Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Gode solråd til de voksne: Sådan solsikrer I børnene

23-04-2020
Mange børn er vendt tilbage til en hverdag med mere tid udendørs på grund af corona-forholdsregler i skoler og børnehaver. Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne giver gode råd til solbeskyttelse af vores yngste borgere.

Foto: Sonny Singh

Det er blevet forår, og mange børn er tilbage i dagtilbud og skole efter nedlukningen på grund af situationen med ny coronavirus. Men med genåbning følger mange nye forholdsregler og tiltag. I mange institutioner og skoler foregår hverdagen nu mere udendørs end tidligere. Med mere udendørsleg kommer også mere ophold i solen. Og forårssolen brænder faktisk mere end mange tror.

Derfor er det vigtigt, at både forældre og personale i dagtilbud og på skoler husker at solbeskytte børnene.

Send børnene solsikkert afsted hjemmefra

Allerede hjemmefra kan forældre være med til at sikre, at børnene solbeskyttes i institutionen eller skolen. Det gøres ved, at børnene fra morgenstunden smøres ind i et tykt lag solcreme med mindst faktor 15, hvor tøjet ikke dækker.

En grundig indsmøring om morgenen vil som udgangspunkt beskytte barnet hele dagen, men genindsmøring kan være en god ide, hvis barnet har badet eller svedt meget. Pædagoger og lærere må ifølge Sundhedsstyrelsen gerne hjælpe børnene med genindsmøring - så længe de husker god håndhygiejne. Forældre kan med fordel smide en ekstra solcreme i skoletasken.

Ud over solcreme er det også en god ide at sende børnene afsted med en solhat og tøj, der dækker overarme og lår.

Skab solsikre rammer for børnene

Skygge er afgørende for at beskytte børnene mod solen. Derfor er det vigtigt, at børnene kan finde skygge på legepladsen eller i skolegården – specielt når solen er stærkest mellem 12 og 15. For at beskytte børnene mod solens stråler kan institutioner og skoler skabe skygge ved for eksempel at hænge solsejl op, bygge huler eller opstille pavilloner.

Solkampagnen hjælper med at sætte fokus på solbeskyttelse

På denne tid af året plejer frivillige fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne at besøge en masse institutioner og fortælle om solbeskyttelse. Her lærer børnene om solens stråler og får gode solråd, og pædagogerne opfordres til at arbejde med institutionens solpolitik. På grund af situationen med corona kommer der desværre ikke frivillige på besøg i år. Men det er muligt at få tilsendr materialerne, så institutioner selv kan lave soltema og indføre en solpolitik.

Frivillige vil den næste tid ringe rundt til mange af landets institutioner og tilbyde sol-pakker leveret til institutionens dør. Det er dog også muligt for institutionerne selv at bestille en sol-temapakke. Det skal de gøre via Kræftens Bekæmpelses webshop:

Kræftens Bekæmpelses webshop.

For de større børn, der går i skole, kan Solkampagnen hjælpe med undervisningsmaterialer, der sætter fokus på solbeskyttelse. Til indskolingen kan man bruge materialet ’Solsmart,’ hvor man f.eks. skal lave skyggeskattejagt og lære solrådene. Mellemtrinet kan bruge materialet ’Soleklart,’ hvor man f.eks. skal designe en solsikkert skolegård og lære om solens uv-stråler. Se materialerne her:

Solsmart: Lektioner

Soleklart 

Læs mere om Solkampagnen og de tre solråd:

Solkampagnens 3 solråd: Skygge, solhat og solcreme

Solkampagnens anbefalinger om solbeskyttelse af børn i forbindelse med corona

Forælder:

  • Smør dit barn ind i et tykt lag solcreme hjemmefra. Husk rigeligt med solcreme de steder, som tøjet ikke dækker - så er en indsmøring om morgenen oftest nok.
  • Giv gerne dit barn en solcreme med i institution, så der er mulighed for genindsmøring, hvis barnet har svedt eller badet.
  • Giv dit barn en solhat med i institution og sørg for at tøjet dækker overarme og lår.

Institution/skole:

  • Meld ud til forældre at det vigtigt med solbeskyttelse, da børnene vil være meget udendørs.
  • Hold gerne børnene inde eller i skygge når solen er stærkest mellem 12 og 15.
  • Sørg gerne for at der er muligheder for, at børnene kan søge skygge på udendørsarealer.
  • Hvis børnene har svedt eller badet kan personalet genindsmøre de mindste og minde de større børn om, at de skal huske at genindsmøre sig.

Hold øje med uv-indekset

  • Både forældre, lærere og pædagoger opfordres til at holde øje med uv-indekset via appen ’UV-UNDEKS’. Kommer uv-indekset over 3, er det vigtigt, at børnene solbeskyttes. Appen ’UV-INDEKS’ kan downloades gratis via App Store eller Google Play.

Se flere gode råd til solbeskyttelse i forbindelse med COVID-19 her:
Spørgsmål og svar om solbeskyttelse og COVID-19