Stafet For Livet: Flere nye byer har stafetter i år
I år er der Stafet For Livet i 45 byer. Aarhus, Herlev og Gråsten er nye stafet-byer.
Tilmeldingen til årets stafetter på tværs af landet er i fuld gang. Som noget nyt kan du i år også deltage i Stafet for Livet Aarhus og opleve det helt særlige fællesskab og sammenhold.
Sjælland får en ekstra stafet i Herlev, og Gråsten i Sønderjylland er også kommet med på kortet.
- Vi er superglade for, at det takket være vores seje frivillige er lykkedes at få ekstra stafetter med ombord i nye byer, så endnu flere får mulighed for at deltage i år, siger Rikke Lund Nygaard Nissen, teamchef i Kræftens Bekæmpelse.
Giver sammenhold blandt kolleger
Alle kan være med, og både familier, foreninger, venner og virksomheder kan stille med hold og tilbringe nogle meningsfulde timer sammen med fokus på håb og fællesskab.
Sidste år deltog Team Kvickly på stafetten i Vesthimmerland og fik samlet over 20.000 kr. ind, mens de kom tættere på hinanden som kolleger.
- Mange af os er berørt at kræft på den ene eller anden måde, og det er nemmere at tale om det, når man er på stafetten end i det daglige, hvor man har travlt, siger deltager Tina Theilgaard.
Vi går for ham og andre med kræft, og det er både en sjov og rørende dag, hvor der går lidt sport i at gå så mange runder som muligt og samle ind
Familie med for 14. gang
Det store familiehold Steen T’s Fightere er for 14. år i træk med på stafetten i Vejen og mindes og fejrer Steen, der døde af lungehindekræft i 2013.
- Stafetten er blevet en hyggelig tradition for vores familie, hvor vores far er med os i tankerne hele dagen, siger datteren og holdkaptajn Lotte Troelsgaard.
- Vi går for ham og andre med kræft, og det er både en sjov og rørende dag, hvor der går lidt sport i at gå så mange runder som muligt, siger hun.
Kig forbi og støt op
Kan du ikke selv være med til en stafet, kan du stadig støtte. For eksempel ved at skrive en personlig hilsen på en lyspose, som de frivillige stiller op til aftenens lysceremoni.
Du kan også støtte med et beløb eller kigge forbi stafetten og heppe på holdene.
- Der er mange måder, du kan gøre en forskel på. Det betyder alt for deltagerne og Fighterne at mærke opbakningen - også fra mennesker, de måske slet ikke kender, siger Rikke Lund Nygaard Nissen.