Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Kræftens Bekæmpelse forsøger at flytte Landsindsamlingen

10-03-2020
Smittespredningen med coronavirus udvikler sig for øjeblikket hastigt, og det får Kræftens Bekæmpelse til at forsøge at flytte sin årlige landsindsamling.
billedet viser indsamlingsbøtter fra en landsindsamling

Den årligt tilbagevendende landsindsamling er en begivenhed, som tusindvis af frivillige deltager i landet over. Foto: Tomas Bertelsen

Heldigvis er det ikke hverdag, at Danmark bliver ramt af en epidemi med et farligt virus. Det er også en ny situation for Kræftens Bekæmpelse. Derfor følger Kræftens Bekæmpelse nøje myndighedernes anvisning for at undgå smittespredningen af coronavirus. En lang rækker møder og events i Kræftens Bekæmpelse regi er aflyst i marts måned.

Læs også på Cancer.dk:

Coronavirus: Vi skal passe ekstra godt på syge og sårbare borgere

Endnu er der ikke forbud eller opfordring fra myndighederne til at aflyse den årlige Landsindsamlingen, men ifølge Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, er tvivlsomt, at indsamlingen kan afholdes som planlagt 29. marts:

 - Som tingene har udviklet sig med det meget smitsomme corona virus, er det ikke sandsynligt, at vi kan holde en så stor og landsdækkende indsamling på den planlagte dag. Derfor er vi nu i fuld gang med at forsøge at finde en ny dag i foråret til indsamlingen, siger Jesper Fisker.

En sådan beslutning kan Kræftens Bekæmpelse dog ikke træffe alene. Der skal tilladelse til at indsamle på en anden dag. Endvidere sidder andre indsamlende organisationer med lignede udfordring. Derfor mødes disse på fredag, hvor man vil forsøge at finde en ny dato for Landsindsamlingen.

- Vi er blevet kontaktet af rigtig mange af vores indsamlere, som forståeligt nok meget gerne vil høre, hvad der skal ske med Landsindsamlingen. Vi valgte i første omgang at se tiden an, men det er over de sidste dage blevet meget tydeligt, at Danmark formentlig bliver ramt af et omfattende smitteudbrud, hvor det ikke er muligt at gennemføre en indsamling. Det er vi kede af, da Landsindsamlingen betyder rigtigt meget for Kræftens Bekæmpelse, siger Jesper Fisker.

Han understreger, at det ikke kun handler om økonomi, men at Landsindsamlingen med ca. 26.000 indsamlere og 3.000 frivillige også viser en kæmpe opbakning til de kræftsyge. Og Kræftens Bekæmpelse vil være ked af, hvis opbakningen skal mangle i år.

Læs også på Cancer.dk:

Coronavirus: Sådan forholder du dig som kræftpatient