Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Digitalt repræsentantskabsmøde kom godt fra start

30-04-2020
Normalt ville første weekend af maj summe af liv i Kolding, hvor Kræftens Bekæmpelses årlige repræsentantskabsmøde løber af stablen. Men ikke i år. På grund af corona er det umuligt at samle de hundredevis af frivillige til et fysisk møde. I stedet har Kræftens Bekæmpelse i år transformeret årets møde til et digitalt et af slagsen – og det går over alt forventning.
Repræsentantskabsmøde i Kræftens Bekæmpelse

Årets repræsentantskabsmøde er blevet digitalt, da det pga. corona er umuligt at samle flere hundrede frivillige til en weekend i Kolding som vanligt. Foto: Tomas Bertelsen

Lone Foght er lokalformand i Marstal på Ærø. Hun glæder sig over, at det årlige repræsentantskabsmøde i år er digitalt. Hun har nemlig aldrig kunnet deltage før, da afstanden fra Ærø til Kolding er for lang. Hun siger, at det er 'et mega godt initiativ,' at repræsentantskabsmødet i år er digitalt og glæder sig til at tage fat i årets dagsorden. Og Lone Foght er ikke ene om at være begejstret: 

- Da corona kom til Danmark, blev vi tvunget til hurtigt at tænke i nye baner, da vi kunne se, at det ville være umuligt at samle hundredevis af frivillige til en weekend i Kolding, som vi plejer. Vi er simpelthen så glade for, hvor godt det nye digitale initiativ er blevet modtaget, fortæller Charlotte Gerhauge, frivilligchef i Kræftens Bekæmpelse.

Gang i debatten online

I sidste uge foregik første halvleg af repræsentantskabsmødet. Her blev alle dagsordenspunkter fremlagt og drøftet i debattråde online. Der har været flere end 130 indlæg på repræsentantskabsmødets hjemmeside, og de har fokuseret på alt fra pårørendes vilkår til ønsket om en sundhedsreform.

- Jeg er rigtig glad for, at deltagerne har taget så godt imod muligheden for at deltage i dette års repræsentantskabsmøde på en anderledes måde. Vi har gjort os nogle spændende, nye erfaringer med det digitale, som jeg håber, vi kan bruge i vores fremtidige arbejde med at understøtte medlemsdemokratiet, siger Charlotte Gerhauge.

Nu gælder det afstemningerne, som i år foregår via et elektronisk afstemningsskema, der løber frem til 3. maj kl.20. Når afstemningerne er afsluttet, offentliggøres resultatet af afstemninger og valg.

Vi har gjort os nogle spændende, nye erfaringer med det digitale, som jeg håber, vi kan bruge i vores fremtidige arbejde med at understøtte medlemsdemokratiet

Charlotte Gerhauge, frivilligchef i Kræftens Bekæmpelse.

Det digitale vinder frem 

De digitale møder vinder stærkt frem i disse dage, hvor man skal holde afstand til venner og familie. Aldrig har danskerne set hinanden så meget på video via FaceTime, Skype, Zoom og andre videotjenester som lige nu, hvor coronaepidemien raser i blandt os.

Også andre organisationer har ladet sig inspirere af Kræftens Bekæmpelse. Diabetesforeningen vil også i år gennemføre deres repræsentantskabsmøde digitalt. Den administrerende direktør takker Kræftens Bekæmpelse for at have inspireret Diabetesforeningen til at give sig i kast med den nye digitale løsning