Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Drenge risikerer at gå glip af tilbuddet om gratis HPV-vaccination

30-05-2021
I 2019 blev HPV-vaccination indført til drenge, når de fylder 12 år. Drenge født i 2006 og første halvdel af 2007 fik samtidig et midlertidigt tilbud om gratis HPV-vaccination. Men kun 6 ud af 10 har taget imod tilbuddet. Og nu udløber fristen snart. Det er derfor en god idé at skynde sig at bestille tid til HPV-vaccination hos sin læge.
Drenge risikerer at gå glip af tilbuddet om gratis HPV-vaccination

Drenge født i 2006 og første halvdel af 2007 har fået et midlertidigt tilbud om HPV-vaccination, der udløber ved udgangen af 2021. Foto: Partnerskabet 'Stop HPV - bliv vaccineret'

HPV-vaccination tilbydes i Danmark som en del af børnevaccinationsprogrammet til alle 12-årige drenge og piger. Tilbuddet til drenge blev indført i 2019 og omfatter ikke drenge født før 1. juli 2007. Drenge født i 2006 og første halvdel af 2007 har derfor fået et midlertidigt tilbud, der udløber ved udgangen af 2021.

Fristen er 1. juli for de 14-15-årige drenge

Tilbuddet til de 12-årige er blevet taget rigtig godt imod med flere end 8 ud af 10, der allerede har fået første stik af vaccinen. Men kun lidt flere end 6 ud af 10 drenge med det midlertidige tilbud har fået første stik, og fristen er 1. juli, hvis de skal nå at blive færdigvaccineret gratis.

"Det er vigtigt, at vi får fortalt de 14-15-årige drenge og deres forældre om det midlertidige tilbud, inden det er for sent. Det ville være ubærligt, hvis en dreng og hans forældre ikke har kendt til tilbuddet, og drengen så senere i livet får en kræftsygdom, der kunne have været undgået med HPV-vaccination" siger overlæge Janne Bigaard fra Kræftens Bekæmpelse.

Janne Bigaard mener, at der er et behov for mere viden hos drengeforældrene. Det bekræftes af en rundspørge fra marts foretaget af DMA Research for Kræftens Bekæmpelse, som viser, at over halvdelen af drengeforældrene savner viden om, hvad HPV-vaccination beskytter imod.

HPV-vaccination beskytter mod andet end livmoderhalskræft

HPV er en meget smitsom og seksuelt overført virus, der kan give bl.a. analkræft og kønsvorter. Men det er langt fra alle forældre der ved, at HPV-vaccination beskytter drenge mod disse sygdomme. Mens stort set alle ved, at HPV-vaccination beskytter mod livmoderhalskræft, er det kun 7 ud af 10, der ved, at vaccinen beskytter mod analkræft. Og kun 4 ud af 10 ved, at vaccinen også beskytter mod kønsvorter. Det fremgår af rundspørgen.

Det midlertidige tilbud om gratis HPV-vaccination gælder også den gruppe af unge mænd på 18-25 år, der har sex med mænd.

Læs mere om hvem der kan få den gratis HPV-vaccination:

stophpv.dk/vaccineberegner

FAKTA

- HPV er en virus, der smitter ved seksuel kontakt, og som kan give kræft og kønsvorter.

- Hver dag får 2 danskere kræft, som skyldes HPV.

- HPV-vaccination beskytter mod op til 90 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft, analkræft og kønsvorter.

- Drenge født i 2006 og første halvdel af 2007 kan som en del af et midlertidigt tilbud få gratis HPV-vaccination indtil udgangen af 2021.

- Indtil udgangen af 2021 er der også et tilbud om gratis HPV-vaccination til unge mænd på 18-25 år, der har sex med mænd.

- Drenge og mænd, der er indbefattet af det midlertidige tilbud, skal have første stik senest 1. juli 2021 for at nå at blive færdigvaccineret, inden tilbuddet udløber.

- Hvis man får første stik af HPV-vaccinen, inden man fylder 15 år, kan man nøjes med to stik i alt. Ellers skal man have tre.

- Sundhedsstyrelsen anbefaler, at piger og drenge bliver HPV-vaccineret, når de fylder 12 år.

Læs mere på stophpv.dk

Ny podcast om HPV-vaccination til drenge

I podcasten ”Sidste Stik”, der er en del af informationsindsatsen ’Stop HPV – bliv vaccineret’, som Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen står bag, diskuterer forfatter og blogger, Cana Buttenschøn, og radiovært og debattør, Ditte Okman, HPV-vaccinationen til drenge.

Podcasten ”Sidste Stik” kan findes her.

Har du spørgsmål til HPV-vaccination?

Så tag en snak med din læge eller ring gratis til Kræftens Bekæmpelses HPV-linje på 80 40 10 00 mandag til torsdag kl. 9-21.