Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Lars Løkke Rasmussen og Bent Hansen får Kræftens Bekæmpelses Hæderspris

04-02-2018
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) er modtagere af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2018. De får prisen for at vise ekstraordinært politisk lederskab, da de i 2007 gjorde kræft til en akut sygdom og indførte kræftpakkerne, som skal sikre hurtig behandling til kræftpatienter. Hædersprisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen søndag den 4. februar på World Cancer Day.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og formand for Danske Regioner Bent Hansen fik overrakt Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2018 af H.K.H. Kronprinsessen. Længst til venstre ses Kræftens Bekæmpelses formand Dorthe Crüger. Foto: Lars Bertelsen

Når en patient i dag går til lægen med et symptom, der kan være kræft, sender lægen ham eller hende i en såkaldt kræftpakke, der skal sikre den bedst mulige udredning og behandling uden unødig ventetid. Kræftpakkerne er resultatet af en beslutning, som de danske politikere tog i 2007 om, at kræft skal betragtes som en akut sygdom og undersøges og behandles hurtigt.

I spidsen for denne beslutning stod daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formanden for Danske Regioner Bent Hansen (S). Det skete på baggrund af en kræftbehandling, der dengang var præget af kaos, og hvor kræftpatienter blev uhelbredeligt syge, mens de stod på venteliste. Kræftpakkerne var redskabet til at få orden på kaos.

Søndag den 4. februar fik Lars Løkke Rasmussen og Bent Hansen Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2018 overrakt af H.K.H. Kronprinsessen. Det skete ved et arrangement i Skuespilhuset i København, som også var en markering af World Cancer Day. Dorthe Crüger, formand for Kræftens Bekæmpelse, begrunder valget således:

- Kræftpakkerne har reddet livet for tusindvis af kræftpatienter i Danmark og er den største enkeltstående forbedring for kræftpatienterne i nyere tid. Der var mange personer, der havde betydning for, at vi fik kræftpakkerne. Men de helt afgørende var de to politikere, der sagde, at nu skal der rettes op; vi skal lytte til, hvad patienterne oplever. Det var dét, der gjorde den store forskel, siger Dorthe Crüger.

Flere overlever kræft

Forleden viste en undersøgelse i tidsskriftet Lancet, at Danmark er et af de lande i verden, der har øget kræftoverlevelsen mest de senere år. Det skyldes en række tiltag på kræftområdet, og kræftpakkerne tillægges en afgørende betydning.

Dansk kræftoverlevelse ligger i top på verdensplan

I dag bliver ca. 80 pct. af kræftpatienterne behandlet inden for de tidsfrister, som er fastsat i kræftpakkerne. Målsætningen er 90 pct.

- Vi er stadig ikke i mål. Men overordnet set er kræftpakkerne en enorm forbedring for patienterne, samtidig med, at der er skabt et system, der gør, at vi kan måle, hvordan det går med at opfylde dem, siger Dorthe Crüger.

Hæderspris

Det er ottende gang, at Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr. Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve den særlige indsats og det enestående eksempel, som kan inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje og omsorg.

Prismodtagerne har bedt Kræftens Bekæmpelse om at udvælge og give beløbet direkte til et godt formål. Kræftens Bekæmpelse har derfor besluttet, at beløbet skal gå til TrygFondens Familiehus nær Aarhus Universitetshospital i Skejby for familier med børn, som er indlagt i lang tid. Pengene skal bruges til faciliteter, som kan gøre deres dagligdag lysere og nemmere at komme igennem.

Da kræft blev en akut sygdom

De banede vej for en bedre kræftbehandling

En knude på halsen

Formand Dorthe Crügers tale til Kræftens Bekæmpelses Hædersprisuddeling - 4. februar 2018

H.K.H. Kronprinsessens tale til Kræftens Bekæmpelses Hæderssprisuddeling - 4. februar 2018

Kræftpakkerne
  • I 2007 blev der i Danmark indført pakkeforløb for kræft, der tilbyder patienter med begrundet mistanke om kræft og patienter med kræft den bedst mulige udredning og behandling uden unødig ventetid.

  • Pakkeforløbene omfatter hele forløbet fra begrundet mistanke om kræftsygdom, gennem udredning, diagnose, behandling og efterbehandling. Der er faste krav til tidspunkter og indhold, som i udgangspunktet følger et på forhånd booket forløb.

Kilde: Sundhedsstyrelsen m.fl.

Læs mere om pakkeforløb for kræft

World Cancer Day

World Cancer Day markeres verden over hvert år den 4. februar. Formålet med dagen er at gøre opmærksom på kræft og opfordre til bedre forebyggelse, opdagelse og behandling af sygdommen. Det er Union for International Cancer Control (UICC), der står bag World Cancer Day. Det endelig mål for arbejdet er, at færre mennesker rammes af kræft, og at færre dør af sygdommen.

Kræftpakkerne og Kræftens Bekæmpelses Hæderspris

Kræftpakkerne har tidligere været omdrejningspunktet for uddelingen af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris.

  • I 2012 fik ledende overlæge Thomas Skjødt og overlæge Tina Ormstrup (foto) fra Røntgenafdelingen på Vejle Sygehus prisen for ”på ubureaukratisk vis at have været med til at løse problemet med de mange kræftpatienter, der venter i uger og måneder på at få en diagnose. De udtænkte og indførte som de første i landet nøje beskrevne pakkeforløb til kræftpatienter. Resultatet var i første omgang, at patienter med lungekræft kunne udredes på mellem 7 og 10 dage i stedet for på tre måneder. Senere var de to prismodtagere helt i front med at få etableret et pakkeforløb til de mange kræftpatienter med ukarakteristiske symptomer” hed det bl.a. i begrundelsen.
  • Og i 2013 fik nu afdøde Torben Palshof, overlæge, dr. med. og tidligere formand for De Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG), Kræftens Bekæmpelses Hæderspris for sit store arbejde og den rolle, han spillede som markant formand for kræftlægerne i DMCG fra dannelsen i 2005 og ind til slutningen af 2012, hvor hans egen kræftsygdom tvang ham til at stoppe. ”Med Torben Palshof i spidsen lykkedes det DMCG at udvikle fælles nationale retningslinjer for kræftbehandling inklusive retningslinjer for, hvor lang tid patienter maksimalt må vente. Det har på få år ført til bedre behandling, bedre overlevelse og færre bivirkninger for danske kræftpatienter,” hed det bl.a. i begrundelsen.
  • Læs mere om Kræftens Bekæmpelses Hæderspris