Oh Land efter datters kræft: - Jeg ser verden med andre øjne i dag

Nanna Øland Fabricius har ikke tal på, hvor mange gange hun har stået på scenen med glødende kinder og en kropstemperatur langt over normalen. Publikum ventede, og arbejdet skulle jo passes. 

Så enkelt var det. 

- Jeg har været rigtig god til at tage en ordentlig slurk luft, holde mig for næsen og dykke under vandet – og så svømme hele vejen hen til næste deadline. Næste projekt. Næste mål.  

Udholdenhedsmusklen er veltrænet. Så veltrænet, at hun i årevis lærte at presse sig selv igennem det meste, fordi hun oplevede et konstant pres for at præstere og følte, at det var det, der skulle til for at følge med. Til tider i en grad, hvor der ikke altid var plads til gode dage. Hvor timerne, dagene og ugerne kunne føles som ét langt maraton. 

Men efter datteren Bellis' kræftforløb ser Nanna anderledes på den måde, hun indtil nu har levet sit liv på.

- Nu ved jeg bare, hvad en dag er værd. Derfor har jeg ikke lyst til at leve på den måde længere – lykken er ikke noget, man kan gemme til senere. Den skal leves nu. 

Alt vender

Hvordan den beslutning påvirker flere dele af Nannas liv, kommer vi tilbage til. Men først spoler vi tiden tilbage til sommeren 2025.  

Hun og hendes mand, Adi Zukanovic, er et sted i livet, hvor der er ro på. Sammen har de en søn på fem år, og Nanna har desuden en søn på ti år fra et tidligere forhold. Arbejdslivet er stabilt, og efter mange år som forældre føler de sig trygge i småbørnslivet og klar til at byde endnu et barn velkommen i familien.

Sommeren op til fødslen bliver tilbragt hjemme i Danmark. Familien tager på stranden næsten hver dag, fanger krabber og nyder den sidste tid som familie på fire.

Baby Bellis kommer til verden i juli efter en hurtig og ukompliceret fødsel. Få timer senere er familien hjemme fra hospitalet igen. Storebrødrene tager med stor begejstring imod den nye lillesøster. Alt er, som det skal være.

For første gang oplever Nanna, at hun kan læne sig ind i babyglæden uden den usikkerhed, der fulgte med de første år som mor. 

Samtidig er der noget særligt ved at vide, at Bellis bliver hendes sidste barn. Derfor forsøger hun at nyde det hele ekstra meget. Amningen. Lurene sammen. Hverdagen med en nyfødt.

- Hvert sekund måtte gerne tage en time. Jeg gik tit og kneb mig selv i armen og tænkte: Hvordan kan vi være så heldige? 

Men fire uger senere bliver alt forandret.

Det, Nanna og Adi først tror er en mælkespændt mave, viser sig at være en hurtigtvoksende, sjælden kræftsygdom.  

Bellis er blot fire uger gammel, da familien får beskeden, der på et splitsekund punkterer barselsboblen. 

- Alt blev vendt fuldstændig op og ned. Ikke kun for Adi, Bellis og mig, men også for vores to drenge, som pludselig skulle vænne sig til en hverdag, hvor bedsteforældrene rykkede ind i de faste rutiner, hospitalet blev en slags andet hjem, og det ikke længere var en selvfølge, at det var mor eller far, der hentede eller puttede dem.

Livet er nu 

Nanna og Adi bliver tidligt rådgivet til at involvere drengene så meget som muligt i det, der sker. For børn mærker, når noget er galt, og deres fantasi kan ofte være mere skræmmende end virkeligheden.

Netop derfor fortæller de åbent, at Bellis har børnekræft, som Rigshospitalet anbefaler dem at kalde det.

- Må jeg godt love dem, at deres lillesøster kommer hjem igen? Spørger Nanna lægerne, som ryster på hovedet. 

For selvom de er optimistiske, findes der ingen garantier.

- Det var en af de hårdeste samtaler, jeg nogensinde har haft. 

Men midt i chokket finder de langsomt ro og tryghed i behandlingsplanen, som bygger på årtiers forskning og erfaring med behandling af børn med kræft. 

- På den ene side skulle timerne og sekunderne bare drive os fremad. Længere væk fra det sted, vi stod, og hen over kemoperioderne, der føltes som et bjerg at bestige hver eneste gang.

- På den anden side skulle jeg huske, at perioden hvor Bellis var en lille baby jo aldrig ville komme igen og den skulle jeg paradoksalt nok også huske at nyde - det måtte ikke kun handle om sygdom.

Nanna insisterer derfor på at nyde hver eneste fase, mens den er der. Det første smil, dragten, der pludselig er blevet for lille, og de nye lyde og bevægelser, der næsten kommer fra den ene dag til den anden.

Fremtiden er uoverskueligt langt væk.

- For os blev nuet det eneste sted, vi kunne være for at komme igennem og overleve. Når man står i sådan et forløb, finder man ret hurtigt ud af, at livet er nu. Det er nu, det er vigtigt at gøre tiden værdifuld.

En erkendelse, som kommer til at præge Nanna langt ud over sygdomsforløbet.

Hun var mit anker

Gennem livet har bekymringer altid fyldt i Nanna. Som barn er hun bange for, at hendes mor skal få kræft. Senere flytter frygten sig til hende selv. Og da hun får børn, er det dem, hun bekymrer sig for.

Så da det værste sker, opdager hun, at virkeligheden ser helt anderledes ud end den frygt, hun har båret rundt på. Midt i det ubærlige findes også masser af håb og handlekraft.

- Frygten handler om alt det, man forestiller sig. Jeg havde troet, at jeg ville bryde fuldstændig sammen. At jeg ville ligge på gulvet, skrige og græde og ikke være i stand til noget som helst.

- Men sådan var virkeligheden ikke. For virkeligheden er det, du gør, ser og er. Jeg så min ultimative frygt i øjnene og gik i kamp med en styrke, jeg ikke vidste fandtes.

Når Nanna taler om styrke, mener hun ikke følelsen af at have styr på det hele. For hende handler styrke om at turde føle alt det svære og alligevel sætte den ene fod foran den anden gennem hele forløbet.

- Noget af det farligste i alt det her har været at turde håbe og tro på, at det ender godt. For når man først gør det, så er der også rigtig meget at miste. Det kræver mod at se en sprække af lys og gå efter det, fortæller hun og citerer Astrid Lindgrens ord fra bogen Brødrene Løvehjerte:

- Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort.

Men modet og styrken kommer ikke alene fra citater. 

For når angsten uundgåeligt buldrer afsted under de lange ventetider på svar og prøveresultater, vender Nanna igen og igen blikket mod Bellis.

- Hun har været mit anker, mit håb igennem det hele. Hver gang jeg kiggede væk, blev jeg bange og begyndte at tvivle. Men hver gang jeg kiggede på hende, så jeg viljen og livet.

- Hendes blik gav mig styrken til at udføre min vigtigste opgave: At være hendes mor og trygge havn. Hun skulle ikke kigge op på et ansigt opslugt af bekymring og angst. Hun skulle mødes af rolige ansigter, der kunne give hende den tryghed, hun havde brug for.

Hvem er vi?

I starten af december skriver Nanna på Instagram: 

- Nu er vi igennem behandlingerne, og de har virket som planlagt. Kræften kan skride ad helvedes til. Vores eneste ønske er gået i opfyldelse. Bellis er rask. Bellis er klar til livet. 

Et halvt år med behandlinger er slut.

- Når jeg ser tilbage på andre perioder i mit liv, er seks måneder jo ingenting. De stryger afsted. Men det halve år føltes som ti år. Tid bliver en anden størrelse, når man sidder i et lille rum med hele sin fremtid i andres – eller skæbnens – hænder. 

Da behandlingen slutter, er lettelsen enorm.

Nanna husker øjeblikket familien træder ind ad døren derhjemme og lukker den bag sig. Denne gang er det ikke bare en pause mellem to indlæggelser. Nu kan de pakke taskerne ud.

- Alle Bellis ting stod jo stadig samme sted. Sengen, puslebordet, legetøjet på stuegulvet. Nu kunne det hele tages i brug igen. Det var ikke længere sat på pause. Det føltes, som om vi fik hende rigtig hjem igen. Som om hun var blevet genfødt. 

Men det er ikke kun en jubel at komme hjem. 

- Vi havde været igennem den vildeste skovbrand. Så da vi kom ud på den anden side, skulle vi børste gløderne af os. Men vi havde stadig brandsår. 

Hun ved, at de aldrig kommer til at glemme det, der er sket. For det kan man ikke. 

- Men vi ville gerne lægge det bag os og vende tilbage til at være en almindelig familie igen.

- Spørgsmålet var bare, hvordan. For vi havde været sat uden for det almindelige liv i et halvt års tid. Og da vi kom ud igen, var både verden og vi selv forandrede. Hvem var vi, når vi ikke var i kamp? Kunne vi tillade os at lægge våbnene?

Flere forskelle end ligheder

Seks måneder efter, at Bellis' behandling sluttede, har Nanna stadig ikke alle svarene og er fortsat i tvivl om, hvordan man vender tilbage til hamsterhjulet – om man overhovedet kan eller skal.

- Det er bare en snørklet vej, og jeg prøver at have tålmodighed med mig selv og med os som familie. Men der er stadig ting, der først viser sig nu, fordi der først er blevet plads til at bearbejde dem nu. 

Parret bruger meget tid på at tale forløbet igennem. Nogle gange alene, andre gange sammen med børnene. De bearbejder også oplevelsen med hjælp fra en krisepsykolog.

Flere gange vender de tilbage til de samme dage, de samme samtaler og de samme oplevelser igen og igen. Nogle dage minut for minut, andre dage med lidt større afstand. 

- Der er jo ingen formel på at komme sig over sådan en oplevelse, og det har givet mig en enorm ydmyghed overfor, at det der virker i dag, måske ikke gør i morgen. Men jo flere gange vi har været omkring de forskellige dele af det, desto mere har vi også kunnet komme videre.

Selvom alle svarene ikke er landet endnu, står én erkendelse krystalklar for Nanna: Hun er ikke den samme som før.

- Der er klart flere forskelle end ligheder mellem den Nanna, der gik ind på hospitalet, og den, der står her i dag. 

Hun har stadigvæk let til grin. Humoren fylder stadig meget i hverdagen. Den sorte humor, som altid har været en del af hende, er måske endda blevet endnu mere markant. Men Bellis kræft har ændret hendes syn på tid og på det samfund, vi alle prøver at bevæge tandhjulene rundt i.

Før tænkte Nanna ofte, at de bare lige skulle igennem det næste først. Den næste deadline. Det næste halve år. Den næste travle uge. Så ville der blive tid til at trække vejret og slappe af bagefter.

- Men det der med at udskyde min lykke, det er for evigt forandret for mig. For når mit liv engang er levet, så er det, som jeg husker, den tid, jeg har brugt med dem, der betød noget. 

- Hvis jeg skal være lykkelig, så skal jeg arbejde for det i dag, og lige nu. For det er den tid, jeg ved, jeg har lige nu. Nuet er i virkeligheden det eneste, som jeg har med garanti, og som jeg kan påvirke. Derfor forsøger jeg at putte så mange gode ting i nuet som muligt. 

Nogle gange betyder det at sætte sig på gulvet med børnene og blive dér lidt længere, end kalenderen egentlig tillader. Andre gange handler det om at stoppe op og give plads til de følelser, der melder sig i stedet for at pakke dem væk til en dag, hvor der er bedre tid.

- Selvfølgelig kan man ikke leve sådan hele tiden. Der er også dage, hvor tingene ikke går efter planen, og hvor det hele skal løbe rundt. Men jeg prøver at huske mig selv på, at målet ikke er at være lykkelig til jul. Målet er, at vi har haft en god dag i dag, og at vi har grinet sammen.

Den svære erkendelse

Gennem årene har Nanna været en del af en kultur, hvor tempoet er højt, og hvor følelsen af hele tiden at skulle være til stede let kan snige sig ind. En kultur, hvor man let kan få oplevelsen af, at man er nødt til at presse sig selv til det yderste for ikke at blive hægtet af eller valgt fra, forklarer Nanna og sender en tanke tilbage i tiden, på de mange gange hun selv har stået på scenen med over 40 i feber. 

Men da kræftsygdommen ramte datteren, måtte hun trække stikket helt til alt, hvad der hed karriere – og med kort varsel aflyse jobs og roller i den danske tv- og underholdningsbranche.

- Det havde store konsekvenser for mit arbejdsliv. Jeg oplevede, at nogle af de jobs, jeg var nødt til at trække mig fra, ikke kom igen. 

For selvom hun måtte trække i nødbremsen og tiden stod stille indenfor hospitalets hvide vægge, fortsatte livet udenfor ufortrødent. Samfundets hurtigtog ventede ikke. 

- At opleve, at hurtigtoget bare kører videre, og at man ikke bliver samlet op igen, har været en af de svære erkendelser i alt det her. For så har den stress, jeg har følt, og frygten for at falde ud af hamsterhjulet jo faktisk været reel. 

- Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var lige præcis dér, hvor jeg skulle være – hos min datter. Jeg havde ikke noget valg. Heller ikke i mit hjerte. 

Men erkendelsen af, at livet udenfor ikke nødvendigvis venter, når man bliver ramt af en katastrofe, har fået Nanna til at reflektere over, hvordan vores samfund er indrettet til hele tiden at bevæge sig fremad – også når nogle mennesker har brug for, at der bliver ventet på dem. Tanken bliver derfor ved med at vende tilbage: Hvornår venter vi som samfund og medmennesker på hinanden, hvis ikke det er i sådan en situation?

Spørgsmålet har også ændret den måde, Nanna ser sit arbejdsliv på.

- Nu har jeg en helt anden optik, når jeg kigger på arbejdssituationer. Der skal også være plads til mig som menneske – ikke kun som en funktion. Jeg skal kunne være i mit arbejdsliv med de vilkår, jeg har. Først og fremmest, at jeg er mor til tre børn. Derfor stiller jeg nogle andre spørgsmål til mine fremtidige jobs, end jeg turde før, siger Nanna og tilføjer:

- For eksempel: Hvordan er jeg stillet, hvis katastrofen rammer?

Men det betyder ikke, at hun synes det er let at finde tilbage til en hverdag. For det er som om samfundet og mange i netværket forventer, at alting ruller videre som før.

- Jeg er ikke længere bare en rund bold, der ruller med. Jeg er måske mere ottekantet – det er noget, jeg stadig er ved at finde ud af. 

Den sejeste pige

Nanna bliver ofte spurgt, om hun er blevet mere bekymret efter alt det, familien har været igennem.

Paradoksalt nok er svaret nej.

– Tværtimod har det kureret min sygdomsangst en smule. Jeg tror, det handler om følelsen af, at selv de vildeste udfordringer, man kan blive stillet over for som familie, faktisk er noget, man kan komme igennem. Når man har oplevet det, giver det en kæmpe optimisme og styrke. Det har det givet os en følelse af, at der er grund til at håbe. Selv når ting ser allersværest ud, er der ofte en vej videre igennem.

I dag har familien det godt. Selv om oplevelsen fortsat følger dem, kan Nanna mærke, at afstanden til den langsomt vokser. 

- Jeg har stadig dage, hvor jeg mærker en dyb sorg over alt det, Bellis og vi har været igennem. Men hver dag tager vi et skridt længere væk fra det, der er sket. Jeg kan allerede nu have dage, hvor jeg slet ikke tænker på det. Det havde jeg ikke troet, ville ske så hurtigt. 

Det er især Bellis, der giver hende troen på fremtiden. Når Nanna ser på sin datter i dag, ser hun ikke kun et barn, der har været alvorligt syg, men også en styrke, der har sat sig dybt i hele familien.

- Bellis har vist os, at vi kan klare hvad som helst sammen. Hun er den sejeste lille pige. Jeg har bare sådan en kæmpe tillid til hende. Den erfaring, hun har fået på celleplan, præger hendes liv for evigt. Jeg kan se det i hendes øjne. Hun har en ild i dem.