Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Klimavenlige stofposer går som varmt brød

07-06-2019
I IGEN-genbrugsbutikken i Horsens har frivillige fået en bæredygtig idé. De syer indkøbsposer af duge og stof, der ikke er blevet solgt. På den måde får de lavet stoffet om til noget brugbart og undgår plastikposer.
Frivillige fra IGEN-butikken i Horsens

Idéen til stofposerne opstod, fordi frivillige i butikken ønskede at udfase plastikposer af hensyn til miljøet. Foto: Nille Gry Klinge.

To 16-årige piger, Freja og Asta, shopper genbrug til et skoleprojekt i IGEN i Horsens. Ved kassen bliver de spurgt, om de kunne tænke sig en pose til deres varer. Men i Horsens er det ikke plastikposer, man først bliver tilbudt. I stedet bliver kunderne tilbudt klimavenlige stofposer, som er syet og designet af to af butikkens frivillige medarbejdere.

Inde på butikkens lager står Else Kjærbye og Annalise Thorsen, som er ophavskvinder til idéen med genbrugsstofposerne, og kigger på ugens høst af stof. De er i færd med at udvælge dét, de vil sy poser af.

- De går som varmt brød, og tit kan vi ikke følge med og få syet nok nye, siger Else Kjærbye.

De to frivillige begynder at klippe stof til nye poser, mens de fortæller. Det er noget, de har prøvet før som tidligere håndarbejdslærere i folkeskolen, så det går hurtigt med at klippe et sæt bestående af det lange stykke til selve posen og de to hanke.

- Så skal den bare have en tur i overlockeren derhjemme. Det foregår som regel, mens jeg ser fjernsyn, så der er ikke det store arbejde i det, siger Annalise Thorsen.

Hensyn til miljøet
Idéen til stofposerne kom fra egne rækker i butikken.

- Det hele startede på et møde, hvor flere af vores kolleger gav udtryk for, at de syntes, vi skulle forsøge at udfase plastikposerne af miljøhensyn. Så kiggede vi to på hinanden og sagde: 'Så må vi da bare sy nogle poser!', siger Annalise Thorsen og Else Kjærbye i kor.

Stof klippes i stykker

Else Kjærbye og Annalise Thorsen har begge været håndarbejdslærere, så det går hurtigt med at klippe stof til poser. Foto: Nille Gry Klinge.

Sådan begyndte det. Else Kjærbye og Annalise Thorsen fandt hurtigt sengetøj, duge og stof frem på lageret.

- Alle de andre kolleger ved nu, at vi gerne vil have det stof sat til side, som vi ikke kan sælge. Det kan være, at der er en plet på en dug, eller at det har ligget længe i butikken uden at blive solgt. Så tager vi os kærligt af det og får noget kreativt og sjovt ud af det, siger Else Kjærbye.

- Ja, engang havde vi lavet nogle poser af noget Hello Kitty-sengetøj. De blev solgt på nul komma fem, supplerer Annalise Thorsen.

Genbrug på højt plan
Snakken går, mens der måles op og klippes. Det kræver ikke de store forudsætninger at lave poserne, mener de to syersker. Man skal bare kunne sy nogenlunde lige. 

Else Kjærbye og Annalise Thorsen håber at kunne inspirere andre i IGEN-butikkerne til at gå i gang med poserne, for det giver en vis tilfredshed at være med til at producere noget, der sælger.

- På de første to måneder solgte vi flere end 100 poser. Folk er faktisk ret begejstrede for idéen. Det er jo genbrug på højt plan, for det redder noget stof fra at blive smidt ud, og vi tjener penge til Kræftens Bekæmpelse, som vi ellers ikke ville få i kassen. For os er det en god forretningsidé, og så synes vi det er sjovt, smiler de to ildsjæle.

Læs mere om IGEN-butikkerne, hvis du selv kunne tænke dig at være frivillig:

Bliv frivillig i IGEN

Kunderne Freja og Asta står nu ved kassen. De har bestemt sig for, at de gerne vil støtte med 5 kr. til en stofpose, som kan bruges igen og igen, for de prøver altid at styre uden om plastik, når det er muligt, siger de. De står et par minutter ved stativet for at udvælge den helt rigtige pose og vælger til sidst én med et udpræget retrolook, som er syet af en gammel dug.

De går tilfredse ud af butikken med en pose, som kan bruges til mange flere shoppingture.

IGEN-butikkerne
  • IGEN er Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker
  • Der er 14 IGEN-butikker fordelt over hele landet
  • IGEN-butikkerne modtager med taknemmelighed alt, som kan videresælges
  • Det er over 900 frivillige, der driver IGEN-butikkerne
  • Sidste år samlede IGEN-butikkerne 6 millioner kr. ind til Kræftens Bekæmpelse

Find nærmeste butik