Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Mettes arbejdsliv blev blæst omkuld

05-11-2019
Egentlig er Mette Rosendals kræftforløb en succeshistorie. Hun fik konstateret livmoderhalskræft, kom i behandling og er i dag kræftfri. Men svære stråleskader efter behandlingen væltede Mettes liv – og ikke mindst arbejdsliv – omkuld. I dag er hun glad for sit fleksjob på Vejen Apotek, men vejen dertil var unødigt svær.

Mette Rosendal er glad for, at hun i dag har fundet en god balance, hvor hun trods stråleskader efter livmoderhalskræft, kan have en hverdag med overskud til både arbejde og familie. Foto: Tomas Bertelsen

Brevet ligger i postkassen på hendes 40 års-fødselsdag. Livmoderhalskræft, står der. Fulgt af en konsultationstid to dage efter. Mette Rosendal har svært ved at tro det, for hun kan ikke mærke noget. Tværtimod har hun det rigtig godt. Hun er bare blevet undersøgt i forbindelse med det regelmæssige screeningstilbud hos lægen. Derudover er hun i fuld gang med sit liv. Hun og hendes mand Peter og deres to børn bor på en gård uden for den lille by Jordrup i Sønderjylland. Peter, der er landmand, driver gården. Mette er farmaceut og arbejder på et apotek i Brørup. Der er nok at se til, og Mette er vant til at knokle derudad og klare tingene selv.

- Jeg tænkte, at jeg bare skulle på sygehuset og have det ordnet, og så ville jeg snart være klar igen. Jeg var jo ikke syg, og jeg havde aldrig fejlet noget eller været indlagt. Jeg har brækket benet engang og født to børn – det er det. Så jeg kørte bare til samtalen selv. Det var sådan, jeg taklede det. Jeg regnede det ikke for noget særligt, fortæller 54-årige Mette Rosendal.

- Mine kollegaer syntes det var mærkeligt, at jeg håndterede det sådan. De vidste ikke helt hvordan de skulle opføre sig, fordi jeg tog det så let. Min arbejdsgiver var nystartet og havde lige overtaget to apoteker. Så han havde rigeligt at se til. Langtidssygemeldinger giver altid omstruktureringer, og vi snakkede ikke så meget om det eller hvad, det ville komme til at betyde for mit arbejde.

Mette Rosendal med sin mand Peter, der har været hendes trofaste støtte gennem hele forløbet. Foto: Tomas Bertelsen.

Hverdagen væltede

Det er 15 år siden, kræftdiagnosen bankede hendes hverdag omkuld. For det var dét, den gjorde, selv om Mette havde forestillet sig det anderledes. Hun elsker sit arbejde på apoteket, og går på arbejde lige ind til hun skal starte i behandling. Så bliver Mette sygemeldt. Først af rent praktiske grunde. Der er langt fra sygehus til arbejde, og hun skal i behandling hver dag, så det er urealistisk at nå begge dele. Men det står hurtigt klart, at Mette har brug for sin sygemelding uanset logistikken. Allerede efter de første strålebehandlinger, er Mette ude af stand til at passe både job, familie og sig selv.   

- Efter første dag med stråler, får jeg diarré. Og jeg tænker bare: helt ærligt, Mette, nu tager du sammen! Men det kan jeg jo slet ikke, fortæller Mette.

- Min mand må køre mig til behandling i Vejle hver morgen. Allerede efter de første par dage kan jeg heller ikke selv tage tøj på. Det må Peter også hjælpe mig med. Inden første uge med stråler er gået, har jeg det så dårligt, at vi har svært ved at overholde de tidspunkter, vi skal møde på sygehuset. Jeg er simpelthen så syg, fortæller Mette.

Syg af behandlingen

Seks lange behandlingsuger, skal Mette igennem. 6 uger med 30 strålebehandlinger, både udvendige og indvendige. Kemobehandling oveni. Mette er syg, syg, syg, og ligger bare dér på sofaen i stuen. Hun kan ikke holde noget i sig og taber sig. Bliver indlagt flere gange for at få væske. Det eneste, hun tænker på, er at klare sig igennem endnu en dag. At klare sig igennem behandlingen og blive rask for sine børns skyld.

Behandlingen går heldigvis godt. Mette er kræftfri. Men stråleskaderne på Mettes tarmsystem, blære og underliv er voldsomme, og selv om ugerne går, bliver hun ikke friskere. Hun er voldsomt udmattet, har konstante mavesmerter og bliver ved med at have diarre. På hospitalet får Mette det indtryk, at det nok skal gå over inden længe, og at hun snart kan begynde på arbejde igen. Hun skal bare selv mærke efter, hvornår hun er klar. Så det forsøger Mette.

- Jeg starter på arbejde igen efter fire måneder. Der begynder jeg at kunne køre i bil igen, og så er der jo nogen, der kan se mig handle nede i den lille brugs. Så må jeg også hellere køre på arbejde, tænker jeg.

Mette griner af ordene, for set i bakspejlet er det svært at se, at en tur i brugsen kan sidestilles med en arbejdsdag.

Mette Rosendal sætter stor pris på sit arbejde som farmaceut på Vejen Apotek. I dag er hun ansat i fleksjob. Foto: Tomas Bertelsen

- Jeg starter ud på samme antal timer, som før jeg blev syg: 28 timer om ugen. Jeg har ingen samtaler med min chef om at starte blidere op. Jeg tror, han tænker, at jeg er rask nu, så jeg kan det samme som før, fortæller Mette.

- Det dræner mig fuldstændig. Jeg kan ikke huske særlig meget om, hvordan mine kollegaer reagerer, eller hvad min arbejdsgiver gør. Jeg har ingen energi tilbage, når jeg kommer hjem. Jeg får simpelthen skyklapper på, og tænker kun på at klare mig igennem arbejdsdagen.

Tre måneder efter behandlingen er hun til den første kontrol på hospitalet. Den viser heldigvis, at Mette er kræftfri. Alligevel er Mette så dårlig, at hun næsten ikke slæbe sig afsted. Men det hæfter lægen sig ikke mærkbart ved – behandlingen har virket, kræften er væk. Mette går derfra med følelsen af, at hun er den eneste, der har det så dårligt efter strålebehandling for kræft. At hun bare skal tage sig sammen.

Ny arbejdsgiver

Mette knokler på. Hvis lægen siger, at hun skal tage sig sammen, så er det dét, hun gør. Hun skifter arbejde for at få bedre arbejdstider og går ned på 24 timer om ugen. Indtil hun får ny arbejdsgiver, der har andre ønsker til timefordelingen. Mette skal have længere arbejdsdage, og det dræner hende fuldstændig.

- Der er travlt på et apotek, og når man er på arbejde, så er man på. Det vil jeg også gerne være – jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Jeg elsker mit job. Det var bare for mange timer ad gangen, fortæller Mette.

En dag siger Mettes mand stop. På det tidspunkt er Mette så udmattet, når hun kommer hjem fra arbejde, at det eneste, hun tænker på, er at hvile sig for at blive klar til arbejde næste dag. Peter vil vise hende noget i deres lille skov, da hun kommer hjem fra arbejde en dag. Det er på deres egen grund, men Mette kan slet ikke overskue det.

- Så slog Peter i bordet. Han sagde, at nu går det ikke mere, det her. Jeg vil ikke være med til det. Og han havde jo ret! Det kan ikke nytte noget, at man kun kan arbejde. Der skal også være energi tilbage til at være kone og mor. Så blev jeg sygemeldt, fortæller Mette.

Jobprøvning og fleksjob

Der går fem år, før Mette får arbejdslivet til at hænge godt sammen med resten af tilværelsen. Hun får rådgivning i Kræftrådgivningen i Vejle og møder andre, der har oplevet noget af det samme gennem KIU, patientforeningen for Kræft i Underlivet. Det giver styrke til at kæmpe videre.

Mette finder selv en arbejdsgiver, der gerne vil have hende i arbejdsprøvning med henblik på en fleksjobansættelse. Den daværende apoteker på Vejen Apotek har tidligere været interesseret i at ansætte Mette, og det er hun stadig, også i en fleksjob-ordning. Under de 13 ugers jobprøvning finder de sammen frem til, at en 4 timers arbejdsdag 4 gange om ugen passer Mette godt. Hun har næsten ingen sygedage og kan være 100 pct. på, når hun er på arbejde, uden at det betyder, at hun er fuldstændig drænet, når hun kommer hjem.

Det betyder meget for Mette Rosendal at kunne blive på arbejdsmarkedet. Hun har gennem årene brugt meget tid på at forsvare over for sig selv, at hun ikke kunne arbejde på fuld tid. I dag har hun fundet ro med det. Foto: Tomas Bertelsen.

- Vi kører det meget stringent i starten: 4 timer mandag og tirsdag formiddag, pause onsdag, og så 4 timer torsdag og fredag formiddag.

Det er rigtig godt for mig. Alle på apoteket er enormt søde, og jeg kan være der på lige fod med de andre, i de timer jeg er der. Det betyder meget for mig. Jeg har ikke lyst til, at de andre skal tage særlige hensyn til mig.

Det er en byrde i en travl hverdag på apoteket, hvis jeg pludselig skal ind og hvile mig. Så skal de andre løbe hurtigere. Nu kan jeg være der fuldt ud i de 16 timer, jeg arbejder. Og når jeg ikke er der, så er der en anden i stedet. De står ikke og mangler en arbejdskraft, siger Mette.

Mette får fleksjobbet – og efter nogle måneders tovtrækkeri med kommunen, som Mette gerne havde været foruden, falder aftalen på plads. Siden dengang har Mette fået ny chef, men hun er stadig i sit fleksjob på Vejen Apotek og lykkelig for det.

- Jeg er så glad for mit arbejde. Det betyder meget at være en del af samfundet. Jeg kan lide at gå på arbejde, jeg har nogle dejlige kollegaer og en god chef. I starten havde jeg svært ved at acceptere, at jeg var på overførselsindkomst. Men så regnede jeg ud, at jeg arbejder 16 timer og får løn for 28 timer. Men at jeg – for at kunne klare de 16 timer – er nødt til at hvile i timerne op til 28 timer. Og så fik jeg det bedre. For så bruger jeg tiden på at forberede mig, så jeg har energien til at arbejde. Jeg får ikke mere fritid, jeg får bare et arbejdsliv, der kan hænge sammen med et liv ved siden af, siger Mette.

Hjælp til at vende tilbage

Mette har gennem årene brugt meget tid på at forsvare, at hun ikke bare kan tage sig sammen og arbejde fuld tid. At hun har brug for hjælp. Som med regnestykket ovenfor. Ikke fordi andre har krævet det af hende – men fordi hun selv har haft svært ved at acceptere det.

- Det kom som et kæmpe chok, at jeg blev så syg. Dengang var jeg jo kun lige gået i gang med arbejdslivet og følte, at det lå foran mig fuld af spændende muligheder. Jeg havde en idé om, at jeg skulle noget mere, når børnene blev større. Det skulle jeg så ikke. Det har jeg det helt fint med i dag. Jeg er bare heldig, at jeg har så mange gode arbejdstimer og et arbejde, jeg nyder. Men dengang var det svært at acceptere, fortæller Mette.

- Jeg kunne godt ønske mig, at der havde været noget hjælp til at komme sig efter stråleskaderne og at vende tilbage til arbejde. Nogen som legaliserede for mig, at jeg var for syg til at vende tilbage for fuld styrke med det samme. Tænk, hvis det f.eks. var kommet fra arbejdsgiveren. Så ville jeg måske ikke have kørt mig selv fuldstændig i sænk over de fem år. Det er svært at være alene om at finde en god balance, hvor man presser sig selv, uden det bliver for meget.

 

Ny kampagne målrettet ledere: Tag hånd om din medarbejder med kræft

Hvert år får 14.000 danskere i den erhvervsaktive alder konstateret kræft, men hver tredje kræftpatient oplever, at det har været udfordrende for deres leder at håndtere deres kræftforløb. Derfor skal lederne være endnu bedre rustet til opgaven, mener Dansk Industri (DI) og Kræftens Bekæmpelse. Det skal en ny kampagne med viden og anbefalinger understøtte.

Læs om kampagnen her