Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Knæk Cancer-penge til forskning i senfølger efter kræft

04-11-2016
Træthed, smerter, føleforstyrrelser, depression og angst. Det er blot nogle af de bivirkninger og senfølger, som mange kræftpatienter døjer med efter endt behandling. Derfor går 15 mio. kr. fra Knæk Cancer-indsamlingen 2016 til forskning, der skal give mere viden om årsagen til disse problemer.

Flere overlever kræft, og dermed er der flere, der skal leve med senfølger. Derfor er det uhyre vigtig forskning, siger professor Cai Grau. Foto: Ulrik Jantzen

Kræftbehandling er ofte langvarig og består som oftest af en kombination af flere behandlinger: kirurgi, strålebehandling og medicin, for eksempel kemoterapi. Det kan medføre en række bivirkninger og senfølger, som er meget belastende for kræftpatienterne, og som kan betyde, at det kan være svært for dem at vende tilbage til hverdagen og arbejdslivet.

Der mangler viden

Desværre mangler der i den grad viden om bivirkninger og senfølger, lyder det fra professor Cai Grau fra Aarhus Universitetshospital. Han er formand for det videnskabelige forskningsudvalg, der har udpeget senfølger som et område, der bør støttes gennem Knæk Cancer 2016.

- Vi skal vide, hvorfor bivirkninger, komplikationer og senfølger opstår. Vi skal have overblik over følgernes omfang, deres karakter, og hvordan følgerne udvikler sig over tid. Og så skal vi have mere viden om, hvad patienterne selv gør for at håndtere generne, siger Cai Grau og tilføjer:

- Det her er uhyre vigtig forskning, for vi ved jo, at der i de kommende år vil komme mange flere kræftpatienter, og at rigtigt mange vil overleve sygdommen. Til gengæld betyder det også, at der kommer mange flere med gener og senfølger. Derfor er det glædeligt, at der nu kan komme meget, ny forskning i gang.

16 nye forskningsprojekter

De 15 mio. kr. bliver fordelt på 16 forskningsprojekter, heriblandt forskning, der skal klarlægge årsagerne til, at nogle patienter får kronisk diarré efter operation for tarmkræft og forskning, der skal klarlægge, om partikelterapi giver færre bivirkninger hos kvinder med livmoderhalskræft.

Danskerne gav i alt 163 mio. kr. til Knæk Cancer-indsamlingen i uge 43, og pengene går til forskning, forebyggelse og patientstøtte. På hjemmesiden detgårpengenetil.dk kan du læse mere om alle de forskningsprojekter, som er støttet af Knæk Cancer.

16 projekter får støtte fra Knæk Cancer-pulje

En pulje på 15 mio. kr. fra Knæk Cancer-indsamlingen 2016 skal gå til forskning i bivirkninger, komplikationer og senfølger. Pengene fordeles på følgende 16 projekter:

  • Hvorfor får nogle patienter kronisk diarré efter operation for tarmkræft?

  • Protonterapi og færre bivirkninger hos patienter med livmoderhalskræft

  • Senfølger efter Wilms tumor hos børn

  • Hjertekarsygdom hos patienter med kræft i spiserør, mavemund og mavesæk

  • Behandling af angst for tilbagefald af kræft

  • Mere viden skal forhindre alvorlige bivirkninger hos børn med leukæmi

  • Bedre forståelse af bivirkninger efter strålebehandling

  • SOV-NU – Bedre søvn til kræftpatienter

  • Fokus på bivirkninger hos patienter med blærekræft

  • Færre gener af strålebehandling til børn

  • Bedre livskvalitet hos ældre patienter med myelomatose

  • Computeralgoritme skal opspore komplikationer efter kræftoperationer

  • Langsigtede konsekvenser af kræft hos unge

  • Partikelterapi til patienter med prostatakræft, så de får færre bivirkninger

  • Smertelindring ved kikkertoperation for lungekræft

  • Færre senfølger hos tarmkræftpatienter


Læs mere om de enkelte forskningsprojekter på detgårpengenetil.dk