Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Fredag med fokus på underlivskræft

18-09-2019
20. september vil der i en række lande verden over - bl.a. Danmark - være arrangementer i anledningen af begivenheden ’World Go Day.’ Den skal informere om kræftsygdomme i underlivet og støtte op om kvinder ramt af underlivskræft.

Fredag 20. september får kvinder med underlivskræft støtte i form af en række arrangementer. Foto: Colourbox

Kvinder med kræft i underlivet vil fredag i denne uge opleve særlig omsorg og fokus på deres sygdom. For første gang nogensinde afholdes ’World Go Day,’ som skal oplyse om kræftsygdommen eller rettere sygdommene. Underlivskræft kan nemlig være mange forskellige sygdomme såsom livmoderhalskræft, livmoderkræft, æggestokkræft, vulvacancer og kræft i skeden.

Sidste år besluttede ENGAGE, den store europæiske sammenslutning for patientforeninger, der støtter kvinder med underlivskræft, at der skulle holdes en særlig dag for at sætte fokus på sygdommen. Flere organisationer uden for Europa tilsluttede sig den gode idé, og 20. september blev udvalgt til at være dagen for begivenheden.

I Danmark støtter den landsdækkende patientforening KIU - Kræft i underlivet op om dagen. Den bliver markeret ved, at repræsentanter for KIU besøger de otte hospitaler, der behandler underlivskræft herhjemme. I samarbejde med sygeplejerskerne har KIU fået lov til at udlevere en hilsen til alle patienter i behandling for underlivskræft. De får et brev, en pjece samt en notesblok og kuglepen til de mange spørgsmål, der trænger sig på, når man får underlivskræft. 

Det er sygehusene i Aalborg, Herning, Vejle, Odense, Roskilde og Herlev samt Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet i København, der får besøg.

'Momseholdet' spiller i Frederikssund

Foreningens formand Birthe Lemley er fra Frederikssund i Nordsjælland, og hun har sammen med den lokale afdeling af foreningen sat gang i lokale initiativer, som holdes 20. september.

- Vi har allieret os med ’Momseholdet,’ som er et lokalt fodboldhold for plus 60-årige kvinder. Vi er så heldige, at de har indvilget i at sætte fokus på dagen med os. Motion er ekstremt vigtigt – også for kræftpatienter. Derfor har vi valgt at gøre opmærksom på emnet motion og kræft som en del af dagens program, siger Birthe Lemley.

I Frederikssund vil der efter Momseholdets opvisningskamp kl. 10 på byens stadion være oplæg i klubhuset ved forskellige eksperter i underlivskræft.