Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Kreative frivillige holder liv i genbrugsbutikker under nedlukningen

26-02-2021
Tvungen nedlukning af Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker i både januar og februar kommer til at gøre et indhug i butikkernes årsomsætning og dermed også i støtten til kræftsagen. Dén kendsgerning har fået en række frivillige ildsjæle til at finde nye og kreative måder at holde gang i biksen på. Takket være deres indsats er det lykkedes at lancere Click & collect og at tage imod 150 donationer med kvalitetsgenbrug.

Butiksvinduerne hos Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Ringsted.

Butiksvinduerne hos Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Ringsted. Foto: Lars Jessen

I Ringsted ville Birgit og Valborg prøve en ny måde at sælge genbrug på.

-Vi brænder jo for at gøre en forskel og vil så gerne hjælpe med at skaffe penge til butikken og dermed til Kræftens Bekæmpelse, men det har corona jo godt og grundigt sat en stopper for. Så vi gik simpelthen i tænkeboks, og pludselig kom vi i tanke om Click & collect, som vi jo ser mange butikker benytte sig af. Hvorfor prøver vi ikke også det? fortæller Valborg.

Vi må ikke glemme, at hver en krone tæller, når det gælder kræftsagen.

Lars Jessen, distriktschef for bl.a. butikken i Ringsted

Lars Jessen, distriktschef for butikken i Ringsted, var med på idéen.

- Det er svært at sige nej, når der kommer nogle entreprenante frivillige med en god idé, som kan gavne kræftsagen, udtaler Lars og fortsætter – I princippet koster det os ikke rigtigt noget at afprøve konceptet. Vi betaler jo fortsat husleje og alle de faste omkostninger, selvom butikken er nedlukket. Så viser det sig, at vi kun får en beskeden omsætning ud af det, så er det stadig til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Vi må ikke glemme, at hver en krone tæller, når det gælder kræftsagen.

Møbler og isenkram hitter
I første omgang er det hovedsagligt møbler og isenkram, som indgår i ordningen. Og det er der gode grunde til. For det første optager møbler og isenkram en del plads i butikken, så kan de blive afsat under nedlukningen, vil der kunne gøres plads til større donationer, når butikken engang genåbner. For det andet, så er prisen på møbler og isenkram typisk højere end på eksempelvis tøj, bøger, cd’er og nips, og derfor vil salg af isenkram og møbler potentielt kunne indbringe flere penge. Endelig handler det om, at få promoveret nogle varer, som appellerer til flere.

- Det handler om at udvælge nogle varer, som har en lidt bredere interessere end eksempelvis en skjorte i str. small eller et par fodboldstøvler i str. 43, fortæller Lars.

Click & collect er allerede i fuld gang i butikken i Ringsted og flere kunder har benyttet sig af det. Helt enkelt - og som navnet antyder - går konceptet ud på, at man via MobilePay kan betale for varen, man vil købe og afhente foran butikkens varedør. De varer som er til salg kan ses i butikkens vinduer og på butikkens Facebook-side.

Vil du se, hvilke varer der er til salg i Ringsted?

Læs mere om Click & collect på butikkens Facebook-side

Frivillig modtager 150 donationer med genbrugsguld

Her ses et udpluk af de mange donationer, som Benny tog imod. Foto: Benny Wielandt.

Næsten tomme hylder
Det er ikke kun i Ringsted, at de frivillige har haft svært ved at forene sig med tanken om, de ikke kunne gøre nogen nytte, da butikkerne måtte lukke og de blev hjemsendt. I Virum var det svært for 75-årige Benny ikke at kunne gøre noget, når han samtidig var vidne til, at butikken i den grad manglede varer på hylderne efter et imponerende julesalg.

-Vi solgte så meget i julemåneden, at hylderne og knagerækkerne var næsten tomme. Hvis vi skulle have åbnet butikken lige efter nytår, ville det have været som at komme ind i en østtysk bagerforretning. Der var kun de sørgelige rester tilbage, fortæller Benny.

 Med udsigten til en lang nedlukning og med en butik der var så godt som ’støvsuget’, tog Benny initiativ til at åbne op for corona-venlige donationer. Donationer som Benny selv ville arrangere og stå for.

Frivillig modtager 150 donationer med genbrugsguld
Med opbakning fra Kim Steen Carlsen, distriktschef for butikken i Virum, gik Benny i gang med at sprede den gode nyhed. Plakater blev hængt op i vinduerne og opslag postet på Facebook.

Og så var Benny ellers klar til at modtage donationer. På de tre lørdage butikken holdt åben, blev det til ikke mindre end 150 donationer. Det væltede ind med porcelæn, småelektronik, bøger, cd’er, dvd’er og tøj af usædvanlig god kvalitet. Men også decideret genbrugsguld som en Arne Jacobsen stol, Holmegaard lamper, kongeligt porcelæn og en samovar blev indleveret.

Nu må Mette godt åbne landet op

Benny i selskab med Mette Frederiksen, fra dengang Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og Benny var (og stadig er) næstformand i Ungdomsuddannelsernes Studievejlederforening. Foto: privat.

Nu må Mette godt åbne landet op.
Valborg, Birgit og Benny har god grund til at være stolte. Det er nemlig takket være deres initiativ og indsats, at Click & collect er blevet lanceret i butikken i Ringsted og at butikken i Virum bugner af kvalitetsgenbrug. Selv om de alle er glade for at have gjort en forskel for kræftsagen under nedlukningen, så er det der fylder allermest, længslen efter at komme fysisk tilbage til butikkerne.

- Vi er i den grad klar til at møde vores kunder og vores donorer, siger Benny og skynder sig at tilføje – og jeg kan godt fortælle dig, at vi glæder os. Alle de frivillige tripper for at komme tilbage til butikken. Så nu må Mette (red. Frederiksen) godt åbne landet op, afslutter Benny og viser et billede, hvor han står sammen med selveste Mette Frederiksen, fra dengang Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og Benny var (og stadig er) næstformand i Ungdomsuddannelsernes Studievejlederforening.

Vil du vide mere om genbrugsbutikkerne?

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker