Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Danmark står sammen om Knæk Cancer

27-09-2018
I uge 43 er der Knæk Cancer i Kræftens Bekæmpelse og på TV 2. Det er en uge, hvor der er skabt en flot tradition for, at danskerne står sammen og giver en hjælpende hånd mod kræft og til patienter og pårørende.
Fotoet viser et smilende værtspar - Mikkel Beha og Cecilie Frøkjær

Mikkel Beha Erichsen og Cecilie Frøkjær bliver igen i år 'Knæk Cancer'-ambassadører. Foto: Martin Juul/TV 2

Når Kræftens Bekæmpelse og TV 2 i uge 43 står i spidsen for den årlige Knæk Cancer-uge, sættes der igen fokus på oplysning og på indsamling af penge til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse.

Netop i disse uger er der daglige nyheder i lokale medier om danskere, der – blandt meget andet – bager kager, samler flasker, spiller musik, laver perleplader eller holder bankospil til fordel for Knæk Cancer-indsamlingen.

Over hele landet er der gang i aktiviteter og indsamlinger, og i en lang række tv-programmer og på de sociale medier sættes der fokus på kræft. Undervejs vil der blive samlet penge ind.

En følelse af fællesskab og håb

Hos både Kræftens Bekæmpelse og TV 2 er der glæde og stolthed over det engagement, Knæk Cancer gennem årene har skabt.

- Knæk Cancer voksede sig meget hurtigt til at blive en folkesag, som samler os og giver os en følelse af fællesskab og håb til de mange, der har sygdommen tæt inde på livet. Knæk Cancer giver os også mulighed for at oplyse danskerne om kræft, og så har Knæk Cancer indsamlet mange millioner kroner, som gør en kæmpe forskel for kræftpatienterne, siger Kræftens Bekæmpelses administrerende direktør Jesper Fisker.

Knæk Cancer har ifølge Jesper Fisker rykket markant på kræftindsatsen i Danmark. I alt 242 projekter har fået penge siden 2012. Herunder vigtig forskning, som ikke kunne være sat i gang uden Knæk Cancer. 

Vil du vide mere om de mange projekter? Læs mere her:

Det går pengene til 

I 2018 er der 12 overskrifter for Knæk Cancer-støtten, som vil blive fordelt til en række projekter inden for disse temaer.

Knæk Cancer både på tv og sociale medier

I Knæk Cancer-ugen vil der være en række særlige programmer og indslag på TV 2, der sætter fokus på forskning i kræft og på livet som kræftpatient og pårørende. Det sker dagligt i ’Go aften Danmark’ og ’Go’ morgen Danmark’ - sidstnævnte indleder Knæk Cancer-ugen allerede søndag i uge 42 – søndag 21. oktober.

Det sker også i dokumentarer, i ’Toppen af poppen knækker cancer’, der hylder sundhedspersonalet med en koncert og i ’Vild med dans knækker cancer’ i Det Kongelige Teater. Det hele kulminerer i det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer Live’ lørdag 27. oktober, hvor Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen igen i år er værter.

Knæk Cancer lever – foruden på tv – via aktiviteter og indsamlinger i hele landet, og herudover følges Knæk Cancer stærkt på sociale medier som Facebook, hvor eventen har 328.000 følgere. Se Facebook-siden her:

Knæk Cancer på Facebook

- Knæk Cancer er blevet en uge, hvor vi har fået en tradition for at hjælpe og gøre lidt ekstra for hinanden. TV 2 og Kræftens Bekæmpelse følger med, når seere og brugere skaber fantasifulde Knæk Cancer-blomster, bakker op om lys-events og igangsætter rørende og store indsamlinger, som vi ikke på forhånd havde kunnet forestille os. Jeg er virkelig imponeret. Og når man nogle gange siger til sig selv, at nu kan det ikke blive bedre, så overgår danskernes kreativitet, engagement og ønske om at hjælpe endnu en gang sig selv, siger TV 2s indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.

Oplysning og indsamling

Knæk Cancer er en ambitiøs overskrift. Men det er ikke desto mindre det mål, Kræftens Bekæmpelse og TV 2 har sat sig. Ikke alene, men sammen med danskerne, for kræft er en fælles sag, som kræver en fælles indsats. Vi kan ikke udrette mirakler – men vi vil prøve.

Derfor handler en hel uge om to ting: Oplysning og indsamling. Oplysning om sygdom og helbredelse, om forskning og patienter, om død og ikke mindst om håb og liv. I en lang række tv-programmer og på internettet og sociale medier sættes der fokus på kræften, og undervejs vil pengene blive quizzet, danset og samlet ind til Kræftens Bekæmpelse.

Kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. Den gode historie er, at flertallet overlever kræften, men vi vil gerne sætte barren lidt højere. Færre skal få kræft, og flere skal overleve.

Læs mere om Knæk Cancer her:

Knæk Cancer

Det er muligt at oprette din egen Knæk Cancer-indsamling:

Start en indsamling eller aktivitet til Knæk Cancer

Om kræft i Danmark

Hver tredje dansker får kræft
Seks ud af ti kræftpatienter overlever kræft mindst 5 år
Knap 285.000 danskere lever med en kræftdiagnose 

Læs mere på Cancer.dk:

Fakta om kræft