Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

19 kendte danskere samler ind til brystkræftsagen

22-09-2020
For andet år i træk går en række kendte danskere sammen om at samle penge ind til brystkræftsagen under kampagnen Støt Brysterne. I år deltager blandt andre Lisbeth Østergaard, Line Baun Danielsen, Ellen Hillingsø, Emil Thorup og Neel Rønholt. De ønsker alle at sætte fokus på den mest udbredte kræftform blandt danske kvinder.
Samlet billede af de 19 kendte danskere

19 kendte danskere samler ind til Støt Brysterne

Hvert år får knap 5.000 kvinder i Danmark konstateret brystkræft. Det svarer til, at 1 ud af 9 danske kvinder får brystkræft i løbet af deres liv. Det er alt for mange. Derfor ønsker 19 kendte danskere at sætte fokus på brystkræftsagen igennem deres egne kanaler i hele uge 39.

De 19 danskere er alle influencere. Det betyder, at de i større eller mindre grad lever af at producere indhold på deres sociale medier og har flere tusinde følgere, men flere af dem er også kendt fra bl.a. Tv-, radio-, mode- og teaterverdenen.

Brystkræft kan ramme os alle

En af dem er blogger og entreprenør Sandra Willer, der selv har haft brystkræft tæt inde på livet.

- Min mor havde brystkræft, da jeg var yngre, og det har i høj grad påvirket min og min families liv. Brystkræft er en sag, som jeg har tæt på mit hjerte – og derfor bakker jeg op om Støt Brysternes indsamling. Jeg er meget taknemmelig over, at min mor har det godt i dag og overlevede kræften, men jeg ved også, at der er andre, som ikke er lige så heldige, som min mor var. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at sætte fokus på brystkræftsagen. Det er en sygdom, som kan ramme os alle, fortæller Sandra Willer.

Ud over Sandra Willer er de andre deltagere: Astrid Olsen, Cecilie Schmeichel, Claudia Rex, Ellen Hillingsø, Elvira Pitzner, Emil Thorup, Josefine Simone, Julie Hermann, Karo Dall, Kia Ellegaard, Klara Montes, Laura Keil, Line Baun Danielsen, Lisbeth Østergaard, Mathilde Trobeck, Neel Rønholt, Pernille Lotus og Rillo Schwartz.

I løbet af ugen vil de bl.a. afholde auktioner med sponsorerede produkter, udlodde wellness behandlinger, opfordre til direkte støttebidrag, fortælle personlige historier, lave YouTube-videoer og meget andet i den gode sags tjeneste.

Vi er ikke i mål endnu

Selvom vi er nået rigtig langt inden for brystkræftområdet, både hvad angår mere individuelle og skånsomme behandlinger samt en fordobling i overlevelsen, så er vi desværre ikke i mål endnu. 

I takt med, at danskerne bliver ældre, forventer Kræftens Bekæmpelse også, at antallet af kvinder, der hvert år bliver ramt af brystkræft, vil stige. Derfor ønsker de 19 influencere i samarbejde med Støt Brysterne at stå sammen og samle penge ind til tre indsatsområder inden for brystkræft – nemlig forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Følg med på deres kanaler hele ugen – og støt deres indsamlinger her:

Breast Friends Indsamling

Læs mere om brystkræft

Brystkræft