Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Hård motion kan måske øge effekten af immunterapi

18-04-2017
Når pulsen kommer op, danner kroppen flere immunceller, og immunforsvaret kan dermed lettere bekæmpe kræftcellerne. Det viser nye resultater, som forskere fra Herlev Hospital vil dykke længere ned i. Samtidig undersøger forskerne, om de kan stimulere immuncellerne til at bekæmpe kræft med endnu større styrke. Målet er at øge effekten af immunterapi, der går ud på at styrke kroppens eget immunforsvar til at slå kræftceller ihjel.

Forskere vil undersøge, om hård motion kan øge effekten af kræftbehandling med immunterapi. Forsøg med mus viser lovende resultater.

Kan en løbetur forbedre dine chance for at overleve kræft? Ja, det er der faktisk noget, der tyder på, og den viden skal forskere fra Herlev Hospitals Center for Cancer ImmunTerapi nu se nærmere på i et nyt forskningsprojekt.  Det fortæller professor og centerleder, Per thor Straten, der skal stå i spidsen for projektet. 

Vi har vist, at mus, der motionerer, har markant mindre risiko for at udvikle kræft end mus, der ikke motionerer, og når de så udvikler kræft, så er svulsterne meget mindre

Per thor Straten, professor og centerleder ved Herlev Hospitals Center for Cancer ImmunTerapi

Målet er at blive klogere på immunforsvarets rolle i kampen mod kræftcellerne for på den måde at gøre behandlinger med immunterapi endnu mere effektive. For selvom flere eksperter spår, at immunterapi vil revolutionere kræftbehandlingen i fremtiden, så virker det ikke på alle patienter. Og her har Per thor Straten i samarbejde med Københavns Universitet gjort en spændende opdagelse, som han nu har fået penge til undersøge nærmere: 

- Vi har vist, at mus, der motionerer, har markant mindre risiko for at udvikle kræft end mus, der ikke motionerer, og når de så udvikler kræft, så er svulsterne meget mindre. Vi formoder derfor, at mus, der dyrker motion, har en bedre effekt, når de blive behandlet med immunterapi, forklarer han.

Motion øger antallet af dræberceller

Forskerne har vist, at hård motion, hvor pulsen kommer op, kan øge antallet af de immunceller, der hedder NK-celler, Natural Killer-cells eller dræberceller. Og jo flere der er af dem i en kræftsvulst, jo lettere kan immunforsvaret bekæmpe kræftcellerne. Og det er nyttig viden:

Per thor Straten skal stå i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan immunterapi kan hjælpe flere kræftpatienter i fremtiden.

- Vi forestiller os, at vi i fremtiden kan måle, hvor mange immunceller der er i den enkelte patients kræftsvulst. Og hvis der er få immunceller, kan patienten blive sat i gang med at motionere inden behandlingen med immunterapi og dermed øge chancerne for, at behandlingen virker, som den skal, fortæller Per thor Straten. 

Vil også genmanipulere immuncellerne

Forskerne skal nu undersøge, hvor meget og hvor hård motion der skal til, og hvordan de kan måle effekten. Men én ting er, at der kommer flere immunceller - forskerne vil også se, om de kan manipulere med immuncellernes gener, så de med endnu større styrke kan slå kræftcellerne ihjel.

For kræftcellerne er på forskellig vis i stand til at hæmme immuncellerne, så de alligevel ikke kan finde ud at slå kræften ned. 

- Det betyder, at en immuncelle inde i en kræftsvulst, der normalt ville kunne slå 10 eller 20 kræftceller ihjel, nu kun kan slå to eller fem celler ihjel, og så får man får ikke det optimale ud af sin behandling med immunterapi. Så hvis vi kan spore os ind på, hvad der helt præcis bremser immuncellerne, så kan vi ændre immuncellerne genetisk, så de ikke længere reagerer på det hæmmende miljø. Og det vil også øge effekten af behandlingen, forklarer Per thor Straten og fortsætter: 

- På nuværende tidspunkt ved vi kun meget lidt om, hvad der præcis bremser immuncellerne. Men vi kan se, at patienter med den samme sygdom, reagerer meget forskelligt på behandlingen, og det siger noget om, at kræftcellerne har forskellige måder at hæmme immuncellerne på. 

Skræddersyet immunterapi med motion og genmanipulation

Den viden vil kunne bruges til at skræddersy behandlingen med immunterapi til den enkelte patient. Ved at tage en prøve fra patientens kræfttumor kan man dels måle på antallet af immunceller og dels finde ud af, hvad der præcis hæmmer immuncellerne i at slå kræftcellerne ihjel. På den baggrund kan man så sammensætte en behandling, der både kan bestå af motion for at øge antallet af immunceller, og dernæst behandle med genmodificerede immunceller, der ikke lader sig snyde af kræftcellerne. Alt sammen for at give den størst mulige effekt til den enkelte patient. 

Det scenarie ligger dog stadig nogle år ude i fremtiden, men Per thor Straten er ikke i tvivl om, at mange kræftpatienter i fremtiden vil stor gavn af de forskellige og meget lovende behandlinger. 

Forsøget på Herlev sættes i gang i løbet af 2017 og forventes afsluttet i ved udgangen af 2019.

Immunterapi

Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen

Forskningsprojektet: ’Øget effekt af immunterapi mod kræft: gen-terapi og motion’ støttes med 2.100.000 kr. Støtten er givet gennem Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg

Forskningsprojektet finder sted på Center for Cancer ImmunTerapi på Herlev Hospital og ledes af professor og centerleder Per thor Straten.