Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Bente har uhelbredelig kræft: 'I kræftrådgivningen opdagede jeg, at jeg ikke er alene'

10-06-2020
Da 55-årige Bente Agerbæk-Larsen fik konstateret uhelbredelig kræft, åbnede sig en ny og uønsket verden af behandlinger, begrænsninger og mørke tanker. Hun fandt fællesskab i en gruppe for uhelbredeligt syge kræftpatienter i Kræftrådgivningen i Herlev, og det gav overskud til igen at være i livet.
Bente Agerbæk-Larsen sidder på en bænk.

- I kronikergruppen har jeg fundet ud af, at jeg ikke er alene. Vi går med alle de her svære tanker og vil gerne skåne vores familier. I gruppen ved vi alle, at vi skal leve med og dø af den her sygdom. Det er hård kost, og det skal man kunne dele med nogen, fortæller 55-årige Bente Agerbæk-Larsen.

Bente er uhelbredeligt syg af lungekræft. I en samtalegruppe for kronisk, uhelbredeligt syge kræftpatienter i Kræftrådgivningen i Herlev, har Bente fundet et vigtigt fællesskab, som hun hver uge har glædet sig til at være en del af. Nu er samtalegruppen afsluttet, men de fire deltagere, der har været med hele vejen, fortsætter med at have kontakt.

Selfie af Bente og Henrik Agerbæk-Larsen.

Bentes mand, Henrik Agerbæk-Larsen, har været en vigtig støtte gennem hele kræftforløbet. Privatfoto.

- Der hænger en sort sky over hovedet på os. Vi kan prøve at forklare andre om den – men i gruppen skal vi ikke forklare. Vi ved alle, hvad vi taler om, siger Bente og uddyber:

- I perioder kan man håndtere skyen rigtig godt, i andre perioder bliver man ked af det. Selvfølgelig har der været tårer i gruppen. Men der har været flere grin – og det har været en lettelse. Vi har en god sort humor, som kun vi kan have, fordi vi er i samme båd.

Bente er en af de mange kræftpatienter, der i 2019 gjorde brug af et af Kræftens Bekæmpelses gratis rådgivningstilbud. I 12 kræftrådgivninger landet over kan kræftpatienter og pårørende få gratis rådgivning, deltage i samtalegrupper og andre aktiviteter. En årsopgørelse viser, at kræftrådgivningerne på landsplan havde 88.158 kontakter i 2019. Det er en stigning på otte procent i forhold til 2018.

Jeg har glædet mig hver onsdag til at komme i kræftrådgivningen. Det er skønt at komme ind og mærke lyset og luftet. Jeg er vild med arkitekturen, det grønne uden for, og at der er højt til loftet. Og så er der en varme i huset – også i kraft af de mennesker, der er der.  De er gode til at se, hvad man har brug for. Om man har brug for kaffe eller en snak.

Bente Agerbæk-Larsen

Diagnosen kom som et chok

Kræftsygdommen skyller som to chokbølger ind over Bente Agerbæk-Larsens liv i starten af 2019. Den første kommer 23. januar på hospitalet i Hillerød. Bente har haft nogle problemer med nakken, som hun går til kiropraktor for, da der pludselig vokser en knude frem på halsen.
Lægen sender hende på hospitalet for at få taget en biopsi. Bentes mand Henrik er på det tidspunkt i Dubai på arbejde, så hun tager alene afsted.

- Jeg glemmer aldrig den dag. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville få svar samme dag. Så da lægen sagde: ’Vi sender det til patologerne nu, og så får du svaret om tre timer’, slog det mig helt ud. Da de kom tilbage, kunne jeg med det samme se på dem, at det ikke var godt. Jeg ringede til Henrik i Dubai. Han kunne næsten ikke høre mig, så jeg råbte nærmest ind i telefonen: ’For helvede mand, jeg har kræft’. Og så tudede jeg, fortæller Bente.

Hun tager bussen hjem til Ballerup. I chok. Og fra da af går hun på autopilot. Gør de ting, hun skal. Tager et bad, børster tænder. I en osteklokke.

Næste dag skal hun til scanning for at få stillet den endelige diagnose. Det viser sig at være lungekræft i den ene lunge, som har spredt sig til knogler og lymfer, og Bente skal i gang med stråleterapi dagen efter.

- Det var voldsomt. Det var en helt ny verden, der åbnede sig foran mig – og det var ikke én, jeg havde lyst til at være en del af, siger Bente.

Henrik Agerbæk-Larsen og han og Bentes to børn Mie og Mikkel.

Bentes kræftforløb har været hårdt for hele familien. Her er Bentes mand Henrik med deres 24-årige tvillinger Mie og Mikkel. Privatfoto.

Chok nummer to

Strålebehandlingerne går i gang. Henrik kommer hjem fra Dubai, og der indfinder sig en form for hverdag i behandlingsforløbet. Men efter strålebehandlingerne rammer chok nummer to. Kræften er uhelbredelig, og der er metastaser i hjernen. Så starter det hele forfra. Både for familien – Henrik og deres tvillinger på 24 år, Bentes tre søstre og mor – og for Bente selv.

- Jeg gik på autopilot igen. Jeg var i chok, simpelthen. Jeg ved ikke præcis, hvornår jeg kom ud af den tilstand. Men kronikergruppen gjorde, at jeg groundede i det på en eller anden måde. Det var dét, der skulle til. Jeg fandt ud af, at jeg ikke var helt så ensom i sygdommen, fortæller Bente.

Bente begynder i gruppen efter en snak med en rådgiver i Kræftrådgivningen i Herlev – en af Kræftens Bekæmpelses 12 kræftrådgivninger landet over. 

Jeg var så ensom i sygdommen, fordi jeg ikke delte de værst tænkelige tanker med andre. Det var nok, at jeg selv var ked af det. Alle de andre behøvede ikke også at være det.
I kronikergruppen fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene. Det er så vigtigt, at få sådan et fællesskab.

Bente Agerbæk-Larsen

- I kræftrådgivningen var de gode til at finde ud af, hvad der passede til mig. Hvad jeg havde behov for, fortæller Bente.

- Når man får sådan en diagnose, så går man i gang med at planlægge sin egen begravelse. Det kan lyde morbidt, men sådan er det. Det sætter en masse tanker i gang: Når jeg at blive mormor og farmor? Mine tvillinger er godt i gang på deres studier. Når jeg at opleve, at de bliver kandidater?
I gruppen har vi alle haft de samme spekulationer. Selv om jeg har et fantastisk forhold til min mand og familie, så får de ikke helt det samme at vide, som dem i kronikergruppen. Dér taler vi om alt det svære, for vi er i samme båd, siger Bente.

Henrik er en vigtig støtte

Lige nu er Bentes sygdom stabil. Kræften er ikke væk, men den er i kontrol – den målrettede behandling, hun får, virker godt.

Henrik, Bentes mand, har været en vigtig støtte gennem hele forløbet. Han har altid rejst meget i sit arbejde, men det har corona lige nu sat en stopper for. Og selv når han rejser, er han opmærksom, fortæller Bente:

Bente Agerbæk-Larsen ved sin computer.

Bente Agerbæk-Larsen har været skolesekretær i 20 år, og har nu fleksjob på samme skole 10 timer om ugen. Et job, hun i coronaperioden har passet hjemmefra. Privatfoto.

- Jeg tror, jeg er meget heldig med min mand. Henrik er totalt støttende. Han insisterer på at komme hjem for at tage med til scanningssvar, selv om jeg siger, at han ikke behøver det. Og nu er vi jo sammen 24-7. Hvis jeg har en dag, hvor han kan mærke, at han skal lade mig være i fred, så gør han det. Men når jeg brug for at tale eller hulke ved hans skulder, så er han der også.

Bente, der gennem 20 år har arbejdet som skolesekretær i Smørum, har fået et fleksjob samme sted. Hun arbejder 10 timer om ugen – lige nu hjemmefra, men når corona ikke huserer, er hun på skolen. Det koster kræfter, men er det hele værd, fortæller Bente:

- Det er mit drømmejob. Det er et berigende arbejde, og jeg bidrager stadig med viden og erfaring. Derfor er fleksjobbet så vigtigt for mig. Jeg var blevet rigtig ked af det, hvis det ikke var lykkedes. Jeg bliver så træt i ryggen, og jeg skal direkte ind på sofaen og hvile, når jeg kommer hjem. Men det er det værd, for det giver mig så meget igen.

Hør Bente fortælle

I denne video fortæller Bente Agerbæk-Larsen om den store betydning, det har haft for hende, at finde et fællesskab i samtalegruppen for kronisk, uhelbredeligt syge kræftpatienter i Kræftrådgivningen i Herlev.  

 

Ny årsrapport: Kræftrådgivningerne bruges mere

Hvert år udarbejder Kræftens Bekæmpelse en årsrapport, hvor antal kontakter i kræftrådgivninger opgøres

I 2019 havde Kræftrådgivningerne 88.158 kontakter. Dette er en stigning på otte procent i forhold til 2018

Tilsvarende oplevede Kræftlinjen, Kræftens Bekæmpelses gratis telefonrådgivning, en stigning i antallet kontakter fra 2018 til 2019 på 5 procent.

Download årsrapporten for kræftrådgivningerne

Læs pressemeddelelsen både kræftrådgivningerne og Kræftlinjen:

Stigning på 7 procent: Rådgivningstilbuddene bruges mere

Gratis rådgivning og støtte til kræftpatienter, pårørende og efterladte

Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis rådgivning og støtte til kræftpatienter, pårørende og efterladte mere end 40 steder i landet

I 12 kræftrådgivninger landet over kan du udover professionel rådgivning og familiesamtaler normalt også deltage i forskellige samtalegrupper og aktiviteter

Alle grupper og aktiviteter er indtil videre på pause på grund af coronasituationen. Du kan stadig få rådgivning i kræftrådgivningerne efter tidsbestilling samt over telefonen

Kræftlinjen tilbyder derudover gratis telefonrådgivning på 80 30 10 30

Læs mere og find kontaktinfo til nærmeste kræftrådgivning her:

Kræftrådgivninger og rådgivningstilbud

Derfor er din støtte vigtig

De gratis rådgivningstilbud, samtalegrupper og aktiviteter for kræftpatienter, pårørende og efterladte bliver til takket være danskernes mangeårige støtte til kræftsagen

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft

Se hvordan du kan støtte