NYHEDSBREV
Tilmeld dig nyhedsbrevet til patienter og pårørende. Her finder du inspiration, støtte og sidste nyt på kræftområdet. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.
Læs mere og tilmeld dig nyhedsbrevetTil cancer.dk
Helen Bernt Andersen har i sit arbejdsliv været drevet af dyb empati og et stærkt engagement for patienter og pårørende. I dag fylder hun 70 år.
Slædehundepisken hænger ved pejsen i hjemmet i Virum - som et minde om en tid og et land, der har sat dybe spor i familien. Det var den, hendes far havde med sig under sin tjeneste i Slædepatruljen Sirius i Grønland.
Reolerne i stuen bugner af bøger af yndlingsforfattere - side om side med værker om havehold, fugle og kunst. Og så er der de mange fotoalbum, fyldt med glimt fra livet på bl.a. Island.
Helen Bernt Andersens mor voksede op på den yderste del af Islands nordkyst. Ved et tilfælde mødte hun sin kommende mand, en dansker på kort visit i Reykjavik. Han var i byen for at få tjekket tænderne hos tandlægen - en nødvendig forberedelse før endnu en udstationering med Siriuspatruljen. De traf hinanden på en danserestaurant og holdt fast i hinanden i tre år, trods afstanden og de sjældne gensyn én gang om året.
Da han havde afsluttet tjenesten, rejste de sammen til Danmark, stiftede familie - og Helen Bernt Andersen blev født.
De nordatlantiske rødder er tydelige hos Helen Bernt Andersen, Kræftens Bekæmpelses formand, der i dag fylder 70 år.
Hun har en særlig kærlighed til vulkanøens rå skønhed, der er præget af åbne vidder og naturens ustyrlige kræfter. Det omskiftelige landskab kan virke voldsomt, men rummer også en ro – for dem, der giver sig tid til at mærke den.
- Det er en ro, som kommer af at være bevidst om, at der er noget, der er større end én selv, siger Helen Bernt Andersen.
Det er netop roen, der har rundet hende, og som hun bærer med sig i sit liv og arbejde.
Helen Bernt Andersen blev uddannet sygeplejerske fra Bispebjerg Sygeplejeskole i 1981. Kort efter arbejdede hun i et halvt år på Island.
Allerede før hun tog nordpå, havde hun fået en stilling på Finseninstitutet, et kræfthospital, som hun havde hørt om under sin uddannelse. I dag har Kræftens Bekæmpelse til huse i en stor del af det gamle institut, hvor Helen Bernt Andersen hurtigt blev afdelingssygeplejerske.
- Tilgangen til patientpleje vil jeg påstå var enestående på ’Finsen’. Der var et stærkt fokus på patienternes behov og en opmærksomhed på at inddrage dem i deres egen behandling, selvom mange desværre døde dengang, siger hun.
Hun har gennem hele sit arbejdsliv haft fokus på at udvikle sygeplejen - med særligt blik for patientinddragelse og palliation. Det har været den røde tråd i hendes virke.
I 1990 begyndte hun som oversygeplejerske på Rigshospitalet, hvor hun fulgte med, da Finseninstitutet flyttede ind på det store hospital.
Senere tiltrådte hun som sygeplejedirektør og havde i 18 år plads i Rigshospitalets øverste ledelse. Hun arbejdede blandt andet for at skabe forandringer i organisationen og for at sikre, at forskningen havde gode rammer og vilkår.
I maj 2018 blev Helen Bernt Andersen valgt som formand for Kræftens Bekæmpelse, og i 2024 opnåede hun genvalg. Hvervet er ulønnet - præcis som det er for foreningens mere end 35.000 øvrige frivillige.
- Jeg arbejder frivilligt - jeg får intet formandshonorar, fortæller hun og fortsætter:
- At være formand i Kræftens Bekæmpelse er for mig kronen på værket. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg har fået lov til det i nu syv år.
Hun fremhæver arbejdet med foreningens frivillige som noget, der giver hende en helt særlig glæde. At tage rundt i landet og møde ildsjæle, der brænder for kræftsagen, beskriver hun som et stort privilegium.
Helen Bernt Andersen har båret sin personlige stil med ind i rollen som formand.
Hun formår at være både bestemt og lyttende uden at slå i bordet. Hun fortæller, at hun sjældent har haft behov for at hæve stemmen i sine lederroller – hun har i stedet brugt sin evne til at forstå og argumentere med andre.
- Jeg har fået at vide af kolleger og andre, der har fulgt mig i mit arbejdsliv, at jeg vist har en god evne til at få folk til at lytte - og smile - selv når jeg kommer med en kritisk besked, siger hun med et glimt i øjet.
Det er naturligt at se tilbage, når man fylder 70 år, men også reflektere over det, der kommer.
- Jeg er meget taknemmelig og meget privilegeret med familie, venner, spændende arbejdsopgaver og mine fritidsinteresser, siger hun.
Fritiden bruges ikke på shoppeture i storcentre. Dem, der kender Helen Bernt Andersen personligt, ved, at hun trives langt bedre i haven, ved vandet eller på en tur i skoven. Her er hun i sit rette element - ofte med den store fuglekikkert om halsen. Fuglene og livet i naturen er nemlig en af hendes store passioner.
Helen Bernt Andersen har to voksne sønner og to børnebørn, som bor tæt på hende. Familielivet giver stor glæde og er en vigtig del af tilværelsen. De tætte bånd og den støtte, hun får fra familien, er værdsat.
- Men jeg tænker også på, at jeg bliver ældre, og hvad det kommer til at betyde for mig. Jeg tror, at det er almindeligt, at man kan blive lidt eftertænksom, erkender hun.
Selvom livet er godt, så går ingen gennem det uden at slå nogle kolbøtter undervejs.
- Det var hårdt for mine sønner, mig og resten af familien, da deres far - min mand -døde af en hjertelidelse i en alder af bare 64 år. Det var en svær tid, husker hun tilbage.
I dag runder formanden en stor milepæl, men hendes arbejde i Kræftens Bekæmpelse er langt fra slut.
- Ork ja, der er stadig masser at gøre for at sikre, at mennesker ramt af kræft får den bedst mulige behandling og omsorg, før, under og efter deres sygdom, fastslår hun.
Hun har viet sit arbejdsliv til mennesker med alvorlig sygdom - patienter, pårørende, efterladte og overlevende. Det er et privilegium, som forpligter.
- Om to år udløber mit formandskab, og indtil da vil jeg fortsat arbejde for at forbedre livskvaliteten for de mange i Danmark, der har kræft inde på livet.
Tilmeld dig nyhedsbrevet til patienter og pårørende. Her finder du inspiration, støtte og sidste nyt på kræftområdet. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.
Læs mere og tilmeld dig nyhedsbrevet