Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Mange forældre er bekymrede for unges druk

22-04-2021
Mere end fire ud af ti forældre til 15-17-årige, der drikker alkohol, er bekymrede for deres børns alkoholindtag. Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Forældrenes bekymring er ikke uden grund. Danske unge har forsat europarekord i druk. Initiativet Drukfri Ungdom mener, at en 18 års aldersgrænse er en del af løsningen for at komme den skadelige drukkultur til livs.

Den 15. april 2021 er det i Folketinget blevet besluttet, at regeringen snarest muligt og senest i andet halvår af 2021 skal fremlægge et forslag til en forebyggelsesplan for unges forbrug af alkohol. Foto: Unsplash.com

I øjeblikket er fulde unge ikke det, der fylder mest i gadebilledet under corona-restriktionerne. Men i perioden 2014-2018 steg antallet af unge, der har været i kontakt med hospitalet som følge af druk. Således var over 1.700 unge i alderen 15-24 år i 2018 i kontakt med hospitalet på grund af alkohol.

Særligt de 15-17-årige indlægges med alkoholforgiftning. Men i de værste tilfælde ender det tragisk. Hvert år mister ca. syv unge i alderen 15-24 år livet på grund af alkohol. 

Sæt aldersgrænsen op
Det bliver vi nødt til at gøre noget ved, mener initiativet Drukfri Ungdom, der består af Kræftens Bekæmpelse og 22 andre organisationer.

Initiativet foreslår, at aldersgrænsen for køb af al alkohol hæves til 18 år. Lige nu er det lovligt for danske unge ned til 16 år at købe alkohol op til 16,5 pct. i butikker, og Danmark er et af kun fem lande i EU, som holder fast i, at 16-årige må købe alkohol.

- I Danmark bryster vi os af at skabe sunde og trygge rammer om vores børn og unge. Det matcher ikke med, at alkohol kan købes af 16 årige. Når nu højere aldersgrænser er et af de mest effektive værktøjer til at nedbringe alkoholforbruget blandt unge, er det paradoksalt, at vi ikke gør brug af det, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Folketinget vedtager forslag om at se nærmere på en sænkelse af unges alkoholindtag

Den 15. april 2021 er det i Folketinget blevet besluttet, at regeringen snarest muligt og senest i andet halvår af 2021 skal fremlægge et forslag til en forebyggelsesplan for unges forbrug af alkohol.

Planen skal indeholde et ambitiøst mål om at sænke unges alkoholindtag og indeholde anbefalinger til tiltag, som kan realisere målet. Forslaget blev vedtaget. For stemte 59 (S, SF, RV, EL, KF, ALT og UFG), imod stemte 12 (DF, NB og LA), hverken for eller imod stemte 22 (V)

Læs mere her: B 228 - 2020-21 (oversigt): Forslag til folketingsbeslutning om en forebyggelsesplan for unges alkoholforbrug. / Folketinget (ft.dk)

’Wake up call’
En af dem, der møder unge, er Jacob Aastrup, kriminolog og en del af SSP Street Team Horsens. Han oplever netop, at i forbindelse med coronarestriktionerne, så har langt de fleste unge lyttet og ikke forsamlet sig til fester og lign. Dermed har der heller ikke været ret mange ulykker eller unge, som har gjort noget, de fortryder som følge af for højt alkoholindtag. Og det bør være et ’wake-up call’, mener han. De fleste unge er klar og vil gerne have hjælp, – bare det er ens for alle. Derfor bør vi voksne også tage det ansvar på os og hjælpe dem nu.  

- Mange unge ønsker faktisk en anden kultur, hvor der drikkes mindre alkohol, men hvor de fortsat kan hygge sig og pleje deres sociale fællesskaber. Med den virkelighed, som vi står i her i 2021, har vi aldrig haft et bedre tidspunkt for at vinke farvel til europarekorden i druk og de mange skadelige konsekvenser ved b.la. at få hævet aldersgrænsen til 18 år, siger Jacob Aastrup, SSP Street Team Horsens.

Ny kampagnefilm sætter fokus på behovet for at indføre en 18-års aldersgrænse

Kræftens Bekæmpelse lancerer sammen med initiativet Drukfri Ungdom kampagnen ’Unges drukkultur – set fra frontlinjen’.

I kampagnefilmen fortæller en overlæge, en akutlæge, en ambulancebehandler samt en SSP-konsulent om, hvordan de oplever alvorlige konsekvenser af en våd bytur kan være for unge.

Kampagnen er særligt henvendt til politikerne på Christiansborg. Hvis vi vil danske unges kedelige europarekord i druk til livs, er en 18-års aldersgrænse for køb af alkohol en væsentlig del af løsningen.

Se filmen her: https://youtu.be/HrJ3gmCQ2-s

Behov for politisk handling
På trods af de mange negative konsekvenser ved unges alkoholforbrug, er det de senere år desværre gået den forkerte vej. Andelen af 15-årige, der har drukket sig fulde inden for den seneste måned, er steget fra 32 pct. i 2015 til 40 pct. i 2019. Det er mere end i noget andet europæisk land, hvor den tilsvarende gennemsnitlige andel er 13 pct.

Der skal ske noget nu, siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen, der også er med i initiativet Drukfri Ungdom.

- Børn og unges alkoholforbrug er for højt, de starter for tidligt, og det har for mange skadelige konsekvenser. Der er behov for, at Folketinget tager ansvar og skaber rammerne for en sundere ungekultur, hvor alkohol fylder langt mindre, og hvor der i øvrigt også er plads til de mange unge, som synes, det er gået for vidt. Her ved vi, at en ensartet aldersgrænse for salg af al alkohol på 18 år og højere priser på alkohol vil virke, siger Camilla Noelle Rathcke.

 Danskerne er også modne til at lovgivningen ændres, idet tre ud af fire voksne danskere bakker op om en 18 års aldersgrænse for køb af alkohol.

Om initiativet Drukfri Ungdom

Initiativet Drukfri Ungdom består af 23 forskellige organisationer, der alle bakker op om, at aldersgrænsen for køb af al alkohol bør hæves til 18 år for at skabe en sundere alkoholkultur blandt unge i Danmark.

De 23 organisationer, der indgår i initiativeter:


Alkohol & Samfund, Danske Regioner, KL, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, Kræftens Bekæmpelse, Vidensråd for Forebyggelse, Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, SSP Samrådet, Danske Gymnasier, Hjerteforeningen, Børnerådet, Rådet for Sikker Trafik, Forbrugerrådet Tænk, Ungdomsringen, Børns Vilkår, Forældreforeningen Unge & Alkohol, HORESTA, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Pædiatrisk Selskab, Red Barnet og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

Undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden

Resultaterne fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden bygger på en online spørgeskemaundersøgelse blandt 892 forældre til 13-17-årige. Data er indsamlet af analysebureauet Epinion i perioden 9. oktober til 23. november 2020, og er nationalt repræsentativt på forældres køn, barns køn, barns alder og region. I rapporten er forældrene blevet spurgt til deres viden, holdninger og adfærd i forhold til unge og alkohol. Den fulde undersøgelse er endnu ikke offentliggjort.

Undersøgelse fra Sundhedsdatastyrelsen

Tallene om unges alkoholrelaterede hospitalskontakter og dødsfald stammer fra Sundhedsdatastyrelsens rapport ”Unge og alkohol. Registeranalyse af alkoholrelaterede hospitalskontakter, dødsfald samt medicinsk- og offentligt finansieret alkoholbehandling blandt 15-24-årige for perioden 2014-2018”. Alkoholforgiftning er den hyppigste årsag til alkoholrelateret hospitalskontakt, mens transportulykker er den hyppigste årsag til alkoholrelaterede dødsfald.