Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Nu taler Theis om sin sygdom

11-06-2019
Mødet med Ung Kræft har givet Theis Nybo et frirum. Et fællesskab, hvor der er plads til kræften, men hvor det også handler om alt muligt andet. Nu giver han sine erfaringer videre til andre unge som del af et nyt fortællerkorps.

Foto: Tomas Bertelsen

Der er 52.000 prikker i loftet på min stue’. Sådan skrev Theis Nybo på Facebook en martsdag i 2016. Samtidig viste han med tjek ind funktionen, at han lå på Roskilde Sygehus. Det var første gang, han fortalte sine venner, at han havde modermærkekræft. To uger forinden havde lægen fjernet et modermærke fra 22-årige Theis’ ryg. Det havde skiftet farve til lilla, var vokset og stak ud. Ingen forventede, at det var noget. Men det var kræft.

– Klappen gik ned. Jeg hentede min mor i venteværelset. Jeg kunne se, hun blev ked af det, men jeg reagerede ikke. Jeg var slet ikke med. Lægen kiggede på mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg kiggede på mit ur og sagde, at jeg skulle på arbejde. At jeg skulle nå et tog om 10 minutter, fortæller Theis.

Kræften har lært Theis at sætte pris på tiden. Foto: Tomas Bertelsen

Hans mor kørte ham til Korsør Station, og han tog toget til København, hvor han arbejdede i en fotobutik. Han kiggede længe ud af vinduet. Først da toget rullede forbi Bauhaus’ røde mastodont ved Trekroner, tænkte han, at noget var helt galt.

– Men jeg havde stadig ikke helt forstået det. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis der var en kunde, der sagde ’Fortsat god dag’, så ville jeg slå ham, fortæller Theis.

I dag er han 25 år og bor i en lejlighed i et af Københavns nye boligkvarterer i Sydhavnen. Lejligheden deler han med en roommate og skildpadderne Dupond og Dupont. De skal snart have skiftet vand. Men først, når der ikke er risiko for, at såret på Theis ryg springer op.

Nemmere at fortælle på Facebook
Da Theis skrev sin opdatering på Facebook, begyndte beskeder fra venner at tikke ind. ’Hvad – er du på hospitalet?’ og ’Hvad laver du der?’. ’Jeg har kræft’, svarede Theis.

– Det var meget mærkeligt at sige det højt. I en måned havde jeg ikke sagt noget. Det var nemmere for mig at gøre det på Facebook. Så var det ligesom ude.

Det var ikke kun Theis selv, der havde svært ved at snakke om sin sygdom. I forældrenes villa blev der købt ind, lavet mad, vasket tøj. Men hverken Theis, hans forældre, hans ældre bror eller lillesøster sagde ret meget om sygdommen.

– Jeg havde ikke selv brug for, at der blev snakket så meget om det. Så på en eller anden underlig måde var det fint. Jeg tror faktisk, det var sværest for mine forældre, fortæller han.

’Du skal alligevel dø’
Theis fik fjernet et større område omkring modermærket. Men en undersøgelse med sporstof viste, at kræften havde spredt sig til lymfekirtlerne. Over 30 kirtler under hans arme skulle fjernes. Igen lå Theis på Roskilde Sygehus. Igen talte han hullerne i loftet og skrev på Facebook.

Nu vidste vennerne, hvad beskeden betød. Samme dag som han blev indlagt, stod et par venner pludselig på stuen. De skulle ud og spise burgere – og Theis skulle med. Han stod i hvid hospitalsskjorte, lange strømper, drop og dræn og følte sig ikke rigtig klar til burger. Men sygeplejersken sagde ja, spændte slanger og poser fast om brystet, trak en jakke over hospitalsskjorten og sendte ham afsted.

Theis, du skal ikke betale din burger – du skal jo alligevel dø af kræft.

Theis' kammerat

Mens de spiste, var der ingen, der sagde noget om kræft. Ikke før de var færdige og skulle til at betale. ’Theis, du skal ikke betale din burger – du skal jo alligevel dø af kræft’, sagde hans ven.

– Det var en mavepuster. Men på en eller anden måde var det også en icebreaker. Det endte med, at vi snakkede om det og jokede. Det gjorde det lettere for mig og gav plads til hans frygt og tanker. Når jeg tænker tilbage, så synes jeg faktisk, det var helt fint. Men på det tidspunkt kunne jeg godt have tænkt mig, at han havde sagt det lidt anderledes, husker Theis. Der var mange venner, der havde svært ved at håndtere Theis’ kræft. De holdt op med at ringe og skrive.

– Nogle af dem, der var mine venner, hørte jeg ikke fra. Jeg tror, de var bange for, hvad de skulle sige. Hvordan jeg ville reagere. Jeg var enormt ked af det på det tidspunkt, men jeg bebrejder dem ikke.

Til gengæld rykkede nogle perifere bekendtskaber tættere på og blev til venner. De inviterede på middag eller kom forbi med pizza. En weekend stod der et par stykker foran døren med dyner, mad og film.

Når Theis Nybo kigger på sin arm, bliver han mindet om, hvad han har været igennem: ’Jeg har lært at acceptere, at arrene på min krop i virkeligheden ikke er ar, men et mesterværk over al min styrke’, står der oversat til dansk. Foto: Tomas Bertelsen

Marcipanæg og frirum
Den 13. april 2016 kunne Theis skrive på Facebook, at han var kræftfri. Udover at han deltog i et forsøg med immunterapi, var kræften de næste to år ikke en del af hans liv. Han fik lavet en tatovering på underarmen: ‘I have learned to accept, that the scars on my body aren’t really scars, but rather a masterpiece of all my strengths’, står der.

– Jeg fandt citatet på Instagram og syntes, det passede godt til min situation. Nogle gange glemmer jeg faktisk, at jeg har haft kræft. Så får jeg øje på tatoveringen og tænker, ’Nå, det er også rigtigt’, fortæller Theis.

Det var ikke min plan at bruge Ung Kræft. Jeg ville bare lige lure. Jeg havde jo ikke kræft mere. Jeg troede ikke, at jeg var syg nok.

Theis Nybo

Ingen havde fortalt ham om Ung Kræft, et fællesskab i Kræftens Bekæmpelse for unge, der har eller har haft kræft, før en sygeplejerske nævnte det i forbindelse med forsøget med immunterapi. Men da var han allerede erklæret rask. Alligevel fandt Theis Ung Kræfts grupper i Roskilde og Næstved på Facebook og meldte sig ind.

 – Det var ikke min plan at bruge Ung Kræft. Jeg ville bare lige lure. Jeg havde jo ikke kræft mere. Jeg troede ikke, at jeg var syg nok.

Men i påsken 2018 inviterede Roskildegruppen til chokoladekursus. Og så stod Theis pLudselig og formede marcipanæg og fyldte chokolader med andre unge, der havde oplevet kræft på egen krop.

– Ung Kræft gav mig noget, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Et frirum. Man kan snakke om alt, snakke om ingenting. Der er nogen, som forstår dig.

Theis blev en del af det nystartede fortællerkorps, hvor unge fortæller om livet med kræft. Sammen med syv andre fra Ung Kræft har han øvet sin fortælling, sin stemme, sin sceneoptræden.

I Ung Kræft fandt Theis et frirum med andre unge kræftramte. Foto: Tomas Bertelsen

En ny slutning
Dagen inden fortællerkorpset optrådte for første gang, skulle Theis lige forbi Rigshospitalet. To uger forinden havde han bedt sin læge om at fjerne en knop på ryggen. Hans kontrolscanninger var fine, det var bare en irriterende bule. En ven fra Ung Kræft, Mette, tog med ham.

– Lægen sagde, at de havde fundet kræft igen. Samme sted. Så blev det helt sort. Lægen snakkede om at tage hud fra skulderbladet. Jeg spurgte, om jeg kunne få sixpack, hvis de trak hårdt nok. Det syntes lægen ikke, var sjovt, husker Theis.

Andet kan han ikke huske fra samtalen. Mette tog noter, hev ham rundt til undersøgelser og hjalp ham med at ringe til sine forældre. Han prøvede at være helten, der beroligede, men da han hørte, hvor berørt hans far var, måtte han give røret til Mette. Efter hospitalet tog han ind til Ung Kræft. Slutningen på hans historie i Fortællerkorpset skulle ændres. For nu var han ikke tidligere kræftpatient. Nu havde han tilbagefald.

– Det var vigtigt for mig at gøre det. Det var en måde at bearbejde det på. Det var sindssygt og hårdt at stå og sige: ’I går fik jeg at vide, at jeg har kræft igen’. Men det havde ikke været så stor en oplevelse, hvis jeg ikke havde fået den besked, siger Theis.

Jeg er blevet bedre til at sige ’pyt’. Jeg sætter mere pris på tiden med mine venner og på at gå rundt en hel dag i nattøj. Jeg har lært at bruge den hjælp, jeg kan få fra venner og familie. Det var jeg ikke god nok til første gang.

Theis Nybo

Lært at tage imod hjælp
Theis er i dag kræftfri. Han får forebyggende immunterapi, for det ser ud til, at den første immunterapi har holdt kræften nede. Såret på ryggen er ikke helet endnu, og når han hver fjerde uge sidder på hospitalet med sprøjte i armen for at få sin medicin, tænker han på sygdommen. Ellers ikke. Alligevel er noget forandret.

– Jeg er blevet bedre til at sige ’pyt’. Jeg sætter mere pris på tiden med mine venner og på at gå rundt en hel dag i nattøj. Jeg er blevet mere rolig. Kræften fylder ikke - hvis den kommer tredje gang, så tager vi den derfra. Jeg har lært at bruge den hjælp, jeg kan få fra venner og familie. Det var jeg ikke god nok til første gang, siger han.

Der er kommet flere tatoveringer. På den ene overarm sidder Hugin og Munin, Odins to ravne, og Thors hammer. Ravnene er de to kræftforløb. Hammeren er styrken til at klare sig igennem.

Theis' 5 gode råd, hvis din ven får kræft
  • Vær ikke bange for at sige noget forkert – sig hvad som helst
  • Vær ikke bange for din vens reaktion – det er okay at blive ked af det
  • Vent ikke på, at din ven beder om hjælp – tag selv initiativ
  • Kom forbi med mad eller kage – og kør måske en tur med støvsugeren
  • I behøver ikke altid snakke – se en film eller gør noget andet sammen
Fortællerkorpset

Ung Kræft har oprettet et fortællerkorps af unge, nuværende og tidligere kræftpatienter, der kan bookes til oplæg på ungdomsuddannelser. Fortællerkorpset er opstået, fordi mange kræftramte unge føler sig ensomme og oplever, at deres venner trækker sig. 

Læs mere på Fortællerkorpsets webside

Ung Kræft

Ung Kræft Ung Kræft er et netværk under Kræftens Bekæmpelse. Ung Kræft støtter, oplyser og inspirerer unge kræftramte mellem 15 og 39 år og øger kendskabet til unge kræftramtes særlige situation og behov. Læs mere på Ung Kræft's webside