar situation i forhold til en meget alvorlig kræftsygdom, hvor patienterne er helt afhængige af operation, siger Pernille Slebsager.
Ifølge redegørelsen fra Region Hovedstaden vil hospitalet gøre netop denne kræftbehandling mere robust igen på kort sigt med hjælp fra andre hospitaler, og samtidig er man i gang med en ansættelsesproces, og der er flere speciallæger under oplæring:
- Det er afgørende, at Rigshospitalet både indgår solide aftaler om hjælp fra andre hospitaler, og at de får ansat nye læger. Vi vil fortsat følge sagen tæt, og vi ser frem til at høre Sundhedsstyrelsens vurdering, siger Pernille Slebsager.
Læs mere om Kræftens Bekæmpelses bekymringsskrivelser til Rigshospitalet