Da Natascha skal vælge uddannelse, er hun i tvivl om, hvorvidt hun er for følsom til at blive sygeplejerske. Kan hun holde til at være omgivet af alvorligt syge mennesker uden selv at gå ned med flaget, spørger hun sig selv.
Trods tvivlen vælger hun med hjertet og søger ind på sygeplejerske-uddannelsen. Det har hun ikke fortrudt en eneste dag i de ti år, hun nu har arbejdet som kræftsygeplejerske.
- Jeg er en meget følsom sygeplejerske. Det kan jeg ikke løbe fra. Jeg er ikke lavet af sten. Nogle gange græder jeg også med mine patienter, når de får dårlige nyheder. Så føler jeg, at verden er et uretfærdigt sted, siger hun.
Natasha har både via uddannelsen og med erfaringen lært at have en slags professionel brynje på, når hun møder patienterne.
- For det nytter jo ikke, at jeg bliver så fyldt op, at jeg ikke kan være der for patienterne. Det har jeg arbejdet meget med. Jeg har skullet lære at smide kitlen, når jeg får fri, så jeg ikke tager arbejdet med hjem til min mand og vores to små børn. Det er ikke altid, at det lykkes helt - men som oftest.
- Jeg skal også være der for min egen familie derhjemme og være mor, hustru og veninde - det kan jeg ikke, hvis mine patienter er hos mig også efter min vagt er slut, siger hun.
Et unikt bånd
Natascha er kræftsygeplejerske på Onkologisk Afdeling på Næstved Universitetshospital. Her har hun arbejdet, siden hun første gang trådte ind på afdelingen - som led i sin praktik under studiet. Allerede dengang vidste hun, at hun havde fundet sin hylde i faget.
- Det er helt særligt at være kræftsygeplejerske - båndet til patienterne er helt unikt, og det er dét, der er en kæmpe gave og driver mig, siger hun.
I modsætning til mange af hendes kollegaer på andre hospitalsafdelinger følger hun nemlig patienterne over meget lang tid i deres behandlingsforløb - nogle gange gennem flere år. Hun lærer patienterne og deres familier at kende og er med i både de gode og de svære samtaler.
- Som kræftsygeplejerske er du med hele vejen. Menneskeligt giver det mig meget mere end at være sygeplejerske på en akutafdeling. Båndet til mine patienter er virkelig vigtigt for mig, siger hun.
Men netop det tættere forhold til patienterne kan også kræve noget ekstra af hende - specielt når patienterne ligner hende selv, f.eks. en ung mor med små børn og brystkræft.
- Så kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis det var mig, der fik brystkræft nu? Hvordan ville min familie og jeg klare den derhjemme? Og hvorfor skal livet være så unfair mod denne unge mor?
Her er hendes kollegaer i kræftafdelingen helt afgørende for, at hun ikke bliver ’omsorgsudmattet’, som det hedder i sygeplejerskernes fagsprog.
- Vi bruger hinanden rigtig meget og er opmærksomme på hinanden. Vi kan godt sige: I dag er det for hårdt. Kan du tage denne ene patient for mig? Jeg har lige brug for at sunde mig.