Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Aarhus Universitet får ny professor i livsstil og kræft

03-09-2019
Seniorforsker og gruppeleder fra Kræftens Bekæmpelse Anja Olsen er ny professor i livsstil og kræft på Aarhus Universitet.

Seniorforsker Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelse er fra 1. september ny professor ved Aarhus Universitet. Foto: Tomas Bertelsen

Det er en solid forskningskarriere inden for netop livsstil og kræft, som ligger til grund for Anja Olsens udnævnelse til professor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. En stor del af Anja Olsens forskning er baseret på Kræftens Bekæmpelses store befolkningsundersøgelse, ’Kost, kræft og helbred’, som blandt andet takket være Anja Olsens forskning har givet vigtig ny viden om årsagerne til kræft. 

Anja Olsens forskning har blandt andet vist, hvordan fuldkorn påvirker vores sundhed. Her har hun blandt andet vist, at fuldkorn kan mindske risikoen for at udvikle tarmkræft. Et andet af hendes forskningsfelter er planteøstrogener – hormonlignende stoffer, som findes i mange af de planter, vi spiser. Her har Anja Olsen forsket i sammenhænge mellem planteøstrogener og især brystkræft. Både når det gælder udviklingen af brystkræft og prognosen for kvinder, der har brystkræft. 

Professoratet styrker forskningen
Befolkningsundersøgelsen ’Kost, kræft og helbred’ er inden for de seneste år videreført med oprettelsen af befolkningsundersøgelsen ’Kost, kræft og helbred – Næste Generationer’, hvor børn og børnebørn af de oprindelige deltagere er inviteret til at deltage. 

Det betyder, at der nu findes viden og biologiske prøver, som går på tværs af generationer og årstal, og som giver unikke muligheder for både at blive klogere på, hvordan vores livsstil påvirker os gennem generationer og for at studere sammenhængen med helt nye livsstilsrelaterede forhold, eksempelvis tarmens bakterier. Det er imidlertid yderst komplekst at håndtere denne type epidemiologiske data, og her kan samarbejdet med Aarhus Universitet gøre en stor forskel. 

– Aarhus Universitet har et stærkt miljø for metodisk epidemiologi, som vil være et værdifuldt værktøj for kommende forskning baseret på ’Kost, kræft og helbred – Næste Generationer’. Personligt ser jeg også meget frem til samarbejdet og de muligheder, det giver, for at lære nyt og suge ny viden til mig. Det bliver en spændende mulighed for at få nye kolleger og relationer, siger Anja Olsen. 

En stærk formidler
Foruden en stærk forskningsmæssig baggrund udmærker Anja Olsen sig ved at være en dygtig og engageret formidler. Hun er ofte ekspert i medierne, hvor hun sagligt vurderer ny forskning og hjælper med at navigere i nye kost- og livsstilstendenser. Samtidig er hun en efterspurgt foredragsholder i hele landet. 

Med sin ansættelse på Aarhus Universitet bliver Anja Olsen tilknyttet Institut for Folkesundhed samtidig med, at hun bevarer sin stilling som gruppeleder i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Blå bog

Anja Olsen er uddannet cand scient i human ernæring fra Den Kgl Veterinær- og Landbohøjskole i 2000. I 2004 forsvarede hun sin ph.d. om ’Livsstil, hormoner og brystkræft’, som hun udførte ved Kræftens Bekæmpelses Institut for Kræftepidemiologi, hvor hun siden blev ansat som post doc. Siden 2011 har hun været ansat som seniorforsker og gruppeleder ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Anja Olsen har været eller er, vejleder eller medvejleder for 12 ph.d.-studerende, tre postdocs og 12 specialestuderende. Hun har blandt andet deltaget i ekspertudvalg til bedømmelse af anbefalinger om brug af vitamin D, og hun er censor ved Københavns Universitet.

Anja Olsen har blandt andet modtaget Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris (2013), er medforfatter på 360 peer reviewed publikationer og medforfatter til bogen ’Det gode helbred’, som hun har skrevet sammen med sin mangeårige samarbejdspartner, professor Anne Tjønneland.