Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Kvinder med symptomer på brystkræft må ikke afvises på sygehuse

22-10-2019
Det er på sin plads, at sundhedsministeren nu går ind i sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser på Ringsted Sygehus. Patienter har oplevet at blive afvist på sygehuset trods alvorlig kræftmistanke. - Kræftpatienter må aldrig være i tvivl, om de får den bedste og hurtigste behandling, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker håber, at alle parter bakker op om de fælles initiativer, der må komme fra politisk side. Foto: Tomas Bertelsen

Den yderst alvorlige sag om de mange kvinder, som på Ringsted Sygehus er blevet udsat for mangelfulde brystkræftundersøgelser, er i dag blevet drøftet i Folketingets Sundhedsudvalg, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har været kaldt i samråd.

I Kræftens Bekæmpelse er adm. direktør Jesper Fisker glad for, at der fra myndighedernes side arbejdes på at løse en uholdbar situation for kræftpatienterne.

- Kræftpatienter må aldrig være i tvivl, om at de får den bedste og hurtigste behandling. Tryghed er altafgørende. Men i den pågældende sag er der desværre rejst tvivl om behandlingens kvalitet. Det er under al kritik. Sundhedsmisteren er heldigvis gået aktivt ind i sagen, og jeg forventer, at der hurtigt kommer initiativer, så vi kan være sikre på, at dette ikke gentager sig, siger Jesper Fisker.

Ikke i orden

Det er kommet frem, at der også i år – til trods for den store bevågenhed, der har været om forholdene på Ringsted Sygehus – har været tilfælde, hvor kvinder med symptomer på brystkræft selv måtte henvende sig gentagne gange til sygehuset, før de blev undersøgt. Det er ikke i orden, understreger Jesper Fisker.

Det har desuden vist sig, at kræftsyge risikerer at blive afvist, når de af deres praktiserende læge henvises til undersøgelse og udredning på sygehuset.

- Det går simpelthen ikke. Uanset årsagen til de afviste henvisninger må det aldrig være sådan, at patienterne kommer i klemme og svigtes, fordi læger forskellige steder i sundhedssystemet ikke kan finde ud af at have fælles procedurer, siger Jesper Fisker.

Han peger på, at man på den måde udsætter mennesker, der står i en sårbar og muligvis livstruende situation, for helt urimelige vilkår.

- Vi må have kortlagt, hvilke procedurer, der kan sikre kræftpatienterne en hurtig og direkte vej til et behandlingsforløb. Jeg håber og tror, at alle parter bakker op om de fælles initiativer, der må komme fra politisk side, slår Jesper Fisker fast.

Læs her om sagen fra Ringsted:

Utilgiveligt ledelsessvigt i brystkræftundersøgelser 

Er du betørt af sagen?