Spring navigation over

Region Nordjylland er gået fra top til bund: Kun 4 ud af 10 brystkræftpatienter behandles til tiden

På landsplan bliver de fleste kræftpatienter fortsat behandlet inden for forløbstiden.

- Det er dybt urimeligt, at to kvinder med samme sygdom risikerer forskellige prognoser, alene, fordi man i den ene region bliver behandlet senere end i den anden, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

På under to år er Region Nordjylland gået fra at være de bedste i landet til at behandle brystkræftpatienter til tiden til at være de dårligste. 

I 1. kvartal 2024 blev 89 pct. af brystkræftpatienterne i regionen kirurgisk behandlet inden for den fastsatte forløbstid. 

Men for 4. kvartal 2025 er tallet faldet markant til 43 pct. - det laveste niveau blandt landets regioner. Den bedste er Region Hovedstaden med en målopfyldelse på 81 pct. 

Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. 

- Det er dybt urimeligt, at to kvinder med samme sygdom risikerer forskellige prognoser, alene fordi man i den ene region bliver behandlet senere end i den anden. Ingen familie bør bære risikoen for at miste en, de elsker, på grund af forskelle i, hvor hurtigt behandlingen kommer i gang, fastslår Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

De fleste behandles rettidigt

Tallene for 4. kvartal 2025 viser også, at der er udfordringer i Region Nordjylland ved hovedhalskræft. Der er det kun 37 pct. af forløbene, der bliver gennemført til tiden. 

Udviklingen står i kontrast til tallene på landsplan, hvor forløbene på tværs af alle kræftformer bliver gennemført til tiden i næsten 80 pct. af tilfældene. Regionerne har selv en målsætning om, at tallet skal være 90 pct.:

- Så der er stadig arbejde at gøre, før det er helt i mål. Men der skal lyde en stor tak til alle, der arbejder hårdt for at sikre, at kræftpatienter får god og rettidig behandling, siger Jesper Fisker.

Efterlyser gennemsigtighed

Målopfyldelsen viser, hvor stor en del af kræftforløbene, der bliver gennemført inden for de tidsrammer, som Sundhedsstyrelsen og fagfolk har vurderet, er passende for en ‘standard’ patient i de forskellige kræftpakkeforløb.   

Kræftens Bekæmpelse følger forløbstiderne tæt. Pakkeforløbene registrerer tiden, fra hospitalet modtager lægens henvisning, til patienten får sin første behandling. Danske Regioner har angivet, at målet er, at 90 pct. af kræftpakkeforløbene overholder forløbstiderne.   

Tallene fra Sundhedsdatastyrelsen viser dog ikke, hvor mange dage patienterne reelt venter længere på at komme i behandling i de forløb, der overskrider tiderne. 

De data registreres, men bliver ikke offentliggjort:

- Vi ved ikke, om forsinkelserne handler om én dag eller én måned, og det er et problem for patientsikkerheden. Vi mener, at der skal være fuld gennemsigtighed, siger Jesper Fisker. 

Kræftplan V

Kræftplan V fra maj 2025 indeholder en lang række initiativer, som vil styrke kræftområdet markant. Læs her om den nye kræftplan, og hvorfor den er så vigtig.

Læs om Kræftplan V