Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler fortsat brystkræftscreening

14-09-2018
Resultaterne fra en ny undersøgelse skaber i disse dage tvivl om effekten af brystkræftscreening. Men der er ingen grund til at fravælge tilbuddet, der nedsætter dødeligheden af brystkræft med 20 pct., mener Kræftens Bekæmpelse.
Læge kigger på screeningsbillede på en skærm

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder og 1 ud af 10 kvinder får brystkræft i deres levetid. Screening fremmer brystkræftoverlevelse med 20 pct. blandt kvinder.

Det nye studie konkluderer, at screeningsprogrammet ikke fremmer overlevelsen blandt brystkræftpatienter. Der er mange studier på området – både for og i mod – derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at et enkelt studie omkring brystkræftscreening får så meget opmærksomhed, at der skabes tvivl hos kvinder, der deltager i screeningsprogrammet.

Screening øger chancen for overlevelse
For at skitsere kompleksiteten er der også kommet et mere solidt studie fra Københavns Universitet, publiceret i Journal of Clinical Oncology. Studiet understøtter, at der er en øget overlevelse ved screening, og bekræfter anbefalingen om at deltage i tilbuddet om screening af brystkræft.

Overlæge og brystkirurg, Janne Bigaard fra Kræftens Bekæmpelse, understreger vigtigheden af screeningen. Screeningen giver nemlig mulighed for at finde kræftknuderne tidligt, så chancerne for overlevelse er større, og risikoen for at kræften har spredt sig er mindre.

- Faktisk finder vi 3 ud af 4 kræftknuder i brystet, inden de har spredt sig. Det betyder, at behandlingen bliver mere skånsom og senfølgerne efter behandlingen mindre. Vi følger naturligvis udviklingen og studierne på området nøje, siger Janne Bigaard.

Screening afslører forandringer tidligt
Hvert år inviteres 340.000 danske kvinder til screening af brysterne med henblik på at opdage eventuelle kræftknuder tidligt, og godt 280.000 kvinder tager imod tilbuddet. Screeningen af brystet kaldes også mammografiscreening. Det er en røntgenundersøgelse, der kan afsløre forandringer i brystet ned til få millimeter, som ikke kan mærkes med fingrene. 

Screeningsprogrammet blev indført gradvist fra begyndelsen af 1990’erne, og blev et nationalt tilbud til alle kvinder mellem 50-69 år i 2007. Det er denne aldersgruppe, der hyppigst bliver ramt af brystkræft, og hvor halvdelen af tilfældene findes.

Fordele og ulemper ved screening af brystkræft

Fordele:
Tidlig diagnose
Bedre overlevelse
Mindre indgreb og mulighed for brystbevarende operation
Mindre risiko for medicinsk efterbehandling
Beroligelse for de kvinder, der bliver 'frikendt’
 

Ulemper:
Risiko for såkaldt falske svar
Risiko for overbehandling
Risiko for strålefare
Risiko for unødig bekymring og sygdomsangst

Læs mere om fordele og ulemper ved screening for brystkræft