Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Med Linse og Mille på flaskejagt: Knæk Cancer inviterer børn og unge til at fylde pantautomaterne

26-09-2019
Under sloganet Stå Sammen – Pant sammen opfordrer Knæk Cancer og Dansk Retursystem børn og unge til at gå på pantrov i den gode sags tjeneste. Pantindsamling er ikke alene godt for klimaet og de kræftramte. Det giver også en masse værdifuldt tilbage til de børn og unge, der er med.

Mille Sørensen og Linse Kessler samler pant ind til Knæk Cancer. Foto: Claus Møller Johannsen

På en vindblæst villavej i Vejby på Nordsjælland har 11-årige Mille Sørensen indtaget indkørslen med store kasser til pant, hvori naboerne kan smide deres tomme flasker og dåser til Knæk Cancer. Som tak for donationen kan man tage en dekoreret sten med sig. Sidste år samlede Mille pant ind til Knæk Cancer for over 30.000 kr., og i år samler hun både pant og sælger dekorerede muleposer. 

Mille er blot en af mange børn, der bruger tid og kreative kræfter på at samle penge ind til Knæk Cancer. Og særligt pant er der mange børn og unge, der har lyst til at indsamle. 

- Vi ser, at mange børn og unge er fantastisk opsatte på at gøre en forskel under Knæk Cancer, siger Stephanie Heimann Villumsen, projektleder hos Kræftens Bekæmpelse.

Hun forklarer, at det gode ved indsamling af pant er, at det er en forholdsvis enkel måde at bakke op om sagen på. Samtidig er dagsordenen omkring genanvendelse et tema, som optager mange børn og børnefamilier.

- Det handler ikke om mængden af tomme dåser og flasker, men om at have det sjovt undervejs og få nogle gode oplevelser, der modner børnene og styrker fællesskabet ude i familierne, understreger hun. 

Vil du være med på Linses eller Mickis pantteam?

Derfor skruer Knæk Cancer i år ekstra op for pantambitionerne i samarbejde med Dansk Retursystem. På Knæk Cancer-hjemmesiden kan man oprette sin egen pantindsamling, eller man kan vælge at være en del af et team med en såkaldt pantambassadør. En af ambassadørerne er Linse Kessler. Hun blev tidligere på året kendt for hendes ”Plastik er fantastisk-kampagne”, og både kræftsagen og klimaet ligger Linse på sinde: 

- Jeg har virkelige stor respekt for det, Mille og andre seje børn gør. Og så er det jo en fantastisk måde at bruge sin pant på, når både vores klima og de, der har kræft, drager fordel af det, fortæller Linse Kessler.  

I de kommende uger vil en række pantambassadører forsøge at samle så mange penge som muligt ind til Knæk Cancer og sætte fokus på pantindsamling. Og du kan være med sammen med bl.a. om Micki Cheng, der er kendt fra Den Store Bagedyst på DR, Mika og Tobias, som hitter hos de yngre med bl.a. sangen ’Ikke mere mælk' samt ægteparret Lourdes og Nicolai fra Nybyggerne på TV 2. Med er også youtuberen Mikkel Rugholm, som mange børn kender fra youtubekanalen Mester K.

Start din egen pantindsamling

Se film med Linse og Mille

Linse Kessler og Mille Sørensen samler pant ind til Knæk Cancer. Du kan også starte din egen pantindsamling eller melde dig under fanerne hos en af de kendte ambassadører.