Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Færre solskoldninger betyder færre kræfttilfælde i fremtiden

11-07-2019
Andelen af danskere, der bliver solskoldet, er støt faldet med ca. 1 pct. per år i perioden 2007-2015. Det lyder ikke af meget, men et stabilt fald over tid har stor betydning for, hvor mange der med tiden udvikler hud- og modermærkekræft. Det viser et nyt studie.

Ni ud af 10 tilfælde af hud- og modermærkekræft kan forebygges. Her er korrekt solbeskyttelse en afgørende faktor. Foto: Sonny Singh.

Vi er blevet bedre til trække ind i skyggen, finde solhatten frem og smøre os ind i solcreme. Og det betyder, at færre danskere hvert år bliver solskoldet, hvilket har en direkte afsmittende effekt på, hvor mange der får konstateret hud- og modermærkekræft.

I et nyt studie har forskere regnet på, hvad det betyder for antallet af hud- og mærkekræfttilfælde i fremtiden.

Konkret har de regnet på tre forskellige scenarier for perioden 2016-2040:

  • Scenarie 1: I perioden 2016-2023 vender andelen af skoldninger tilbage til 2007-niveau
  • Scenarie 2: Efter 2015 forbliver andelen af skoldninger konstant på 2015-niveau
  • Scenarie 3: Efter 2015 fortsætter faldet i andelen af solskoldninger med 1 pct. årligt.

Forskerne har brugt programmet PREVENT, til at regne på de tre scenarier. Programmet kan samkøre en række data. Det drejer sig om ændring i adfærd og befolkningssammensætning, den historiske udvikling i antallet af kræfttilfælde, samt risikoestimater for hud- og modermærkekræft. På den måde kan programmet beregne, hvor mange færre personer, der frem mod 2040 kan forventes at få kræft.


Op mod 30.000 kræfttilfælde kan undgås

I det første scenarie – som er det mest konservative skøn – vurderes det, at vi vil se ca. 4.000 færre kræfttilfælde frem mod 2040, end hvis vi ikke havde set et fald i andelen af solskoldninger. Antallet af sparede kræfttilfælde stiger til ca. 14.000 i scenarie 2 og næsten 30.000 i scenarie 3 frem mod 2040.

Brian Køster, der er seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne og hovedforfatter bag studiet, glæder sig over resultaterne:

-Vi ved, at solskoldninger er en afgørende risikofaktor for udvikling af hud- og modermærkekræft. Resultaterne af dette studie giver håb for fremtiden, fordi vi ser, at danskerne faktisk solskoldes mindre end tidligere. Uanset hvilket scenarie vi ser på, betyder det, at vi har undgået flere tusind kræfttilfælde over de næste 20-25 år, siger Brian Køster.

Danskerne solskoldes mindre end tidligere, og det giver håb for fremtiden, mener Brian Køster.

Forebyggelse nytter

Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne har siden 2007 fortalt danskerne, at de skal passe på i solen og undgå solarium. Kampagnen har arbejdet for at få solbeskyttelsesbudskabet ud til danskerne via en række forskellige indsatser.

Når der i perioden 2007-2015 er sket et fald i andelen af danskere, der solskoldes, tyder det på, at danskerne har taget kampagnens budskaber til sig. Studiet viser derfor ikke bare, at færre solskoldninger forebygger kræft – det viser også, at forebyggelsesindsatser gør en forskel.

-Det er både bedre og billigere at forebygge end at behandle kræft, og når vi har at gøre med hud- og modermærkekræft er forebyggelsespotentialet virkelig stort. Ni ud af ti tilfælde kan forebygges, og det er glædeligt at se, at Solkampagnen – med hjælp fra blandt andet Kræftens Bekæmpelses frivillige– forebygger kræft, siger Brian Køster.

Selvom vi ser positive resultater, kan vi godt blive endnu bedre til at undgå solskoldninger. Og man kan såmænd sagtens stadig nyde solen, bare man husker solrådene om skygge, solhat og solcreme, som fortsat er højaktuelle her i sommerferien, lyder opfordringen.

Læs mere om solbeskyttelse her:
www.Solkampagnen.dk 

 

Det videnskabelige studie er publiceret i tidsskriftet Medicine og kan læses her:

Development in sunburn 2007–2015 and skin cancer projections 2007–2040 of campaign results in the Danish population