Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Debatindlæg fra Kræftens Bekæmpelses direktør: Det haster med at få lagt en retning for fremtidens sundhedsvæsen. Her er mine forslag

13-12-2021
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, har skrevet dette debatindlæg, som er bragt i Politiken. Jesper Fisker er mere end tryg ved kræftbehandlingen i Danmark. Men dele af sundhedssektoren står i en krise af historiske dimensioner, og coronavinterpakken løser ikke problemerne.
Foto fra et sygehus

"Er tiden ikke inde til, at vi løfter blikket og ser på, hvor vi for alvor ønsker, at den danske supertanker af et sundhedsvæsen skal sejle hen?" Arkivfoto: Tomas Bertelsen

DEBAT: Hvis jeg skulle vælge det sted på kloden, hvor jeg helst ville behandles for en kræftsygdom, ville jeg vælge Danmark. Skulle jeg udpege det land i verden, hvor jeg er mest tryg ved at gennemleve en coronaepidemi, ville Danmark også være mit førstevalg.

Min tiltro til det hjemlige sundhedsvæsens formåen ændrer dog ikke på, at stadig flere i sektoren – frontpersonalet, de faglige organisationer og sundhedseksperter – vurderer, at sektoren er toppresset og måske endda i kritisk tilstand. Den opfattelse deler jeg og Kræftens Bekæmpelse. Det gør befolkningen også.

Epinion har for Kræftens Bekæmpelse spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne om deres oplevelse af det offentlige sundhedsvæsen. De spritnye tal viser, at danskerne er bekymrede for situationen. Mere end halvdelen opfatter situationen som så grel, at de er bekymrede for, at sundhedsvæsenet vil bryde samen inden længe.

Hvordan er det kommet så vidt? Corona kaster grus i det normalt så velsmurte sundhedsmaskineri. Men belastningen fra pandemien burde ikke i sig selv føre det pres med sig, som sundhedsvæsenet i øjeblikket er ved at crashe under.

Personalemanglen, der ikke kun gælder sygeplejerskerne, har stor betydning. Efterdønningerne fra sygeplejekonflikten spiller ind med ophobning af akutte opgaver som en negativ konsekvens.

Det er da også positivt, at der nu er landet en coronavinterpakke på 1 mia. kr. som engangsbeløb til den hårdt plagede sektor. Men vinterpakken er ikke nok

Corona og personaleudfordringer er dog ikke alene forklaringen på, at vi er havnet dér, hvor vores sundhedsvæsen på nogle områder er i absolut topklasse, mens det på andre områder er helt i knæ.

Den letteste forklaring ville være, at der mangler penge. Og det gør der.

Hvor vækstraterne i sundhedsvæsenets økonomi i 00’erne lå på ca. 3,5 procent, har de siden 2010 som hovedregel været på omkring 1 procent. Stigningen har end ikke kunnet følge med de flere opgaver, der kommer af det voksende antal ældre og dermed mere syge danskere. En reel udhuling af vores sundhedsvæsen.

Så ja, for at løse krisen skal der bruges flere penge på sundhedsvæsenet. Penge ud over det, der følger med ’det demografiske træk’.

Det er da også positivt, at der nu er landet en coronavinterpakke på 1 mia. kr. som engangsbeløb til den hårdt plagede sektor. Men vinterpakken er ikke nok.

I det hele taget kan vi ikke forlade os på at tro, at flere penge fixer alt. Som det er, når vi forsøger at problemknuse tilværelsens store udfordringer, er løsningen mere kompleks. Penge alene er ikke kuren.

Desværre er de grundlæggende greb, der skal til, ikke på den politiske dagsorden – sagt med respekt for de sundhedsudspil, der i efteråret er kommet fra flere partier. Der er fine takter, men de tager ikke fat i de grundlæggende udfordringer. Er tiden ikke inde til, at vi løfter blikket og ser på, hvor vi for alvor ønsker, at den danske supertanker af et sundhedsvæsen skal sejle hen?

Jeg ville foreslå følgende ni pejlemærker for de overvejelser:

1. Patienterne skal altid være centrum for, hvordan sundhedsvæsenet indrettes. Det er dem, der har mest forstand på deres eget liv. Vi kunne begynde med konsekvent at indføre den patientansvarlige læge overalt. Samtidig skal patienternes vurdering af eget helbred og egen behandling tages alvorligt og indsamles systematisk.

2. Meget mere af det, der ikke nødvendigvis skal håndteres på et højt specialiseret sygehus, bør håndteres udenfor. Hos praktiserende læger, i kommunalt regi, hos privatpraktiserende speciallæger. Akutte og livstruende sygdomme som kræft skal fortsat behandles på sygehusene, men langt mere end i dag bør foregå andre steder.

3. Derfor skal vi styrke de decentrale dele af sundhedsvæsenet. Det kræver bindende aftaler om f.eks. kommunernes opgaveportefølje: Hvad skal de overtage og hvordan? Suppleret med en økonomi, der understøtter, at det kan gå tjept.

4. I det hele taget er der behov for at gentænke de økonomiske incitamenter. Vi bør have en fagligt hensigtsmæssig sammenhæng mellem sektorerne i sundhedsvæsenet, og der skal være økonomiske incitamenter og strukturer, som understøtter det. Som det er nu, modarbejder økonomien ofte de bedste løsninger. For sundhedspersonalet er livslang uddannelse med til at sikre den bedst mulige forebyggelse, behandling, pleje og omsorg

5. Den højeste ekspertise skal fortsat skal være i det specialiserede sygehusvæsen. Men kunne det ikke gøres til et mål for sygehusene, at de servicerer almen praksis så godt, at borgerne undgår unødvendige indlæggelser og genindlæggelser? Missionen lykkes kun, hvis de praktiserende læger og den kommunale sundhedspleje er ligeværdige samarbejdspartnere.

6. Vores sundhedsvæsen skal igennem hele kæden styres via nationale kvalitetsstandarder. Vi er for lille et land til at have 5 – for ikke at tale om 98 – forskellige modeller.

7. Vi er dygtige til behandling, og vi skal blive stadig bedre. Men skal vi fremtidssikre det samlede sundhedsvæsen, må vi styrke det, der foregår før og efter behandlingen. Forebyggelse skal have en større rolle; f.eks. kan 40 procent af alle kræfttilfælde forebygges. En folkesundhedslov vil være et godt redskab. En national plan for diagnostik ligeså. Der er behov for genoptræning og rehabilitering af høj kvalitet. Palliation bør være mere centralt i behandlingen.

8. Uddannelse er en del af løsningen. Nye faggrupper må i spil, og vi skal være bedre til at forstå, styrke og bruge faggruppernes uforløste potentialer. Uddannelse foregår hele livet, må vi indse. For sundhedspersonalet er livslang uddannelse med til at sikre den bedst mulige forebyggelse, behandling, pleje og omsorg. Det gør, at unge ser f.eks. sygeplejefaget som en karrierevej, og at sygeplejeuddannede har lyst til at blive i branchen.

9. Endelig skal vi fordomsfrit drøfte, om vi bruger faggruppernes kompetencer hensigtsmæssigt. Det er tankevækkende, at vi er blandt de EU-lande med flest sygehuslæger ansat målt i forhold til vores indbyggertal. 

Adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker. Foto: Ditte Valente

Hvad med lønnen? Det virker nærmest uløseligt; sygeplejerskerne vil have mere i løn. Arbejdsgiverne sekunderet af Fagbevægelsens Hovedorganisation holder fast i, at overenskomstforhandlingerne er afsluttet for nu.

I kølvandet på sygeplejekonflikten nedsatte regeringen en lønstrukturkomité til at kigge på lønudviklingen i den offentlige sektor. Hvad om man forestillede sig, at kommissoriet blev udvidet, så der måtte komme forslag, som ikke er lønneutrale? Det vil være en gestus over for sygeplejerskerne og fastholde, at komiteens forslag har udgangspunkt i et velafbalanceret blik på hele det offentlige arbejdsmarked.

Resultatet af komiteens arbejde kommer ikke foreløbig, så hvad skal der ske på den korte bane? Med coronavinterpakken har Christiansborg vist handlekraft. Mit håb er, at pakken kan gå på to ben: til fordeling på sygehuse som følge af flere aktiviteter og til støtte for aktiviteter uden for sygehusene.

Både på kort og langt sigt er det afgørende, at der arbejdes på tværs af ministerierne. Det var en norsk finansminister, som, så vidt jeg husker, udtalte, at »enhver god finansminister er også sundhedsminister«. Jeg er enig.

Så, kære Nicolai Wammen, måske er tiden inde til, at du med sundhedsministeren finder langtidsholdbare løsninger for sundhedsvæsenet, der rækker ud over den aktuelle finanslov? Udgiften ved at lade være bliver nemt mangefold større.

Vi har ventet i flere år på regeringens udspil til en sundhedsreform. Forleden sagde statsministeren, hun ikke kan garantere, reformen falder på plads i år. Trist! Det haster med at få lagt en retning for fremtidens sundhedsvæsen. Vælgerne mener det også: Sundhed og hospitaler er ifølge Epinion-målingen det område, danskerne mener bør være øverst på den politiske dagsorden.

Debatindlægget kan også læses i Dagbladet Politiken her:

Direktør i Kræftens Bekæmpelse: Det haster med at få lagt en retning for fremtidens sundhedsvæsen. Her er mine forslag