Spring navigation over

Er du født i 2005? Få gratis HPV-vaccination og beskyt dig mod kræft

Tilbuddet gælder kun for unge mænd i en begrænset periode – book tid hos lægen i dag.

Nu kan unge mænd født i 2005 få HPV-vaccinen gratis, hvis de ikke allerede er vaccineret. De har fået et brev om tilbuddet i deres e-Boks i januar 2025. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Er du mand og født i 2005? Så har du nu en enestående mulighed for at få gratis HPV-vaccination og beskytte dig mod alvorlige sygdomme som kræft og kønsvorter.

Mange forbinder især HPV med livmoderhalskræft hos kvinder, men faktisk er virussen en væsentlig årsag til kræft i mundsvælget, penis- og analkræft hos mænd.

Mundsvælgkræft er stigende, især blandt mænd, men heldigvis kan HPV-vaccination beskytte dig.

Spar flere tusinde kroner

Normalt er HPV-vaccination kun gratis for drenge født fra 1. juli 2007 og frem, men regeringen har afsat midler på finansloven til at tilbyde den gratis til mænd født i 2005. Det betyder, at du kan spare flere tusinde kroner ved at tage imod tilbuddet.

For at få den fulde beskyttelse skal du have tre stik fordelt over mindst fem måneder. Derfor skal du starte senest i august for at få alle stik gratis.

Færre sygdomstilfælde blandt vaccinerede

HPV-vaccinen er sikker, grundigt testet og anbefalet af sundhedsmyndighederne. Studier viser, at antallet af HPV-relaterede sygdomme falder markant blandt vaccinerede sammenlignet med dem, der ikke er vaccinerede.

Siden vaccinen blev en del af børnevaccinationsprogrammet i 2009, er antallet af personer behandlet for kønsvorter faldet markant, ligesom forekomsten af HPV-relateret kræft er reduceret blandt de vaccinerede årgange.

Sådan får du vaccinen

Det er nemt – du skal blot booke en tid hos din egen læge. Men skynd dig! Tilbuddet er tidsbegrænset, så få bestilt din tid allerede i dag.