Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Årets Stafet For Livet tændte håb i hele Danmark

26-09-2018
Dette års Stafet For Livet-sæson sluttede på flotteste vis i Ribe og Gladsaxe. Op mod 75.000 danskere var en del af de 74 stafetter. Det er det højeste antal stafetter nogensinde.

Den stemningsfulde lysceremoni var også i år et af højdepunkterne på de mange stafetter. Nogle steder i landet måtte man grundet afbrændingsforbuddet finde alternativer til de levende lys. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Fra Frederikshavn i Nordjylland og til Rønne på Bornholm blev der gået og løbet, delt minder og tændt håb, da årets Stafet For Livet rullede ind over landet og engagerede tusindvis af mennesker.

Det samlede antal stafetter nåede i år op på 74. Det er det højeste nogensinde. De sidste stafetter fandt sted i weekenden 15.-16. september i Ribe og Gladsaxe, de første blev holdt midt i maj i Odense.

Viil du vide mere om den store begivenhed? Læs her:

Om Stafet For Livet 

- Stafet For Livet skaber på en helt særlig måde nærvær, energi, sammenhold og lokal opbakning til kræftsagen, fastslår formand i Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen.

Hun roser de seje frivillige og de mange tusinde deltagere og er taknemmelig over, at lokalmiljøerne involverer sig så aktivt.

- Det er virkelig flot med den stærke lokale opbakning. Det er en af Stafet For Livets store styrker, at den er forankret i det nære. Samtidig bliver man stolt og taknemmelig over den kæmpe store indsats, de frivillige yder, siger Helen Bernt Andersen.

I år kom der ni nye byer til stafet-familien. Blandt andet Lemvig, hvor 36-årige Majbritt Borg Nielsen var med som såkaldt Fighter. Hun blev for nogle år siden ramt af akut leukæmi (AML) og var igennem et barskt behandlingsforløb. For hende var det altafgørende, at stafetten blev holdt i hendes lokalområde.

- Der var masser af kendte ansigter, og det var vigtigt for mig. Opbakningen var enorm - også fra det lokale erhvervsliv, der trådte til som sponsorerer. Det var virkelig en stor og smuk oplevelse, siger Majbritt Borg Nielsen, hvis familie og venner stillede med et helt hold til stafetten for vise deres opbakning til Majbritt, andre kræftsyge og kræftsagen som sådan. 

Læs vores interview med Majbritt:

Majbritt gik Fighterrunden i sin hjemby: ”Stafet For Livet er noget helt særligt"

Billede af formand i Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen

Helen Bernt Andersen deltog i år selv med i to stafetter, og det gjorde et kæmpe indtryk på hende. Foto: Tomas Bertelsen

En stafet er et døgn, hvor mennesker berørt af kræft går eller løber for at sætte fokus på kræft. Stafet For Livet kommer fra USA, men har spredt sig til hele verden og er verdens største bevægelse mod kræft.

Herhjemme var der i år samlet set 66.888 holddeltagere til de rekordmange stafetter, som næsten 5.000 frivillige knoklede med at arrangere. Det blev til stafetter i bl.a. skolegårde, byparker, på stadions og p-pladser.

Særligt synlige er ’Fighterne,’ som i deres gule T-shirts lyser op under stafetterne. Fightere er tidligere og nuværende kræftpatienter, der om nogen ved, hvad det vil sige at kæmpe. De går forrest, når stafetterne åbner med en ’fighter-runde’. I år deltog i alt 3.842 Fightere.  

- Jeg har dyb respekt over for Fighterne. De giver andre kræftramte håb, og de sætter ansigt på de mange danskere, som har eller har haft sygdommen, understreger Helen Bernt Andersen

Afbrændingsforbud gav udfordringer

I år fandt nogle stafetter sted under hedebølgen. Det betød, at det på grund af afbrændingsforbuddet ikke alle steder var muligt at gennemføre den stemningsfulde lysceremoni helt efter bogen. Når mørket falder på, tænder deltagerne levende lys i en lyspose for at støtte eller mindes en person, der er berørt af kræft eller har mistet livet til kræft. Det blev i år til elektriske fyrfadslys i bl.a. Kolding. 

-  Men vejret bød også på massiv regn under nogle stafetter, og jeg tager hatten af for deltagerne, der holdt ud trods det dårlige vejr, siger Helen Bernt Andersen.

Læse mere om, hvordan man opretter en Stafet:

Få Stafet For Livet til din by

Der bliver samlet penge ind under stafetterne til Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde med at forske, forebygge og støtte patienter og pårørende. Det fulde indsamlingsbeløb i år kendes endnu ikke, men sidste år bidrog stafetterne med 27,4 millioner kroner.

I 2019 begynder stafet-sæsonen medio maj og varer til medio september.

Det går din støtte til

De penge, der bliver samlet ind til Stafet For Livet, går til Kræftens Bekæmpelses livsvigtige arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Sådan bruger vi 100 kr:

Forskning - 62 kr.

Patientstøtte - 19 kr.

Forebyggelse - 16 kr.

Administration - 3 kr.

Læs mere her:

Stafet For Livet: Hvad går pengene til?