Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Frivillige i Horsens har succes med at sy genbrug om til stofposer

16-12-2020
Siden foråret 2019 har Annalise og Else, som er frivillige i Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Horsens, produceret klimavenlige stofposer ud af brugt stof, duge og sengetøj, som ikke kan sælges i butikken. Poserne sælger som varmt brød og bruges til alt fra indkøbsnet til klimavenlig julegaveindpakning.
 Annalise og Else, som er frivillige i Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Horsens, produceret klimavenlige stofposer ud af brugt stof, duge og sengetøj, som ikke kan sælges i butikken.

Else Kjærbye og Annalise Thorsen kan næsten ikke følge med efterspørgslen på stofposer i Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Horsens. Foto: Nille Gry Klinge.

Der er gang i symaskinerne i Horsens. Annalise Thorsen og Else Kjærbye er begge frivillige i Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Horsens, men deres engagement stopper ikke her. I foråret sidste år fik de den gode ide at udnytte det stof, som ikke kunne sælges i butikken. Det tæller alt fra tyndslidte dynebetræk, duge med pletter på til stofrester. De begyndte at sy stofposer og sælge dem i butikken. Poserne er et samarbejde fra start til slut.

- Vi klipper som regel poserne op om mandagen, når vi er på arbejde i butikken. Så tager jeg dem med hjem og overlocker kanterne. Jeg har min symaskine foran tv’et, så jeg kan sidde og arbejde om aftenen, mens jeg ser fjernesyn. Derefter giver jeg dem til Else, som syr poserne sammen. Så er de klar til salg i butikken mandagen efter, fortæller Annalise Thorsen.

Begge kvinder er tidligere hånsarbejdslærere i folkeskolen, så det med at betjene nål og tråd sidder på rygraden.

- På de første to måneder solgte vi flere end 100 poser. Folk er faktisk ret begejstrede for idéen. Det er jo genbrug på højt plan, for det redder noget stof fra at blive smidt ud, og vi tjener penge til Kræftens Bekæmpelse, som vi ellers ikke ville få i kassen. For os er det en god forretningsidé, og så synes vi det er sjovt, smiler de to ildsjæle.

Jesper Fisker med jubilæumsposen.

Jesper Fisker med jubilæumsposen. Foto: Fredrik Björnemalm Fleischer

Netop rundet en milepæl

Annalise har fra starten af talt poserne for sjov, så de kunne følge med i, hvor mange det blev til. Sidste år blev pose nr. 1000 bortauktioneret på Facebook. Den blev købt af en lokal forretningsmand, som gav 1000 kr. for den. Da de her i efteråret kom til pose nr. 2000, skulle det også markeres. Annalise og Else valgte at lave en særlig jubilæumsudgave og forære den til direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker. Og den faldt i god jord hos Jesper.

Men det stopper ikke her. Der er i den grad gang i produktionen i Horsens. Annalise og Else passerer snart pose nr. 2500.

- Vi kan godt lide at sy poserne og har det sjovt med det. Det er dejligt at se, at kunderne er så glade for poserne, og at vi kan inspirere andre til selv at gå i gang med projektet, Siger Annalise.

Else og Annalise foran stativet med stofposerne.

Else og Annalise foran stativet med stofposerne. Foto: Nille Gry Klinge.

Nye modeller i butikken

Stofposerne er blevet så populære, at Annalise og Else har føjet endnu en model til produktionen. Den nye model er en mindre udgave, som kan bruges til frugtpose til børn, til strikketøjet, cykelkurven og andre småting, der skal være samling på.

- Min Bridgeklub har alle bestilt en lille pose hver. Den passer perfekt til at holde styre på alle de små dele, som skal fragtes frem og tilbage. Vi har også fået bestillinger til hele skoleklasser, fortæller Annalise.

Poserne bliver solgt for 5. kr. De prøvede at sætte prisen op til 7 kr., men så faldt salget. Så nu er prisen tilbage på en femmer.

Klimavenlig indpakning til jul

Begge typer af poser kan også bruges som alternativ indpakning her i juletiden. Der kommer mere og mere fokus på klimaet og den pris, som kloden betaler for vores forbrug. Alene her i december ryger der masser af gavepapir direkte i skraldespanden, når gaverne er pakket op juleaften.

- En af vores kolleger i butikken kom med en bestilling fra sit barnebarn. Han ville gerne købe en håndfuld poser til at pakke julegaverne ind i. Så bliver indpakningen også en lille ekstra gave i sig selv, fortæller Annalise.

 

Kræftens Bekæmpelse Genbrug

Kræftens Bekæmpelse har 15 genbrugsbutikker fordelt på Sjælland, Fyn og Jylland. Butikkerne er drevet af frivillige, og alle indtægter går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige. Du er velkommen til at støtte kræftsagen ved at aflevere brugte ting i butikken.

Find din nærmeste butik og se åbningstider:

Kræftens Bekæmpelse Genbrug