Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Forskning skal føre til bedre behandling af lymfekræft i huden

16-05-2017
Lymfekræft i huden er hos de fleste patienter en ret fredelig sygdom, der kan ligne et uskyldigt eksem. Men hos en tredjedel af patienterne udvikler sygdommen sig mere alvorligt. Kræftens Bekæmpelse har bevilget tre mio. kr. til et forskningsprojekt, der skal vise, hvordan sygdommen udvikler sig til at blive aggressiv, og om det kan lade sig gøre at bekæmpe den med antibiotika.

Der mangler gode behandlingsmuligheder til patienter med alvorlig lymfekræft i huden. Det nye forskningsprojekt kan forhåbentlig vise vejen. Foto: Colourbox

Det nye projekt bygger videre på forskning, som viser, at stafylokokbakterier spiller en vigtig rolle i udvikling af lymfekræft i huden.

Patienter med lymfekræft i huden får oftere betændelse i huden end raske mennesker. Det er ikke så mærkeligt, fordi patienternes hud er mere skrøbelig på grund af kræftsygdommen. Det nye, som forskerne har fundet ud af, er, at kræftcellerne ligefrem kan have gavn af infektionerne.

Giftstoffer fra nogle typer af stafylokokbakterier får nemlig raske celler til at danne stoffer, som fremmer kræftcellernes vækst, fortæller professor ved Københavns Universitet, Niels Ødum, der står i spidsen for forskningen.

- Infektionen ikke kun noget, der opstår, fordi man er syg. Den er også med til at påvirke sygdommen, så den bliver værre, forklarer han.

En ond cirkel med mere betændelse og mere kræft

Når immunforsvaret aktiveres på grund af infektionen, så begynder immunforsvaret at producere vækstfaktorer, der skal sørge for endnu flere immunceller. Forskernes teori er, at kræftcellerne kan snylte på disse vækstfaktorer. Det betyder, at når immunforsvaret bliver aktiveret, så bliver kræftcellerne også aktiveret, fortsætter han.

- Vi tror, at kræftpatienten havner i en ond cirkel, hvor infektionen fører til mere kræft, som hæmmer immunforsvaret – som så igen giver grobund for mere infektion, siger Niels Ødum.

Hypotesen skal afprøves i det nye forskningsprojekt. Forskerne vil undersøge, hvad der sker, når lymfekræft i huden udvikler sig til at blive en aggressiv sygdom. De vil også finde ud af, om behandling med antibiotika kan bremse udviklingen af aggressiv lymfekræft i huden og forbedre den øvrige behandling – og uden at der opstår nye problemer med bakterier, der er modstandsdygtige over for antibiotika.

Håbet er, at man inden længe kan udvikle en ny standard for behandling af lymfekræft i huden. Det er der nemlig brug for, siger Niels Ødum.

- Patienter med lymfekræft i huden er en overset gruppe af ældre og midaldrende mennesker, som der desværre ikke findes gode behandlingsmetoder til. Forhåbentlig kan vores forskning komme disse patienter til nytte, siger han.

Lymfekræft i huden rammer årligt cirka 50 mennesker i Danmark. Hos en tredjedel af dem udvikler sygdommen sig aggressivt.

Lymfekræft i huden (hudlymfomer)

Knæk Cancer støtter forskningen

Forskningsprojektet ’Stafylokok-toksiner fremmer kræft og er nye angrebspunkter for behandling af T-celle lymfom i huden’ har fået tre mio. kr. fra Knæk Cancer-indsamlingen i 2015. Professor ved Københavns Universitet Niels Feentved Ødum står i spidsen for forskningsprojektet, der forventes afsluttet i 2018.

Læs mere om hvad pengene fra Knæk Cancer-indsamlingerne går til på Det går pengene til