Der er flere danske børn og unge, der bruger røgfri nikotinprodukter, end der er indbyggere i Aalborg. Røgfri nikotinprodukter omfatter tyggetobak og nikotinposer, som i folkemunde bliver kaldt ’snus’. I Danmark bliver der primært brugt nikotinposer.
14 pct. af de 15-29-årige bruger snus dagligt eller lejlighedsvist. Det svarer til omkring 160.000 personer, fremgår af den nye §Røg-rapport.
Trods det høje tal har børn og unges brug af de stærkt vanedannende og helbredsskadelige produkter været fraværende i valgkampen.
- Jeg ærgrer mig over at unges nikotinforbrug ikke fylder spor i debatten, bl.a. når det handler om børn og unges mistrivsel, siger forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse, Mette Lolk Hanak.
Hun peger på, at nikotin kan bidrage til mistrivsel, da det øger risikoen for angst, depression, koncentrationsbesvær og søvnproblemer. Men langt fra alle ved det.
- Spørger man de unge selv, hvorfor de bruger røgfri nikotinprodukter, svarer 61 pct., at det er for at slappe af, mens 41 pct. siger, at de er afhængige. Det er foruroligende svar, siger hun.
En udfordring med snus er, at det er let at skjule og kan bruges overalt. Det betyder, at hjernen kan være eksponeret for nikotin i alle vågne timer. 87 pct. af snusbrugerne i grundskolen tager det i skoletiden. På ungdomsuddannelser er der lignende høje tal.