Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Nyt stort studie understreger atter de positive effekter af HPV-vaccinen, blandt andet færre HPV-infektioner, færre tilfælde af kønsvorter og færre tilfælde af de sværeste celleforandringer på livmoderhalsen. Foto: Colourbox.
Undersøgelsen viser endnu engang helt grundlæggende at vaccination mod HPV virker, og at der er mange positive effekter af at vaccinere mod HPV. Det er en vaccine, som har en stor betydning og kan spare mange mennesker for en række sygdomme
Professor Susanne Krüger Kjær
Den nye undersøgelse er en såkaldt meta-analyse, hvor forskere har samlet data fra 65 offentliggjorte undersøgelser, der har set på effekten af HPV-vaccination.
Resultaterne af den nye undersøgelse viser en tydelig effekt efter start af vaccination. Forekomsten af HPV-infektioner er faldet og det samme er forekomsten af de sværeste celleforandringer på livmoderhalsen. I forhold til kønsvorter var der et markant fald hos både piger, kvinder, drenge og mænd.
– Undersøgelsen viser endnu engang helt grundlæggende at vaccination mod HPV virker, og at der er mange positive effekter af at vaccinere mod HPV. Det er en vaccine, som har en stor betydning og kan spare mange mennesker for en række sygdomme, siger Susanne Krüger Kjær. Hun er forskningsleder ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, professor ved Rigshospitalet og Københavns Universitet og har deltaget i den nye undersøgelse.
Fald i HPV infektioner og svære forstadier til livmoderhalskræft
Undersøgelsen viser, at både infektion med HPV, som er årsag til livmoderhalskræft – og svære celleforandringer på livmoderhalsen, som kan udvikle sig til livmoderhalskræft, er mindsket betydeligt hos de kvinder og piger, der er vaccineret.
Efter fem til otte år med vaccination var der mellem 66 og 83 pct. færre tilfælde af infektion med HPV af typen 16 og 18, som tilsammen er ansvarlig for 70 pct. af tilfældene af livmoderhalskræft.
Og når man så på tallene for svære celleforandringer på livmoderhalsen fulgte de med: Her var der mellem 31 og 51 pct. færre tilfælde registreret ved screening hos de piger og kvinder, der var vaccineret.
Den største effekt sås for vaccinationsprogrammer, der inkluderede vaccination af flere fødselsårgange, og som havde høj deltagerprocent.
Undersøgelsen viser tydeligt den positive effekt af at mindske mængden af HPV i befolkningen, siger professor Suanne Krüger Kjær fra Kræftens Bekæmpelse, Rigshospitalet og Københavns Universitet, der har deltaget i undersøgelsen. Foto: Tomas Bertelsen
Færre tilfælde af kønsvorter
Mens livmoderhalskræft er en af de alvorlige sygdomme, som kan forebygges med HPV-vaccinen, beskytter HPV vaccination også mod kønsvorter, som er en meget hyppig kønssygdom i Danmark. Her viste resultaterne et fald på mellem 31 og 67 pct. blandt vaccinerede piger.
Flokbeskyttelse skubber den rigtige vej
Resultaterne peger også på, at indførsel af vaccination mod HPV også har en betydning for dem, der ikke er vaccineret. Det sker gennem den såkaldte flokbeskyttelse, hvilket betyder, at virusset får sværere ved at sprede sig, fordi der bliver længere mellem dem, der ikke er vaccineret. Det var synligt i undersøgelsen ved at både ældre kvinder, drenge og mænd, som ikke var vaccinerede, også havde lavere risiko for at blive inficeret med HPV.
Undersøgelsen fandt en flokbeskyttelse i lande hvor 50 pct. eller flere af pigerne i målgruppen var vaccineret.
– Især i befolkninger hvor mange årgange af piger og kvinder var vaccineret, og hvor der var en høj deltagelse, så man en klart nedsat risiko for kønsvorter hos de ikke-vaccinerede drenge og mænd, siger Susanne Krüger Kjær.
Og denne flokbeskyttelse er et godt skub på vejen mod at komme spredningen af HPV til livs, men kun hvis det følges op af stor tilslutning til vaccinen.
– Det viser tydeligt og meget positivt hvilken effekt det har, at mindske mængden af HPV i befolkningen. Blandt andet derfor er det også positivt, at mange danske drenge om kort tid bliver tilbudt vaccinen. På den måde bliver smittespredningen mindsket endnu mere, siger Susanne Krüger Kjær.
Resultaterne er offentliggjort her: Drolet M. et al.: Population-level impact and herd effects following the introduction of human papillomavirus vaccination programmes: updated systematic review and meta-analysis. The Lancet, Published Online
June 26, 2019.
Fem til otte år efter vaccinen var givet:
Infektion med HPV kan forårsage kræft i livmoderhalsen, skeden, skamlæberne, penis, anus og er også årsag til visse typer af kræft i hoved-hals regionen. HPV kan også forårsage kønsvorter og ligeledes svære celleforandringer i kønsorganerne og anus, som i værste fald kan udvikle sig til kræft.
Læs mere om HPV og vaccination
Sidst ændret: 27.06.2019
Af Mette Vinter Weber
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
Fax: 35 25 77 01
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17