Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Efter genåbningen: Kræftpatienter føler sig utrygge

26-02-2022
Hver tredje kræftpatient er utryg i det genåbnede samfund, og en del holder sig hjemme for at undgå coronasmitte. Det viser rundspørge i Kræftens Bekæmpelses brugerpanel.

Mens mange stadig jubler over, at mundbind, hjemmearbejde og corona-pas nu er fortid, vækker det hos kræftpatienterne bekymring, at corona-restriktionerne er væk. Foto: Colourbox

Hver tredje kræftpatient føler sig utryg i det genåbnede samfund, og hver fjerde holder sig hjemme det meste af tiden for at undgå smitte. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelses Brugerpanel, hvor 350 kræftpatienter har svaret på, hvordan de har det lige nu.
 
Hver anden særligt sårbare kræftpatient er utryg

Ser man på svarene fra gruppen af særligt sårbare kræftpatienter, er der utryghed hos hver anden, også selvom de har fået fjerde booster-stik.

Kræftpatienternes svar gør stort indtryk på mig, siger Pernille Slebsager, afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse

- Kræftpatienternes svar gør stort indtryk på mig. På den ene side ser vi glæde i befolkningen over de ophævede restriktioner, og mange er nu i gang med at leve livet som før corona. På den anden side ser vi sårbare patienter, hvor selv hverdagens små gøremål som indkøb og transport giver utryghed, siger Pernille Slebsager.

Læs tidligere appel fra Kræftens Bekæmpelse:
Husk særligt sårbare kræftpatienter, når samfundet åbner

Efter flere efterårs- og vintermåneder med et nedlukket Danmark, var det 1. februar i år slut med tvungen afstand, corona-pas og andre af de udmeldte restriktioner. Og det på trods af, at der stadig er tårnhøje smittetal grundet Omikron, som dog giver et mildere sygdomsforløb og derfor ikke belaster sygehuskapaciteten.
 
Men det er altså ikke alle, der jubler over genåbningen. Det viser de generelle tryghedstal i Kræftens Bekæmpelses brugerpanelsundersøgelse. 60 pct. af kræftpatienterne siger også, at deres tryghed ved at færdes i det offentlige rum i høj grad eller i nogen grad har ændret sig efter genåbningen.  

Bekymrende at mange holder sig hjemme - vigtig reminder til os alle om at være OBS på adfærd i det offentlige rum

Pernille Slebsager, afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse

Stort set alle de adspurgte tager derfor forholdsregler, og begrænser at opholde sig på steder med mange mennesker (69 pct.) og giver færre knus og håndtryk (68 pct.). Disse forholdsregler lægger sig fint op Sundhedsstyrelsens råd til personer i øget risiko.
 
Hver fjerde holder sig hjemme det meste af tiden

Men desværre viser tallene også, at hver fjerde kræftpatient holder sig hjemme det meste af tiden. Og dét bekymrer Kræftens Bekæmpelse.
 
- Det slider på livskvaliteten at holde sig hjemme det meste af tiden. Undersøgelsen er en reminder til os alle om at være OBS på vores adfærd i det offentlige rum. Vigtigt for sårbare grupper, at vi viser hensyn og husker at følge de smitteforebyggende råd, siger Pernille Slebsager.
 
Kræftens Bekæmpelse opfordrer til kontakte egen læge eller behandlende læge, hvis man er i tvivl om, hvilke forholdsregler, der gælder i forhold til individuelle risiko i det genåbnede samfund. Man er også velkommen til at vende sine eventuelle bekymringer med vores rådgivere på Kræftlinjen eller i kræftrådgivningerne i hele landet.

350 kræftpatienter har deltaget i undersøgelsen og heraf er 42 pct. aktuelt i kræftbehandling eller i forebyggende efterbehandling.

Find hele rundspørgen her
Kræftpatienter i det åbne samfund uden restriktioner

Udpluk af kræftpatienternes kommentarer i rundspørgen

"Nu er smitten sluppet løs for at alle kan/skal få det. Men hvad med dem der måske ikke kan tåle at blive syge? Det kan også påvirke hvornår man kan få sin næste kemo, der evt så bliver rykket."

"Jeg blive nervøs når jeg bevæger mig rundt, evt. i kø ved et supermarked, apotekter, en smal gangsti, hvor man skal passere hinanden tæt."
 
"Er meget bange for at blive smittet, nu da testning er minimal og der derfor kan gå mange smittebærere rundt uden at vide det."

"Før var det alles ansvar at undgå smitte, nu står jeg meget alene med det"

Råd til kræftpatienter i det åbne samfund
  • Hvis du er i tvivl om, hvilke forholdsregler, der gælder for dig – så kontakt egen eller behandlende læge.
  • Har du brug for at tale din situation igennem, er du velkommen til at ringe til vores professionelle rådgivere på Kræftlinjen 80 30 10 30.
  • Som kræftpatient er du vant til at passe godt på dig selv. Tager du flere forholdsregler end din læge anbefaler dig, så overvej om det kan påvirke din livskvalitet negativt.
  • Fortæl venner og familie hvad du har brug for af hensyn. Brug hold-afstand-badge i det offentlige rum, hvis du har brug for signalere at der er behov for mere afstand.

Brug for at tale din situation igennem?
Få rådgivning og støtte på Kræftlinjen – 80 30 10 30

Find en kræftrådgivning nær dig
Kræftens Bekæmpelses landsdækkende rådgivningstilbud

Opsummerende hovedresultater

Baggrundsdata:
350 kræftpatienter har deltaget i undersøgelsen (ud af 652 inviterede, svarprocent 54 pct.)
Heraf er 42 pct. aktuelt i kræftbehandling eller forebyggende efterbehandling.

Vaccinestatus:
75 pct. har fået 3. vaccinestik mod corona-virus, mens 20 pct. har fået 4. stik.
5 pct. har enten fået 2 stik eller er ikke vaccineret.

Tryghed
35 pct. af kræftpatienterne føler sig i lav grad eller slet ikke trygge ved, at alle corona-restriktioner er faldet bort, og at samfundet er åbnet op igen

59 pct. af kræftpatienterne angiver, at deres følelse af tryghed ved at færdes i det offentlige rum har ændret sig, hvis de sammenligner med tiden før restriktionernes ophør.

Af de patienter, der beskriver, hvordan deres følelse af tryghed har ændret sig (150 personer), beskriver 64 pct., hvordan deres følelse af tryghed er blevet mindre, mens 18 pct. synes, den er blevet større (18 pct. hverken/eller)

Forholdsregler
De fleste kræftpatienter (91 pct.) tager én eller flere forholdsregler, når de færdes i det genåbnede samfund.

Ser man nærmere ind i undersøgelsens åbne besvarelser, er det særligt disse bekymringer, der fylder:

Tema 1
Alvorligt sygdomsforløb med corona oveni en i forvejen livstruende kræftsygdom.

Tema 2
Planlagte kræftbehandlinger på sygehuset, fx kemobehandling udskydes pga. corona-sygdom

Tema 3
Angst for at blive smittet og ikke vide, hvordan man som kræftpatient reagerer på virussen. Hvor syg bliver man? Mit immunforsvar er lavt i forvejen, hvad kan jeg forvente?