Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Mie samler ind digitalt til landsindsamlingen: ’Jeg har fået en ekstra chance i livet’

14-08-2020
26-årige Mie Gromada har oprettet en digital indsamling til Kræftens Bekæmpelse på Facebook. Hun har overlevet kræft og takker forskningen for, at hun har fået en chance mere i livet. På søndag samler Kræftens Bekæmpelse ind til forskning og patientstøtte ved den årlige landsindsamling. På grund af corona-situationen har ikke alle byer en fysisk indsamling, så i år kan man også oprette en digital indsamling på Facebook.

Mie Gromada er 26 år og haft æggestokkræft - en meget sjælden diagnose hos så ung en kvinde. Hun har oprettet en digital indsamling til landsindsamlingen og håber, andre vil gøre det samme. Foto: privat

28. marts 2018 fik Mie Gromada, der dengang kun var 23 år, et opkald, der forandrede hendes liv. Forinden havde hun fået fjernet en stor cyste fra underlivet, men ingen havde forventet, at diagnosen ville være så alvorlig, som den var: 

- ’Du har æggestokkræft’, sagde lægen i telefonen, da hun ringede til mig. Det var det værste opkald i hele mit liv. Jeg gik fra at være fri, ubekymret og udødelig til at skulle forholde mig til, at jeg kunne dø i en tidlig alder, fortæller Mie.

Udover en masse bekymringer og smerte, følte jeg mig også ensom. Det var begrænset, hvad jeg kunne, og hvad jeg måtte. Det var en forfærdelig tid, men jeg klarede det

Mie Gromada, tidl. kræftpatient

Meget sjælden diagnose hos unge mennesker

Det er yderst sjældent, at æggestokkræft rammer så unge mennesker som Mie, så diagnosen kom bag på alle. Æggestokkræft er samtidig en sygdom, der er svær at opdage, da den ikke giver tydeligt symptomer. Derfor stilles diagnosen mange gange så sent, at sygdommen kan være svær at helbrede. 

Men Mie kom straks i behandling. Hun blev opereret, og fik blandt andet fjernet en æggestok, æggeledere og blindtarm. Derefter fik hun kemoterapi i seks måneder. 

- Det var en voldsom periode, og kemoen tog rigtig hårdt på mig. Jeg kunne ingenting. Min krop føltes gammel, og mine forældre måtte hjælpe mig med alt. Tage tøj på, gå i bad og alt sådan noget, så samtidig med at min krop føltes gammel og træt, følte jeg mig som en lille pige. Men i mit hoved var jeg jo stadig ung, så det var hårdt at se, hvordan alle mine jævnaldrende veninder fortsatte deres liv, som jeg ikke kunne deltage i, fortæller Mie. 

Under behandlingen blev Mies immunforsvar banket helt i bund, og hun skulle derfor passe rigtig godt på sig selv.

- Udover en masse bekymringer og smerte, følte jeg mig også ensom. Det var begrænset, hvad jeg kunne, og hvad jeg måtte. Det var en forfærdelig tid, men jeg klarede det, siger Mie.

Æggestokkræft

Mie Gromada glad og med armene over hovedet

Mie Gromada føler, at hun har fået en chance mere i livet. Hun er kræftfri efter et behandlingsforløb for æggestokkræft. Foto: privat

Kræftfri og dybt taknemmelig for livet

Efter behandlingsforløbet kunne Mie kalde sig kræftfri. Hun bliver fortsat scannet hver tredje måned, men lever derudover et forholdsvis normalt ungdomsliv. 

- Forskellen, på mine jævnaldrende og mig, er, at jeg har nogle andre erfaringer i livet, og jeg har nogle senfølger, som jeg døjer med hver dag. I forbindelse med mine scanninger bliver jeg hevet tilbage til dengang jeg var i kræftbehandling. Og frygten for tilbagefald rammer mig. For det sker desværre med den her sygdom. Det er et helvede hver gang. Men jeg lever, og det er jeg dybt taknemmelig for. Livet er dejligt og vi skal prise os lykkelige for, at vi får lov til at leve det, siger Mie. 

Hun føler, at hun har fået en chance mere her i livet, og hun var derfor heller ikke i tvivl om, at hun ville støtte op om Kræftens Bekæmpelses landsindsamling og oprette sin egen digitale indsamling på Facebook. Hun kan desværre ikke selv gå på gaden og samle ind fysisk, da behandlingen har givet nogle nerveskader i hendes fødder, og de bliver ekstra slemme i varmen: 

- Mere end hver tredje dansker får kræft, men jeg og en masse andre får bedre chancer for at overleve sygdommen, når vi står sammen og støtter kræftsagen. Derfor håber jeg, at andre også har lyst til at bakke op om landsindsamlingen og lave en digital indsamling, siger Mie.

Du kan også oprette en digital indsamling på Facebook ved at klikke her

Det går pengene til

Kræftens Bekæmpelse bruger de indsamlede midler til forskning, forebyggelse og patientstøtte. Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses midler kommer fra det offentlige, så danskernes støtte er vital for kræftsagen.

For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 62 kr. til forskning i kræft, 19 kr. til patientstøtte, 16 kr. til forebyggelse af kræft og 3 kr. til administration.

Ung Kræft

Mie Gromada har fået hjælp og støtte gennem Ung Kræft, Kræftens Bekæmpelses netværk for unge kræftpatienter. 

Ung Kræft støtter, oplyser og inspirerer unge kræftramte i alderen 15-39 år og øger kendskabet til unge kræftramtes særlige situation og behov. Der findes grupper over hele landet, så unge med kræft ikke står alene. 

Ung Kræft kan lade sig gøre fordi danskerne støtter kræftsagen. Tak fordi du støtter. 

Læs mere om Ung Kræft