Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Allerede for mere end 2000 år siden, kaldte den græske filosof Hippókrates, en gåtur for verdens bedste medicin. Vores egen Søren Kirkegaard har sagt, at han ikke kendte en tanke så tung, at man ikke kunne gå fra den. Og efter et år med skiftende corona-restriktioner, aflyste rejser, lukkede svømmehaller og sportsklubber på pause, har flere i Danmark fået øjnene op for noget så simpelt som en gå-tur.
Det viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut, der via Epinion har undersøgt folks motionsvaner. Før den første corona-nedlukning svarede ca. fire ud af ti voksne, at de ’vandrer eller går ture i deres fritid’. Et år senere – i februar 2021 er det tal tættere på seks ud af ti (58 pct.)
Læs undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut
Og der er flere gode grunde til at holde fast i den nye vane med at gå en tur. Et nyere amerikansk forskningsstudie viser nemlig, at folk, der dagligt går 8000 skridt, har 50 pct. lavere risiko for tidlig død end folk der kun går 4000 skridt.
I undersøgelsen bar knap 5000 amerikanske mænd og kvinder over 40 år en skridttæller i en lille uges tid tilbage i 2003-2006. Da forskerne ti år senere fulgte op på, hvordan det gik dem, så de en klar sammenhæng. Der var langt flere døde i gruppen, der kun gik få skridt om dagen (eksempelvis 2000) end blandt dem, der gik mange.
Gåture får fedtet i blodet til at falde, og det mindsker risikoen for åreforkalkning og blodpropper i hjerte og hjerne
Bente Klarlund, overlæge og professor, Center for Aktiv Sundhed
Overlæge og professor Bente Klarlund har skrevet en bog om at gå, der hedder ’Gå-bogen: Gå, så går det nok’, hun forklarer, at når man sætter den ene fod foran den anden, nedsætter man sin risiko for 35 sygdomme, herunder kræft, demens og hjertesygdom.
- Der er noget helt særligt ved det at gå, og det er et problem, at der er så mange, der ikke er fysisk aktive. Mange står af, når snakken går på maraton eller triatlon. Men de fleste kan være med, når det handler om at sætte det ene ben foran det andet, siger hun.
Bente Klarlund forklarer, at en muskel fungerer som en kirtel, så når vi begynder at gå, så begynder musklen at producere hundredvis af stoffer, som kaldes myokiner. De kan gå til alle mulige organer og være med til at holde kroppen og hjernen rask. Men de sundhedsfremmende effekter stopper ikke der.
- Gåture får fedtet i blodet til at falde, og det mindsker risikoen for åreforkalkning og blodpropper i hjerte og hjerne, og desuden kan gåture bidrage til en stabilisering af blodsukkeret, hvilket mindsker risikoen for type 2-diabetes. Bevægelse dæmper derudover kroppens inflammation, som kan medvirke til udviklingen af hjertekarsygdomme og kræft, siger hun og understreger, at gåturene også har positiv effekt på vores hjerner.
Når vi går en tur, udskiller vores muskler nemlig nogle stoffer, som går op i hjernen og stimulerer stoffet BDNF, der får vores hukommelsescenter i hjernen til at vokse. Det resulterer i, at vi husker bedre, tænker bedre og får et bedre humør.
Derudover sker der en stimulering af de såkaldte lykkehormoner, serotonin, dopamin og noradrenalin, som er de hormoner, man blandt andet forsøger at påvirke med antidepressiv medicin. Allerede efter kort tid påvirker musklerne hjernens hormonbalance, som vi f.eks. kan opleve som bedre humør efter fem minutter.
Men det er ikke helt lige meget, hvordan man går. Der skal helst lidt fart på, for lige præcis en rask gåtur, hvor pulsen kommer op, har vist sig at kunne forebygge kræft. Og ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet: ’Danmark i bevægelse’, så halter det lidt med tempoet, når familien Danmark går tur. Kun 22 pct. af dem, der ’ofte går tur’ svarer nemlig, at de går ture i ’hurtigt tempo’.
I 2010 viste et stort forskningsstudie fra World Cancer Research Fund i England, at 10.000 briter årligt kunne undgå at få bryst- eller tarmkræft, hvis de dyrkede mere motion som eksempelvis en rask gåtur. Blot 45 minutters let motion om dagen kunne forhindre omkring 5500 kvinder i at udvikle brystkræft. Samtidig ville der være omkring 4600 færre tilfælde af tarmkræft, hvis flere dyrkede motion, konkluderede forskerne.
- Der er altid usikkerhed forbundet med den slags undersøgelser, men talrige forskningsprojekter har vist, at moderat eller intens motion aktiverer immunsystemet og forebygger en stribe kræftsygdomme. Så der er efterhånden ganske meget, der underbygger den generelle sundhedsanbefaling om at være fysisk aktiv på en måde, hvor pulsen kommer op, i mindst 150 minutter om ugen (svarende til 2,5 time), siger læge og forsker Jesper Frank Christensen fra Rigshospitalets Center for Aktiv Sundhed.
Læs om undersøgelsen Danmark i bevægelse
Læs om forksningsstudiet fra World Cancer Research Fund i Videnskab.dk
I Kræftens Bekæmpelses podcast, Sundhedsmissionen, fortæller Hanne Munk Scheller, seniorprojektleder for Kræftens Bekæmpelses motionsindsatser, hvorfor det er så sundt at gå. Foto: Tomas Bertelsen
Kræftens Bekæmpelse deler begejstringen for at gå og har derfor i samarbejde med ni andre organisationer etableret ’Danmark går sammen’.
Hanne Munk Scheller er seniorprojektleder på Kræftens Bekæmpelses motionsprojekter, og hun kalder gåture for ’fantastiske’, fordi de hverken kræver særligt udstyr eller kropslige kompetencer.
- Det er en meget nem og tilgængelig motionsform, der kan erstatte meget af den stillesiddende adfærd, og som Kræftens Bekæmpelse kommer til at sætte meget større fokus på i fremtiden. Meget af det vi laver, når vi sidder og ligger, kan man faktisk også lave, imens man går, siger hun.
- Man kan f.eks. snakke i telefon mens man går, lytte til en podcast, tage en walk & talk eller tage en aktiv pause i det grønne, for at give hjernen ro og adspredelse.
I en podcast: ’Gåture – hvorfor er det så sundt?’, dykker Kræftens Bekæmpelse sammen med Bente Klarlund Petersen ned i de mange positivet effekter af at gå.
I udsendelsen kan du blandt andet høre, hvordan gåture påvirker vores sundhed, og Hanne Munk Scheller, seniorprojektleder for Kræftens Bekæmpelses motionsindsatser, gør dig klogere på hvorfor gåture tæller som motion og giver råd til, hvordan du kommer godt i gang.
Find mere inspiration til din gåtur på www.danmarkgaarsammen.dk