Spring navigation over

Børnekræft i skolen - Da Mettes elev Frederik fik kræft 3:3

I denne episode af Børnekræft i skolen kan du høre tredje og sidste del af læreren Mettes fortælling om, hvordan det var at være lærer for Frederik, da han i 4. klasse får kræft.

”Han skulle ikke føle: Nu er jeg rask og tilbage, og så er det glemt. Det er jo for ham stadigvæk en proces”
 
I tredje og sidste afsnit om, da Mettes elev Frederik fik kræft, sætter vi fokus på tiden efter behandlingen – hvor hverdagen vender tilbage, men livet stadig er forandret.
 
Mette fortæller om de dilemmaer og balancegange, hun stod i, da Frederiks nye skolehverdag med senfølger skulle indfinde sig. Hvordan balancerer man normalitet med hensyn? Og uden at glemme, hvad Frederik havde været igennem det seneste år?
Og så deler Mette sine erfaringer og konkrete råd til andre lærere og pædagoger, der står i lignende situationer.
 
I denne podcastserie får du indblik i, hvordan et børnekræftforløb kan blive til et stærkt samarbejde med skole og hjem med fokus på at bevare kontakt og tilknytning mellem det syge barn og klassen.

Om Børnekræft i skolen

Når et barn i en klasse får kræft, bliver hele klassefællesskabet berørt. Som lærer eller pædagog står du pludselig over for mange nye opgaver og vigtige overvejelser – og det er ikke noget, du skal stå alene med.

I denne podcast deler vi fortællinger, faglig viden og konkret vejledning, der kan støtte og inspirere dig i arbejdet med klassens nye virkelighed. Lyt med - og find endnu mere materiale, viden og støtte til skoler berørt af børnekræft på www.børnekræftiskolen.dk

 

Vært: Maria Hartmann 

Medvirkende: Mette Antoinette Fruergaard 

Klipper: Marie Stein