Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Hver sjette vil donere arv til velgørenhed

03-01-2019
Der er en stigende interesse fra danskerne for at donere dele af deres arv til velgørende formål. Faktisk er 17 pct. klar til at skrive velgørenhed ind i deres testamente, viser ny måling fra Analyse Danmark.
Et maleri vurderes

Det er meget forskelligt, hvad folk vælger at testamentere til Kræftens Bekæmpelse. Her bliver et maleri vurderet. Foto: Tomas Bertelsen

Det kan være svært at forholde sig til, hvad der skal ske med ens ting og værdier, når man en dag ikke er her længere. Men for 38-årige Chalotte Hildebrandt var det vigtigt at tage stilling. Hun er IT-projektleder og mor til tre, og hun har både et ønske om at sikre sine børn og øremærke en del af sin arv til særlige indsatser via testamentet. 

- Jeg ved af erfaring, at man aldrig kan vide, hvornår livet tager en uventet og måske endelig drejning. Så for mig har det givet en ro at skrive testamente. Nu ved jeg, at mine børn er sikret bedst muligt, og samtidig har jeg sørget for, at mine økonomiske midler havner der, hvor jeg synes, de gavner bedst, siger hun.

Der er et stigende antal danskere, der ligesom Chalotte Hildebrandt gerne vil tilgodese velgørende organisationer gennem arv. Faktisk er lige omkring en sjettedel - 17 pct. - af alle danskere parate til at testamentere en del af deres arv til velgørende formål som naturbevarelse, dyrevelfærd, sygdomsbekæmpelse og hjælp til udsatte børn og voksne, viser en landsdækkende undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget.

Læs mere om, hvordan man donerer til velgørenhed:

Det gode Testamente

Hver en krone tæller
Resultaterne fra Analyse Danmark bliver taget godt imod hos de 33 velgørende organisationer i Det Gode Testamente, der sammen arbejder for at oplyse om muligheden for at tilgodese velgørende formål gennem arv.

- Traditionelt har testamentet været en beskeden kanal for donationer til velgørende organisationer, men nu mærker vi en stigende interesse for at gøre en forskel via testamentet, og det er en meget glædelig udvikling. Men det er vigtigt at sige, at der fortsat er stort behov for midler i det velgørende arbejde, og at hver en krone virkelig tæller, siger Dorte Hee, projektleder i Det Gode Testamente.

Læs mere om arv og testamente:

Arv og testamente

Det giver ro at skrive testamente
Hvert år vælger en del danskere at skrive Kræftens Bekæmpelse ind i deres testamente. Det er meget forskelligt, hvad og hvor meget folk vælger at testamentere til Kræftens Bekæmpelse. Nogle vælger at testamentere til et særligt formål, mens andre ønsker, at pengene skal bruges til Kræftens Bekæmpelses generelle arbejde for et liv uden kræft. 

- Nogle donerer et rundt beløb, mens andre donerer alt, hvad de ejer. Det er vigtigt at understrege, at vi er dybt taknemmelige for alle bidrag, siger Charlotte Hjeds, advokat og leder af arvekontoret i Kræftens Bekæmpelse. Hun taler ofte med kræftpatienter, der ønsker gode råd til at skrive testamente:

- Når man pludselig bliver ramt af alvorlig sygdom, er der mange, der ønsker at få styr på testamente og hvem der skal arve dem. Jeg oplever, at der falder en særlig ro på, når først der er taget hul på snakken om, hvem der skal arve en, når man ikke længere er her, siger Charlotte Hjeds.

Læs mere om, hvad din støtte går til:

Det går din støtte til

Råd og vejledning fra advokat
Tendensen mod stigende testamentariske donationer bakkes op af tal fra brancheorganisationen for velgørende organisationer i Danmark, ISOBRO. Her viser indtægtsundersøgelsen fra 2017, at støtten fra arv er vokset med 15 procent siden 2013. For at sætte yderligere skub i udviklingen går Det Gode Testamente nu i luften med en informationskampagne.

- Testamentet er fortsat et tabubelagt emne, og for mange er arv et rigtig svært område at tage stilling til. Vi mener, man skylder sig selv og sine omgivelser at være sat godt ind i sine muligheder, og derfor søsætter vi en kampagne, der blandt andet giver mulighed for gratis råd og vejledning fra en advokat, siger projektleder Dorte Hee.