Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

FV19: Giv vores børn en røgfri fremtid

07-05-2019
Folketingsvalget er udskrevet. Kræftens Bekæmpelses budskab til partierne: Giv vores børn og unge en røgfri fremtid - gå sammen og gør det, der skal til. Giv dem en plan mod tobak.

Børn og unge fortjener en røgfri fremtid. Kræftens Bekæmpelse opfordrer politikerne til at handle. Folketingsvalget er den helt rette anledning. Modelfoto: Colourbox

Giv børn en røgfri fremtid, lyder det fra Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse

Giv børn en røgfri fremtid, lyder det fra Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse

Nu kommer det længe ventede folketingsvalg - Grundlovsdag skal vi afsted til stemmeboksen. Kræftens Bekæmpelse har ét tydeligt budskab til folketingskandidaterne: Læg en plan for, hvordan vi undgår, at børn og unge begynder at ryge.

- Lige nu har politikerne muligheden for at forhindre, at 40 børn og unge hver eneste dag begynder at ryge. Hvis politikerne har viljen og modet, kan de ændre det. Og det tror jeg faktisk, at mange af dem har, nu hvor posen af politiske alliancer bliver rystet, siger Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Det kan være svært at stoppe med at ryge, så det skal også være svært at begynde. Og som det er nu, er det alt for nemt at tænde den første cigaret

Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse

For nemt at tænde den første cigaret

Kræftens Bekæmpelse fokuserer på unges rygning, fordi rygning er den enkeltårsag, der er skyld i flest kræfttilfælde. Omkring 5000 danskere dør hver år af kræft på grund af rygning. Tæller man også andre sygdomme som hjerte-kar- og lungesygdomme med, er rygning hvert år skyld i 13.600 dødsfald.

- Hver anden af de unge, der i dag begynder at ryge, vil dø af det senere i livet, hvis de bliver ved. Det kan vi som samfund ikke være bekendt, og det skal vi gøre noget ved. Det kan være svært at stoppe med at ryge, så det skal også være svært at begynde. Og som det er nu, er det alt for nemt at tænde den første cigaret, slår Jesper Fisker fast.

Det handler om vores børns fremtid. Deres fremtid er simpelthen for vigtig til, at det her skal gå op i markeds-interesser, politiske studehandler og diskussioner om grænsehandel eller retten til at ryge sig selv ihjel

Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse

En plan mod tobak

I Kræftens Bekæmpelse ved man, hvad der skal til, hvis færre unge skal begynde at ryge. Prisen på tobak skal have et ordentligt nøk opad, tobakken skal under disken i alle butikker og skoletiden skal være røgfri på alle skoler.

 - Vi har set i Norge og andre lande, at det virker. Samler vi de vigtigste indsatser i en samlet national plan mod tobak, så vil færre begynde at ryge. Det handler om vores børns fremtid. Deres fremtid er simpelthen for vigtig til, at det her skal gå op i markedsinteresser, politiske studehandler og diskussioner om grænsehandel eller retten til at ryge sig ihjel. Ingen ønsker, at børn og unge skal ryge. Mit opråb til politikerne er: Gå sammen og gør det, der skal til, lyder det fra Jesper Fisker.

Det mener Kræftens Bekæmpelse om prisen på tobak

Ifølge en lang række meningsmålinger, kan politikerne roligt skue op for prisen på cigaretter, gemme den væk i butikkerne og gøre skoletiden røgfri. Et flertal af danskerne bakker nemlig op om tiltagene.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden arbejder sammen med 150 virksomheder, organisationer og institutioner for, at ingen børn og unge ryger i 2030.

Plan mod tobak – de vigtigste skridt til en røgfri fremtid

• Prisen på en pakke cigaretter sættes op til mindst 60 kr. og følges af årlige prisstigninger til 90 kr. pakken.

• Tobakken skal flyttes under disken eller skjules i alle butikker, der sælger tobak.

• Skoletiden skal være røgfri på alle skoler – både på skolens område og uden for.